Nyhedsoverblik

14-årig blev truet med kniv

En 14-årig dreng fra Holbæk blev tirsdag truet af en anden dreng med kniv til halsen efter, de var blevet uvenner.

Det fremgår af Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport.

Klokken 13.36 fik politiet en melding om, at en 14-årig dreng fra Holbæk var blevet truet af en anden dreng.

Han havde trukket en foldekniv frem, som han havde holdt op mod den 14-åriges hals som en trussel, før han gik fra stedet.

Det lykkedes efterfølgende den 14-årige sammen med et familiemedlem at finde drengen, der havde truet ham på stationen i Holbæk, hvor de fik vristet kniven fra ham og tilkaldt politiet.

Drengens forældre og de sociale myndigheder blev efterfølgende orienteret om sagen, og han erkendte at have været i besiddelse af kniven og at have holdt den op mod den 14-årige.