Jul i en coronatid: Forsorgshjem holder julearrangementer for socialt udsatte

Medarbejderne på forsorgshjemmet og lokale erhvervsdrivende er gået sammen om at skabe alternative julearrangementer for de udsatte i Holbæk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forsorgshjemmet Karlsvognen, der ligger i centrum i Holbæk, har plads til 14 beboere, og normalt er stedet også en livline for tidligere beboere, der plejer at kigge forbi dagligt til en kop kaffe. Men i øjeblikket er der lukket for besøg på grund af corona-situationen.

- Man er vant til at komme deroppe hver eneste dag, og det er øv, at man ikke kan se de samme mennesker hver dag og snakke med dem hver eneste dag, det er lidt nederen, fortæller Signe Bakkeskau, der er tidligere beboer på forsorgshjemmet. 

Sidste år fik 19-årige Signe Bakkeskau hjælp fra en lærer til at få en plads på Karlsvognen i forbindelse med, at hun havde nogle psykiske problemer, og hendes kontakt til familien blev brudt. Hun boede ni måneder på Karlsvognen og flyttede i sommer i egen lejlighed, men hun har holdt kontakten.

- Det er meget vigtigt for mig, for så har jeg nogle, jeg kan tale med mine problemer om, og jeg kan få renset min hjerne for alt det dårlige, og så kan de rådgive mig, om, hvad jeg skal gøre og ikke gøre, fortæller hun.

- Man er vant til at komme deroppe hver dag, og det er øv, at man ikke kan se de samme mennesker,, fortæller 19-årige Signe Bakkeskau, der har boet på forsorgshjemmet Karlsvognen i ni måneder.
- Man er vant til at komme deroppe hver dag, og det er øv, at man ikke kan se de samme mennesker,, fortæller 19-årige Signe Bakkeskau, der har boet på forsorgshjemmet Karlsvognen i ni måneder.

quote Alt vælter op, og alle er mere sårbare

Katrine Linneboe, leder af Rusmidler, Forsorg og Forebyggelse i Holbæk Kommune

I øjeblikket kan de tidligere beboere på Karlsvognen ikke komme på forsorgshjemmet, derfor kører medarbejderne i stedet ud til borgerne og besøger dem hjemme i en ordning, som de kalder efterværn på hjul:

- Vi gør det for at komme ud til borgene, og fordi det er en sårbar tid. Jeg kunne godt give dem et kald fra Karlsvognen, men på den her måde kan vi komme ud og se dem i øjnene og se, hvad de har behov for, og om de eventuelt er faldet tilbage i misbrug. Vi kan aftale at gå en tur, ordne et ærinde, eller hvad de har lyst til, fortæller Ida Rønbjerg Jensen, der er pædagog og med i det udekørende team på Karlsvognen.

Ida Rønbjerg Jensen er en af de medarbejdere på Karlsvognen, der kører ud til de tidligere beboere for at sikre sig, at de har det godt. Før corona kom de ofte på Karlsvognen, men nu er der besøgsrestriktioner.
Ida Rønbjerg Jensen er en af de medarbejdere på Karlsvognen, der kører ud til de tidligere beboere for at sikre sig, at de har det godt. Før corona kom de ofte på Karlsvognen, men nu er der besøgsrestriktioner.

Særligt i december bliver der gjort ekstra for de sårbare borgere, for jul kan vække dårlige minder og være en svær tid for udsatte.

- Alt vælter op, og alle er mere sårbare. Det er svært at blive mindet om, at man måske har mistet kontakten til nogle af sine nære. Man sidder nu et sted og vil gerne komme videre og begynder at få tanker om alt dét, der er sket, og man spørger sig selv om, hvordan man får kontakt til sine pårørende, og om de vil have kontakt, fortæller Katrine Linneboe, der er leder af Rusmidler, Forsorg og Forebyggelse i Holbæk Kommune.

Vi har besluttet, at vores borgere ikke skal sidde alene, så vi gør alt hvad vi kan for de tidligere beboere, der i øjeblikket ikke har Karlsvognen som deres livline på grund af besøgsrestriktionerne, fortæller Katrine Linneboe, der er leder af Rusmidler, Forsorg og Forebyggelse i Holbæk Kommune.
Vi har besluttet, at vores borgere ikke skal sidde alene, så vi gør alt hvad vi kan for de tidligere beboere, der i øjeblikket ikke har Karlsvognen som deres livline på grund af besøgsrestriktionerne, fortæller Katrine Linneboe, der er leder af Rusmidler, Forsorg og Forebyggelse i Holbæk Kommune.

Derfor bliver der på grund af coronasituationen tænkt i nye baner for at holde fast i vigtige juletraditioner på andre måder, som eksempelvis det traditionsrige årlige julebanko, der plejer at blive holdt på Karlsvognen.

quote De tidligere beboere spørger allerede i oktober til julebanko og siger, at de gerne vil inviteres

Kristine Skov-Langfeldt, Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed og Karlsvognens juleambassadør

- De tidligere beboere spørger allerede i oktober til julebanko og siger, at de gerne vil inviteres, og det er også virkelig et af Karlsvognens højdepunkter, det er en dag, hvor den får hele armen, og hvor vi forsøger at give alle et godt minde, fortæller Kristine Skov-Langfeldt, der er Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed og Karlsvognens juleambassadør.

For at få afholdt nogle af de julearrangementer, man plejer, har medarbejderne på Karlsvognen tænkt i kreative baner og den lokale cafe, Cargo Boutique lagde forleden lokaler til Julebanko.

- Især i den her tid, og især nu, hvor der er corona, så er det endnu vigtigere, at vi gør noget for de ensomme, så selvfølgelig står jeg til rådighed. Hvis jeg ser et smil i deres ansigter, så betyder det så meget for mig, fortæller cafeejer Tine Duch Bonde.

Café-ejer Tine Duch Bonde lagde lokaler til online Julebanko for Karlsvognens brugere.
Café-ejer Tine Duch Bonde lagde lokaler til online Julebanko for Karlsvognens brugere.

Til arrangementet havde de erhvervsdrivende i Holbæk doneret 180 gevinster og slik i lange baner - og arrangementet blev sendt online, så både beboerne på forsorgshjemmet Karlsvognen og de, der plejer at komme der i dagtimerne, kunne være sammen på afstand.

- Jeg har virkelig glædet mig til at møde alle de andre, jeg har ikke set dem længe og savnet dem, og jeg har kun haft kontakt med en af medarbejderne, fortæller Signe Bakkeskau.

Juleaften på Karlsvognen er også aflyst for udefrakommende besøgende. Det er planen, at Cargo Boutique Café skal lægge lokaler til to arrangementer med ni personer på hvert hold på selve juleaften. 

Læs også
Ønsketræ i storcenter skal give udsatte børn en julegave
Læs også
Ønsketræ i storcenter skal give udsatte børn en julegave

På grund af den delvise nedlukning, der fredag også bliver udvidet til at gælde Holbæk Kommune, vil Katrine Linneboe nu tale med myndighederne om, hvordan de kan føre planerne ud i livet og samtidig overholde retningslinjerne. 

- Vi håber stadig, at vi kan holde jul i hold på Cargo Boutique Café, vi skal nu i dialog med politiet og myndighederne, det er nemlig sådan, at arrangementer for udsatte gerne må afholdes og vores håb er, at vores arrangement kan gå ind under dette. Jeg bliver ved ind til, at vi har fundet en løsning, siger Katrine Linneboe.

Det årlige julebanko på Karlsvognen var i går delt op i to. Arrangementet blev sendt online, så beboerne på forsorgshjemmet Karlsvognen kunne være med sammen med de tidligere beboere, der sad på en cafe i nærheden.
Det årlige julebanko på Karlsvognen var i går delt op i to. Arrangementet blev sendt online, så beboerne på forsorgshjemmet Karlsvognen kunne være med sammen med de tidligere beboere, der sad på en cafe i nærheden.

Signe Bakkeskau er ikke i tvivl om, at hun gerne vil holde jul sammen med de tidligere beboere på Karlsvognen, hvis det bliver muligt - også selv, om de bliver delt op i hold:

- Det er jo som en familie, og man bliver hurtigt tilknyttet, det er bare så fedt, de tager sig af mig og jeg har mere tilknytning til dem, end jeg har til min egen familie, fortæller hun.

Signe Bakkeskau er nu kommet i praktik på Holbæk Seminarium, hvor hun hjælper med at passe de udendørs arealer, og hun er netop flyttet sammen med sin kæreste.


Nyhedsoverblik