Hvad har du egentlig lavet, Louise Schack Elholm?

Louise Schack Elholm blev valgt til Folketinget i Sjællands Storkreds i 2019. Læs her, hvad hun har opnået de sidste tre år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En bustur mellem Ringsted og Sorø i 2007 blev starten på Louise Schack Elholms folketingskarriere. 

Her mødte hun nemlig partikollegaen Bertel Haarders kone, som opfordrede Louise til at stille op til Folketinget. Og det gjorde hun. 

Samme år blev hun valgt ind i Folketinget for Venstre. Det gjorde hun også i 2015 og 2019. Ved sidstnævnte valg fik Louise Schack Elholm 4.229 personlige stemmer i Sjællands Storkreds. 

Men hvordan har hun forvaltet de stemmer? Det har TV2 ØST set nærmere på. 

Det lovede hun i 2019:

1. Uddannelser i sjællandske byer

2. Børnefamilier skal have en hverdag, der kan hænge sammen

3. Nedlægge regionerne til dels

4. Mere enkelt skattesystem

5. Sundhedsreform og én fælles sundhedsplatform

6. Bedre infrastruktur

quote Vi havde planlagt, at Næstved-motorvejen skulle komme to år tidligere, end den kommer nu

Louise Schack Elholm, folketingsmedlem for Venstre

Det opnåede hun:

1. Uddannelser ud i sjællandske byer

- Vi har i hvert fald fået flere uddannelser ud i regionen, og det er jeg rigtig, rigtig glad for. Og jeg er også åben overfor at se, om der kan komme endnu flere, for jeg er ikke sikker på, vi er helt i mål. Men jeg synes, det er rigtig positivt, at vi har fået flere uddannelser ud i regionen, siger Louise Schack Elholm. 

Hvad betyder det for vores område?

Det med til at sikre, at vi måske i højere grad kan få den arbejdskraft, vi har brug for, her i regionen. Der mangler stadig arbejdskraft, så vi har ikke løst udfordringen, men det er et generelt problem i samfundet, siger Louise Schack Elholm.

2. Bedre infrastruktur

- En ting, som har betydet meget regionalt og lokalt i Ringsted er den her flyover, som der har været stor diskussion om. Det lykkedes mig i sidste valgperiode at sikre, at de ikke satte gang i at bygge den i Ringsted by, men i den her valgperiode har det så været oppe igen, hvor man skulle beslutte, hvor den skulle bygges henne. Og det er igen lykkes at sikre, at den ikke skal bygges i Ringsted by. 

Læs også
Venstre kaster fremskudt havn og belastet landevej ind i forhandlinger om trafikaftale
Læs også
Venstre kaster fremskudt havn og belastet landevej ind i forhandlinger om trafikaftale

- Så var der tale om en omfartsjernbane i den her valgperiode, og der var det vigtigt for mig at lytte til, hvad der blev sagt lokalt. Her var der ikke et ønske om en omfartsjernbane, så det har jeg også kæmpet for, at man ikke fik. Så på transportområdet har jeg lykkes med de projekter, jeg havde.

- Vi havde planlagt, at Næstved-motorvejen skulle komme to år tidligere end den kommer nu. Det har den her regering forsinket, og det er jeg rigtig ked af, siger Louise Schack Elholm.

Hvad betyder aftalerne om infrastrukturen for vores område?

- Infrastrukturen binder os bedre sammen og kan være med til at sikre, at det bliver lettere at bo i vores region og arbejde et andet sted. Det gør det også lettere at tiltrække virksomheder til vores region. Så på den måde er det en styrke at få bedre infrastruktur, siger Louise Schack Elholm.

Det har hun delvist opnået:

1. Sundhedsaftale

- Jeg er ikke tilfreds med sundhedsaftalen, for jeg synes ikke, vi er i mål. Vi har jo ikke fået en fælles sundhedsplatform, og det tog også meget lang tid for regeringen overhovedet at indkalde til sundhedsforhandlingerne. 

- Siden sidste valg er ventelisterne bare vokset, og problemerne med lægemanglen er bare blevet større. Det skal vi have gjort noget ved, og det er også noget af det, vi går til valg på, siger Louise Schack Elholm.

Det har hun ikke opnået:

1. Nedlægge regionerne

2. Forene sundhedsplatformen

3. Gøre vores skattesystem mere enkelt

- Jeg snakkede om et bedre og mere enkelt skattevæsen, og der er jeg ikke kommet i mål. Det må jeg indrømme, siger Louise Schack Elholm.

Hvorfor opnåede du det ikke?

- Vi har ikke haft regeringsmagten, og den her regering har indført 42 skattestigninger, og det har været med til at komplicere skattesystemet endnu mere. Så det er jeg ikke kommet i mål med. Men flertallet har villet noget andet, siger Louise Schack Elholm.

Det vil hun arbejde for:

1. Fortsat bedre infrastruktur

- Jeg vil stadig have fokus på at få bedre vilkår her i regionen. Vi skal stadig have bedre infrastruktur. Vi skal have nogle nye tog, der virker. Der er bestilt nogen, men det er meget vigtigt, at vi følger processen og får testet at de virker, som de skal, siger Louise Schack Elholm.

2. Et mere enkelt skattevæsen

- Vi skal have et mere enkelt skattevæsen og sikre, at vi ikke får stigende skatter og afgifter, som vi har fået i den forgangne periode. Især i den her periode, hvor det er svært for danskerne at få økonomien til at hænge sammen, der gør skattestigninger altså ondt, siger Louise Schack Elholm.

3. Sundhedsreform og flere læger

- Vi skal sikre flere læger her i regionen, hvor vi mangler dem flere steder. Og så skal vi kigge på ventelisterne og investere i at nedbringe dem, for man bliver kun mere syg af at vente på sin behandling. Det er der simpelthen brug for at få gjort noget ved, siger Louise Schack Elholm.

Hvorfor betyder det noget for vores område?

- Vi er en af de regioner, hvor sundheden er dårligst, derfor skal vi sikre, at vi kan få behandling, når man har brug for det. Det er i høj grad i vores område, at man bliver taget som gidsel i systemet og ikke kan benytte sig af frit sygehusvalg, så derfor skal vi give rettighederne til borgerne, også i Region Sjælland, så de får mulighed for at få behandling, siger Louise Schack Elholm.

4. Bedre vilkår for børnefamilier

- Vi vil give familierne mulighed for at bruge boligjobordningen til at få hjælp til rengøring, men også lektiehjælp, så du kan få en barnepige til at hente, passe og hjælpe med lektierne. Det kan være med til at lette på nogle af de ting, man skal nå som børnefamilie, hvis man kan benytte sig af sådan nogle tilbud. 

- Vi foreslår også et fuldtidsfradrag, som vil give en kontant skattelettelse til børnefamilierne, som også vil gøre det lettere at få råd til hjælp. Altså en skattelettelse til dem, der arbejder fuldtid. Det er både et incitament til at få flere til at gå fra deltid til fuldtid, men i børnefamilierne er mange allerede på fuldtid, og her vil fradraget kunne give dem råd til at få hjælp til flere ting i hverdagen, siger Louise Schack Elholm.

5. Løsninger på energikrise

- Konkret foreslår vi at sænke gasafgiften her fra 1. januar til 1. juli, for det er ikke holdbart, at vi skal skrue så meget ned for temperaturen. Vi skal alle sammen have råd til at kunne have en opvarmet bolig og kunne blive i den.

- Vi vil også genindføre det grønne håndværkerfradrag, så man kan energiforbedre sit hus, siger Louise Schack Elholm.    


Nyhedsoverblik