Venstre kaster fremskudt havn og belastet landevej ind i forhandlinger om trafikaftale

Venstre lægger nu sit udspil til infrastrukturforhandlingerne frem. Partiet vil blandt andet sikre to infrastrukturprojekter på Lolland og Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forhandlingerne om, hvordan Danmarks infrastruktur skal udbygges frem mod år 2035, står på tærsklen til at starte. Regeringen har allerede lagt sine visioner frem, og nu følger Venstre trop.

I udgangspunktet stemmer Venstre i med regeringens dispositioner for den asfalterede infrastruktur frem mod 2035 på Sjælland og øerne. Det gælder således både motorvejene til Kalundborg og Næstved samt statsvejen til Stevns og opgradering af rute 9 ved Nørreballe på Lolland.

quote Hvis du ser på kortet over, hvor der er trængsel, er det et af de værst belastede områder

Louise Schack Elholm, Venstre

- Vi er den region i Danmark, der pendler allermest, og rigtig mange i Region Sjælland pendler til København – og det skal være muligt at komme på arbejde, hvad enten man er i bil eller tog, siger Louise Schack Elholm, der er valgt for Venstre i Ringstedkredsen.

- Derfor har vi fokuseret på at sikre, at det er hele Region Sjælland, der kan komme på arbejde med infrastrukturudspillet.

Udvider budgettet

Sammenlignet med regeringen vil Venstre dog spendere yderligere 4,3 milliarder i sit udspil, og lægger dermed en plan frem for i alt 110 milliarder kroner.

Blandt andet vil Venstre i modsætningen til socialdemokraterne bruge 1,5 milliarder kroner på et fremskudt færgeleje ved Tårs på Lolland.

Louise Schack Elholm (V) forklarer, at Venstre i sit udspil især har lagt vægt på at imødekomme pendlerne i Region Sjælland. Hun fremhæver, at partiet også vil undersøge en helt ny motorvej fra Ringsted til Roskilde.
Louise Schack Elholm (V) forklarer, at Venstre i sit udspil især har lagt vægt på at imødekomme pendlerne i Region Sjælland. Hun fremhæver, at partiet også vil undersøge en helt ny motorvej fra Ringsted til Roskilde. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Projektet vil kunne nedbringe sejltiden til Langeland fra 45 minutter til det halve, og behovet for en sådan havn blev senest i februar måned bragt i fokus af en komité bestående af politikere og repræsentanter fra såvel erhvervslivet som fagforeninger.

- Her taler vi om hurtigere infrastruktur i den sydlige del af Danmark mellem to områder, der absolut står med ryggen til hinanden. Vi kan ikke udnytte hinandens potentiale, fordi der er over en times transport mellem Svendborg og Nykøbing Falster, siger Holger Schou Rasmussen (S), om fraværet af en fremskudt havn.

Han glæder sig over, at Venstre nu bringer havnen tilbage i forhandlingerne. En sådan havn vil ifølge borgmesteren betyde, at der skabes en øst-vest-korridor fra hele Lolland til det sydfynske område, som bringer både uddannelser og jobs tættere på for borgere på begge sider af Langelandsbælt.

Sund & Bælt har tidligere lavet denne visualisering af en fremskudt havn. Ved at rykke færgelejet tre kilometer vest for Tårs og den eksisterende havn på Lolland kan sejltiden halveres, fordi færgen derved undgår det lave vand ud for Lollands kyst.
Sund & Bælt har tidligere lavet denne visualisering af en fremskudt havn. Ved at rykke færgelejet tre kilometer vest for Tårs og den eksisterende havn på Lolland kan sejltiden halveres, fordi færgen derved undgår det lave vand ud for Lollands kyst. Foto: Sund & Bælt

- Det vil betyde meget for sammenhængen i det område og den regionale del af Danmark, pointerer Holger Schou Rasmussen.

Også SF har tidligere udtrykt støtte til en ny færgehavn tre kilometer vest for Tårs.

Læs også
SF og Venstre blæser til kamp for glemt havneprojekt i regeringens trafikudspil
Læs også
SF og Venstre blæser til kamp for glemt havneprojekt i regeringens trafikudspil

Derudover skal der, hvis det står til Venstre, også bruges 500 millioner kroner på en udvidelse af Gaabensevej, rute E55 på Falster, hvor regeringen i sit udspil "nøjes" med at opgradere tre af de farligste kryds til rundkørsler mellem Nykøbing Falster og Sydmotorvejen for 50 millioner kroner.

- På Rute E55 opleves en del trafik blandt andet til og fra sommerhusene i området samt til færgelejet for færgerne til og fra Gedser-Rostock. Venstre vil derfor prioritere en udvidelse af ruten til en 2+2-vej, skriver Venstre i sit oplæg.

quote Trafikken er væsentlig større, end vejen er dimensioneret til på nuværende tidspunkt

John Brædder (Guldborgsundlisten), borgmester

I Guldborgsund Kommune glæder det borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten), at Venstre vil forfølge det, som han selv kalder en "reel løsning" på trafikudfordringerne på Gaabensevej.

- Trafikken er væsentlig større, end vejen er dimensioneret til på nuværende tidspunkt, plus, der har været mange ulykker, siger borgmesteren og tilføjer:

- Det er hårdt tiltrængt, og det har det været i mange år, og den lille løsning, som regeringen lægger op til, er ikke god nok – hverken i forhold til ulykkesfrekvensen og den megen trafik, der er.

Gaabensevej mellem Nykøbing Falster og Sydmotorvejen plages både af trængsel og høj fart. Nu vil Venstre imødegå problemerne med en bredere vej.
Gaabensevej mellem Nykøbing Falster og Sydmotorvejen plages både af trængsel og høj fart. Nu vil Venstre imødegå problemerne med en bredere vej. Foto: Kasper Larsen - TV2 ØST

Ifølge John Brædder kan projektet relativt hurtigt realiseres, da miljøundersøgelserne for en vejudvidelse snart ligger klar.

Ingen penge til Østbanen

Ligesom regeringens udspil var det, er også Venstres udspil blottet for enhver form for støtte til Østbanen – noget som Danske Regioner ellers senest i weekenden var ude at efterlyse et trecifret millionbeløb til, hvert år frem mod år 2026.

Læs også
Regioner kræver trecifret millionbeløb til lokalbanernes overlevelse
Læs også
Regioner kræver trecifret millionbeløb til lokalbanernes overlevelse

Venstre var ellers for en lille måned siden med til at lægge stemmer til, at der skal findes en løsning, der kan redde skinnerne på den nedslidte jernbane, under de kommende infrastrukturforhandlinger.

- Fra Venstre er det også vigtigt, der er en løsning for Østbanen – og det har vi også været med til at sikre ved at pålægge regeringen at finde en løsning og komme med et udspil i infrastrukturforhandlingerne, siger Louise Schack Elholm om den aftaletekst, partiet stemte for.

Hun lader forstå, at Venstre forventer, regeringen selv kommer med et bud på, hvor den godt halve milliard kroner, som nye skinner til Østbanen vil koste, skal findes.

- Vi forventer, at det er noget regeringen selv løser i de kommende økonomiforhandlinger med regionerne, tilføjer hun.

Lynanalyse

Af Ivan Nielsen, politisk kommentator, TV2 ØST


Man fristes næsten til at sige: Ingen højere.


Venstre har lagt en lille håndfuld milliard-projekter ekstra ind i sin trafikplan i forhold til det udspil, som regeringen kom med i begyndelsen af april. Planen ligner en genudgivelse af det trafikudspil, som den daværende VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti lancerede i 2019.

Venstre vil med ”Bedre mobilitet og mere frihed til danskerne” bruge flest penge på asfalt. Det gør udspillet svært at spise for regeringens støttepartier. De vil hellere bruge flere penge på skinner.

Men Venstres forslag flugter egentlig meget godt med regeringens udspil. Det lover godt for en hel stribe projekter her i området - som for eksempel Rønnede-motorvejen og Kalundborg-motorvejen.

Venstre topper lige regeringens ønskeliste for vores område med en fremskudt færgehavn i Tårs, en 2 + 2-vej mellem Sydmotorvejen og Nykøbing F. og 500 millioner kroner til en VVM-undersøgelse af en fast forbindelse over Kattegat.

Det er ikke projekter, der får regeringens støttepartier til at juble. Men i hvert fald udbygningen af vejen til Nykøbing F. og den fremrykkede færgehavn er projekter, der har stor lokal opbakning. Hvis de ikke bliver realiseret, kan Venstre om ikke andet pege fingre ad regeringen.


Man leder forgæves efter ekstra millioner til Østbanen i forslaget. Men Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, har jo også ret konsekvent sagt, at han ikke vil bruge trafikmilliarderne på at lappe på de nedslidte skinner. Pengene skal i stedet findes i forhandlinger mellem staten og regionerne.


Til gengæld har Venstre afsat en halv milliard kroner til at få lavet en VVM-undersøgelse til en ny Kattegatforbindelse samt 30 millioner kroner til en forundersøgelse af en motorvej fra Ringsted til Roskilde.

- Hvis du ser på kortet over, hvor der er trængsel, er det et af de værst belastede områder. Ellers kan vi se frem til, at folk fra Vest- og Sydmotorvejen kommer til at side fast i trafik på vej ind mod København, og der kommer til at spilde enormt meget tid på at komme på arbejde – som der er mange sjællændere der skal, siger Louise Schack Elholm og tilføjer:

- Og det havde regeringen ikke lagt op til at løse overhovedet.

Skrotter østjysk togbro

Hos regeringen havde man i stedet for lagt op til en forundersøgelse af en opgradering af rute 22 "Den Sjællandske tværforbindelse" fra Kalundborg over Slagelse til Næstved.

Alt i alt har Venstre yderligere forslag for godt 24 milliarder kroner i sit oplæg til forhandlingerne – men finder en række besparelser på knap 10 milliarder kroner fra regeringens oplæg ved blandt andet at skrotte en ny østjysk jernbane med tilhørende bro over Vejle Fjord.

- Til gengæld er der dyre og ukloge projekter, som ikke bør gennemføres, hedder det i Venstres plan.

- Det er i særlig grad jernbanen ned gennem Østjylland med en togbro over Vejle Fjord. Det er ikke en god idé, når milliardstore investeringer kun giver en lille forbedring for få togkunder, og når investeringerne ikke efterspørges lokalt.

Foruden de samlede besparelser vil Venstre finansiere sit udspil med den forhandlingsreserve på 10,5 milliarder kroner, som er afsat i udspillet fra Regeringen.

Venstres planer for infrastruktur i Region Sjælland

Punkter med fed er der, hvor Venstre adskiller sig fra regeringens udspil. 


  • Skovvejen, Etape 3, Regstrup-Kalundborg (1,9 mia. kr.)
  • Hastighedsopgradering, jernbanen Odense-Ringsted og østlig baneudfletning ved Ringsted (uden sydlig omfartsbane) (1,6 mia. kr.)
  • Rute 54, Næstved-Rønnede (1,5 mia. kr.)
  • Fremskudt færgeleje ved Tårs (Finansieres af Sund og Bælt)
  • Ny statsvej på Stevns (0,7 mia. kr.)
  • Befæstede nødspor på Vestmotorvejen mellem Korsør og Vemmelev (0,7 mia. kr.)
  • Udvidelse af E55, Nykøbing Falster-Sydmotorvejen til 2+2 vej (0,5 mia. kr.)
  • Rute 9, Lolland (0,3 mia. kr.)
  • Fremrykning af jernbaneanlæg til Femern Bælt-forbindelsen (0,17 mia. kr. sparet)
  • Forundersøgelse af motorvej mellem Ringsted og Roskilde (0,03 mia. kr.)
  • Reserveret midler til VVM Kattegatforbindelse

Nyhedsoverblik