Tiltalt for terrorforsøg - kvinde nægter kendskab til Islamisk Stat

En 31-årig kvinde, der er tiltalt for forsøg på terror, nægter kendskab til Islamisk Stat. Retten i Holbæk behandler sag om terrorforsøg efter stort fund af kemikalier i villa i Holbæk

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er jo bare en sang. Jeg hæftede mig ved, at der ikke bliver sunget bandeord eller skreget djævleråb, der kunne skræmme min søn, siger den 31-årige tiltalte kvinde og trækker på de spinkle skuldre.

Sangen, anklager Kirsten Jensen spørger ind til, hedder ”For the sake of Allah”. Den bruges af terrorbevægelsen Islamisk Stat i deres propagandavideoer, og handler om IS-krigere, der vil kæmpe og lide martyrdøden, fordi de elsker døden, som andre elsker livet. Efter martyrdøden venter til gengæld 72 jomfruer. Sådan beskriver anklageren sangen, og fremviser et billede af en to-årig dreng, der synger med på sangen.

quote For mig er det blot et flag med Guds ord på

31-årig kvinde

Den 31-årige kvinde nikker til, at det er hendes søn på billedet, ligesom hun bekræfter det, hendes 35-årige tiltalte mand allerede under sin forklaring har sagt: Deres søn var vild med den sang. Især når de kørte bil. Han kunne lide rytmen og melodien, så de hørte den, når han gerne ville.

- Hvordan har du det med, at din lille søn lytter til sådan en sang, hvor man synger om martyrdød? spørger anklageren den tiltalte.

Kvinden svarer, at så længe drengen ikke forstår, hvad der bliver sunget, betyder det ikke noget for hende. Hun har heller ikke selv tænkt over, at det er problematisk, at sangen anvendes af Islamisk Stat.

På en anden video, som politiet fandt under ransagningen af parrets hjem den 6. februar 2021, ser man sønnen danse til en sang, en såkaldt nasheed, der handler om hellig krig. Igen svarer kvinden, at det jo bare er en sang, man kan danse til, og at hun ikke vidste, at Islamisk Stat anvendte sangen i deres materiale.

Fandt bombemanualer og våben

Den unge kvinde er sammen med sin 35-årige mand og mandens 37-årige storebror tiltalt for forsøg på terror et ukendt sted i Danmark eller Tyskland. 

Ifølge anklagemyndigheden var de tre tiltalte så langt med planerne om et terrorangreb, at det udelukkende var, fordi politiet ransagede parrets hjem i Holbæk og skred til anholdelse, at planerne ikke blev ført ud i livet. 

I villaen på Anders Larsensvej i Holbæk fandt politiet kemikalier nok til, at man kunne fremstille en 12 kilo tung bombe, der ville kunne forårsage tab af menneskeliv i en radius af 45 meter. Udover kemikalierne fandt politiet walkie talkies, en riffel med kikkertsigte, et haglgevær og en maskinpistol, en paryk, alle komponenter til at lave en fjernstyret bombe og en lang række bombemanualer, herunder til bilbomber. Desuden fandt man flag for Islamisk Stat, en koran med understregninger af, hvad man gør ved vantro, ligesom man fandt en lang række propagandavideoer med halshugninger, henretning og andet materiale, der opfordrer til hellig krig og hylder Islamisk Stat.

Læs også
Tiltalt for terrorforsøg: Man smider ikke flag med Guds navn ud
Læs også
Tiltalt for terrorforsøg: Man smider ikke flag med Guds navn ud

Den 35-årige tiltalte familiefar har under sin forklaring i Retten i Holbæk flere gange understreget, at det er ham, der tidligere har haft sympati for Islamisk Stat, ligesom det var ham, der havde våben gemt af vejen for en tidligere kriminel bekendt. Alt det, siger han, har hans hustru intet med at gøre.

Nægter kendskab til Islamisk Stat

Kvinden i vidneskranken bekræfter da også, at hun ikke har vidst noget som helst om Islamisk Stat. Selv nu, hvor hun selv sidder tiltalt for forsøg på terror og for at støtte et medlem af Islamisk Stat økonomisk og praktisk, nægter hun at vide, hvad terrororganisationen egentlig står for.

I parrets hjem er der fundet mange sorte flag med symboler for Islamisk Stat, men kvinden afviser, at hun var klar over dette.

- For mig er det blot et flag med Guds ord på. Det er et flag, der har været brugt blandt muslimer længe før, at Islamisk Stat blev til. Det svarer til, at man siger, at man som kristen ikke kan bruge et kors, fordi det gjorde Ku Klux Klan. Jeg har set det flag i hele mit liv. Det har hængt i mit hjem hos min bror, da jeg voksede op, det har hængt hos min mand. Jeg har slet ikke tænkt over, at det skulle handle om Islamisk Stat.

- Men hvis nu vi ved, at Islamisk Stat er en terrororganisation, der slår mennesker ihjel, hvad er din holdning så til det? spørger anklager Kirsten Jensen.

- Jeg ved ikke noget, jeg ved ikke, hvad de står for. Jeg synes ikke, at det er ok, at man råber Guds navn og samtidig dræber i Guds navn, siger kvinden.

quote Vi fjollede bare rundt

31-årig kvinde

Tættere på kommer anklageren ikke. Den 31-årige kvinde fastholder, at hun ikke er politisk interesseret, og at hun ikke kender noget til Islamisk Stat. 

På billeder kan man se, at familien har inviteret til middag. Det er kvinden, der har lavet maden, fortæller hun. Ifølge hendes mand fejrede de, at Islamisk Stat havde indtaget to byer - Al Ramadi i Irak og Palmyra i Syrien. Han havde sat små hjemmelavede flag for Islamisk Stat i maden. Kvinden siger, at hun hverken har set flag eller de stykker papir på bordet, der lovpriser terrororganisationen.

Det var for sjov

På flere billeder optræder ægteparret maskerede – hun med et tørklæde rundt om ansigtet, så det ligner en burka, hvor kun øjnene er fri. Han med elefanthue. 

- Vi fjollede bare rundt, siger kvinden. 

Et andet billede viser kvinden, der har dækket sit underansigt til, og står med en pegefinger i vejret, der skal symbolisere, at der kun er en Gud. 

- Det var bare for sjov, siger kvinden, ligesom hun svarer ”ironi”, når anklageren spørger hende ind til flere chats, der kan tyde på at kvinden er meget religiøs, hvilket hun selv afviser.

Blandt andet fremhæver anklager Kirsten Jensen en chat, hvor kvinden går i rette med sin bror, der ifølge politiets efterretninger tidligere har været medlem af Islamisk Stat. Kvinden skriver til sin bror, at hun ikke forstår, hvorfor han ikke lærer sine børn arabisk, koranens sprog.

På en anden video, fremlagt for retten, kan man se parrets lille to-årige dreng, der beder. Videoen er, siger parret, fra en færge, hvor drengen pludselig lagde sig på knæ og bad. Kvinden sender videoen til sin bror, og forklarer ham, at drengen knælede fire gange til middagsbøn.

Broren skriver tilbage: Han er fantastisk, han er fantastisk, men han er afslørende, han kommer til at afsløre jer, folk vil sige, hvad mon ham her har gang i? skriver broren.

- Hvad skulle det betyde, at han ville afsløre jer? spørger anklageren. 

- At det er noget flovt, han gør, fordi bøn er noget, man kun gør privat, siger kvinden.

Læs også
Tiltalt for terrorforsøg: Jeg arbejdede for PET
Læs også
Tiltalt for terrorforsøg: Jeg arbejdede for PET

Flere steder må en af de juridiske dommere bryde ind for at stille kvinden de spørgsmål, de ikke synes, at de får svar på. 

- Jeg forstår ikke din forklaring, lyder det igen og igen, når kvinden forsøger at forklare sine skriverier og billeder som sjov, fjolleri og ironi.

- Er der noget af det, du skriver, der er sandt og ikke fjolleri? spørger anklageren.

- Ikke meget. Det er sådan, vi kommunikerer i min familie, siger kvinden.

Sjovt var det ifølge kvinden således også, da mandens Twitterkonto på et tidspunkt blev lukket.

- Ønsk mig tillykke, de har smidt mig ud af Twitter, de siger, at jeg er terrorist, skriver han til hende i en chat.

Kvinden sender en grinesmiley tilbage.

- Hvorfor var det sjovt, spørger anklageren.

- De troede, at min mand er terrorist, og det ved jeg, at han ikke er, siger kvinden.

Retssagen fortsætter tirsdag. Der forventes skyldkendelse og eventuel dom i sagen i midt december.


Nyhedsoverblik