Tiltalt for drab: - Han var bare en ligegyldig person

Landsretten har torsdag påbegyndt sagen om 18-årige Zobair Saidi, der i 2019 blev dræbt i Ladegårdsparken

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fem personer med trøjer med teksten ”Mexigang” (støtteklub til Bandidos, red.) påtrykt sidder i retssal 01 i Østre Landsrets nye lokaler i Københavns Nordhavn. 

Det er deres ven P, der er tiltalt for at have affyret fem skud mod den 18-årige Zobair Saidi, der den 28. april 2019 blev dræbt i Ladegårdsparken i Holbæk. Et af skuddene ramte den 18-årige i tindingen. 

I byretten blev P sammen med den medtiltalte M kendt skyldig i drab og idømt fængsel på livstid. Nu vil begge mænd frikendes.

Da den tiltalte P kommer ind, hujer de fem fra Mexigang og siger ”du ser godt ud, brormand”. Den 28-årige er tydeligt veltrænet og begge arme er helt dækket af tatoveringer. De taler muntert med ham. Han har det godt i fængslet, siger han glad. De taler om de fælles bekendte, der sidder fængslet rundt omkring. Stemningen er god.

FEM SKUD - PODCAST OM BANDEKRIGEN I HOLBÆK

Podcasten 5 Skud fortæller historien om bandekrigen i Holbæk, som kulminerede med drabet på den 18-årige Zobair Saidi, der blev skudt ned i Ladegårdsparken søndag aften den 28. april 2019.

To mænd med tilknytning til Bandidos blev ved Retten i Holbæk den 12. maj 2021 dømt skyldige i drabet på Zobair Saidi og straffet med fængsel på livstid. Begge mænd ankede dommen på stedet.

Du kan lytte til podcasten her

Den anden tiltalte M sætter sig stille ind. Han kigger kortvarigt ud af øjenkrogen over på de fremmødte. Så sætter han sig skråt bortvendt fra dem, så han kan se op på dommerne og på sin forsvarer Anders Schønnemann. 

Torsdag er 20 rockere og supportere dukket op ved Østre Landsret. Allerede forud for at drabssagen skulle prøves i byretten i Holbæk, meddelte M, at han ikke længere var en del af rockerklubben. Nu ser M og de mange tidligere ’brødre’, der nu er mødt op på tilskuerpladserne, knapt på hinanden.

Fik nærskud i tindingen

Anklager Andreas Kjærulff fremlægger sagen for nævningene og de juridiske dommere. Han fortæller at Zobair Saidi blev ramt af tre skud, et skud mod lænden og et mod tindingen, der formentlig var et nærskud, var dræbende. To skud ramte vinduerne i en lejlighed i Ladegårdsparken. 

Anklageren fremhæver, at der efter drabet blev fundet krudtpartikler på den tiltalte P's tøj, og at hans bil blev fundet parkeret 500 meter fra gerningsstedet. Han viser desuden nævningene, at der var mange billeder af både den dræbte Zobair Saidi og af andre unge fra Vangkvarteret og Ladegårdsparken på P's telefoner som politiet konfiskerede efter drabet. Og ikke mindst, så taler han om hashhandler Mikkel Oliver Falck Nielsen, der er anklagemyndighedens kronvidne, og den kommunikation, han mener, der har været mellem hashhandleren og M og P forud for drabet.

Zobair Saidi blev likvideret ud for Ladegårdsparken 135 i Holbæk.
Zobair Saidi blev likvideret ud for Ladegårdsparken 135 i Holbæk.

Hashhandleren spiller en stor rolle i sagen. Det kommer han også til i Østre Landsret. Sagen vil formentlig i høj grad blive afgjort afhængigt af, hvordan nævninge og dommere vurderer troværdigheden af hans forklaring.

Forsvarere går efter kronvidnes forklaring

Det er derfor også tydeligt, at begge nye forsvarere for M og P, Anders Schønnemann og Michael Juul Eriksen, er interesseret i at få fokus på, om hashhandleren talte sandt, da han efter eget udsagn lagde kortene på bordet og fortalte politiet, hvad der var foregået forud for drabet den 28. april 2019. Han har nemlig afgivet flere forskellige forklaringer til politiet, før han kom med den sidste.

Da hashhandleren efter drabet på Zobair Saidi erkendte sin rolle i drabssagen, udpegede han samtidig M og P som gerningsmænd. I et helt år havde han ingenting fortalt, men så kunne han efter eget udsagn ikke tie længere. 

Mikkel Oliver Falck Nielsen fortalte politiet, at det var ham, der havde lokket Zobair Saidi til Ladegårdsparken den 28. april 2019 kort efter klokken 22.00. Det var ham, der havde givet Saidi et fast tidspunkt, hvor Saidi kunne hente en klump gratis hash, som Mikkel Oliver Falck Nielsen ville kaste ud over altanen. Men samtidig, fortalte hashhandleren, informerede han P om, hvornår Saidi ville dukke op, så P kunne sidde klar.

Læs også
Rockere fik livstid i byretten - vil frikendes for drab
Læs også
Rockere fik livstid i byretten - vil frikendes for drab

Hashhandleren siger selv, at han aftalte med rockerne, at Saidi blot skulle afstraffes med et lag tæsk. 

Han har forklaret, at han personligt var træt af, at Zobair Saidi hver dag dukkede op for at hente gratis hash, hash han fik for at holde en stor gruppe drenge fra boligområdet Vang væk fra hashhandleren. 

Han var også træt af, at Zobair Saidi angiveligt havde stjålet både hash og en vægt fra ham. Derfor talte han med rockerne om at afstraffe Saidi, der ifølge hashhandleren spillede en afgørende rolle i den konflikt, politiet mener, udspillede sig mellem Bandidos og en gruppe utilpassede unge fra Vangkvarteret og Ladegårdsparken.

Ifølge hashhandleren havde Saidi blandt andet pralet af, at det var ham, der kastede den første brandbombe mod Bandidos klubhus i Østerstræde, ligesom det angiveligt var ham, der stak en tidligere ekspræsident i underarmen, så han måtte på skadestuen.

Rockerklubben Bandidos holdt til på Østerstræde i det centrale Holbæk under bandekonflikten med Vanggruppen.
Rockerklubben Bandidos holdt til på Østerstræde i det centrale Holbæk under bandekonflikten med Vanggruppen. Foto: Line Strand - TV ØST

Da drabssagen blev behandlet i byretten, blev hashhandleren da også spurgt, hvorfor han tilstod, at han havde været med til at lokke Saidi i en fælde. En tilståelse, der kostede ham 12 år i fængsel.

– Fordi det var det, der skete, og jeg kunne ikke leve med det, sagde han som forklaring.

Det er denne forklaring, forsvarerne vil forsøge at så tvivl om. Kunne hashhandleren have et motiv til at kaste skyld på rockerne? Kunne det være forkert, da han udpegede M og P? Er det, som Anders Schønnemann påpegede overfor nævningene, overhovedet bevist, at M lavede en aftale om, at Saidi skulle dræbes?

Tiltalt: Jeg ved ikke, at vi var i konflikt

Bandidosrockeren P afgiver supplerende forklaring i Østre Landsret på retssagens første dag. Han står ved sin forklaring fra byretten, og fremstår villig til at svare. Det er dog tydeligt, at han let lader sig irritere af anklagerens spørgsmål.

P forklarer, at Zobair Saidi egentlig bare var en ligegyldig person. Det var ikke nogen, de talte om i Bandidos, ligesom han ikke kender til, at der har været en konflikt med en gruppering fra Vangkvarteret.

- Det var ikke noget, vi talte om, siger P.

- Så der er nogen, der snitter jeres ekspræsident i armen. Der er et medlem, der bliver skudt efter, mens han sidder i sin bil, og der er nogen, der kaster brandbomber mod jeres klubhus, og så gør I ingenting? spørger anklageren og sætter et skilt på skærmen fra Bandidos, hvor der står: This is our place. A place of respect. Show respect to all or expect no mercy.

- Du har fået mit svar. Nej, det var ikke noget, vi talte om, svarer P.

Anklager Andreas Kjærulff spørger P, hvorfor han på drabsdagen parkerede sin bil 500 meter fra Ladegårdsparken i stedet for at køre den hjem. P erkender endda, at han flyttede bilen til en anden parkeringsplads i løbet af aftenen.

- Jeg kunne ikke sætte den i bakgear, svarer P.

Læs også
Marias søn blev skuddræbt under bandekrig: - Det har ødelagt mit hjerte
Læs også
Marias søn blev skuddræbt under bandekrig: - Det har ødelagt mit hjerte

Anklager Andreas Kjærulff læser op af en rapport fra politiet, der viser, at bilen var helt funktionsdygtig.

- Der står dog også nedenunder det, som anklageren læser op, at der kan være problemer med at sætte bilen i bakgear, påpeger P's forsvarer Michael Juul Eriksen.

- Ja, så hvis du lige vil læse ordentligt op næste gang, siger P til anklager Andreas Kjærulff.

- Nu kommer vi til et punkt, hvor du i min verden er lidt flabet. Jeg tror, du skal lade være med det, og så bare svare på anklagerens spørgsmål, siger retsformanden.

Kort efter er retsdagen slut.

Læs også
Mikael forsøgte at redde 18-årigt skudoffer under bandekrig - stoppede først da blodet løb ud af tindingen
Læs også
Mikael forsøgte at redde 18-årigt skudoffer under bandekrig - stoppede først da blodet løb ud af tindingen

Mangler du noget, bror? spørger de fremmødte P. Du siger bare til, jeg elsker dig, hold ud! siger de, og forsikrer P om, at der vil komme nogen fra Bandidos hver dag og følge sagen. Nogle vil sidde ude foran, andre på tilhørerpladserne. Det er jeg glad for, siger P.

Retssagen fortsætter den 23. august. Der forventes en afgørelse af sagen midt i september. 

Listen to "5 Skud" on Spreaker.

Lyt også til podcasten her

tv2east.dk-spotify tv2east.dk-google tv2east.dk-apple

Nyhedsoverblik