Nyhedsoverblik

Stod med headset på, da betjente trængte ind

Nabostridigheder førte mandag politiet til et narkofund på en adresse i Jyderup by.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Klokken 16.30 kørte patruljen hen for at tale med en 36-årig mand for at udrede en strid imellem ham og hans naboer. 

Da betjentene bankede på, kom manden ikke til døren. Men da døren stod halvåben, gik betjentene ind. 

Ifølge politiet stod manden i sit køkken med headset på, og han havde derfor ikke hørt politiet komme. 

Patruljen konstaterede, at lejligheden lugtede af hash, og de fandt en klump hash på et bord.

Manden blev derfor sigtet for at overtræde loven om euforiserende stoffer, og de omkring 10 gram hash blev beslaglagt. 

Overtrædelsen udløser en bøde.