Hvad skal vinterferien byde på? Familie tester aktiviteter på budget

Forældreparret Julie-Elsebeth Johannesen Krog og Anders Krog fra Sorø undersøger, hvordan man kan holde en budgetvenlig vinterferie for hele familien.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kære familie.

Er I dus med himlens fugle og skovens grønne træer? Ellers bliver det i hvert fald i dag, når turen går til Åmosevej 96 i Mørkøv.

Husk det varme tøj!

Sådan lyder ledetråden til forældreparret Julie-Elsebeth Johannesen Krog og Anders Krog fra Sorø. 

quote Børn er ret gode til det her med at håndtere både en økse og en kniv

Anders Søgaard, naturvejleder, Naturpark Åmosen

I en ny serie på TV2 ØST, Ud med ungerne, har de nemlig sagt ja til at undersøge, hvordan man kan holde en vinterferie med kvalitetstid med deres to piger. 

For hvad skal man finde på af aktiviteter, der både tilgodeser alle i familien og samtidig ikke koster alverden?

I hvert afsnit åbner de en kuvert med ledetråde om, hvor turen går hen. 

Og første tur går til Naturpark Åmosen på Vestsjælland.

Ud med bue og pil

I år vælger de fleste danskere at blive hjemme i Danmark i vinterferien. 

Det viser en undersøgelse, som Kantar Media har foretaget for Europæiske ERV. 

Hele 84 procent bliver derhjemme, og det kan måske få flere forældre til at klø sig i håret over, hvad man skal finde på at lave.

Hvad er Naturpark Åmosen?

Naturpark Åmosen er et naturområde på 8.500 hektar, og er kendt som Sjællands sidste vildmark, fordi den har store områder uden veje og bebyggelse.

Den er fyldt med skove, søer og kæmpe moseområder, og strækker sig fra Storebælt og over 45 kilometer ind i Vestsjælland.

Kilde: Naturpark Åmosen

Det kan de nikke genkendende til hos naturparken.

- Det kan nogle gange være lidt uoverskueligt som børnefamilie især her om vinteren, at tænke, at nu skal vi ud i naturen, siger Anders Søgaard, der er naturvejleder hos naturparken.

- Og det er det, jeg prøver at vise i dag; at det behøver ikke være så uoverskueligt, fortsætter han.

Anders Søgaard er naturvejleder hos Naturpark Åmosen.
Anders Søgaard er naturvejleder hos Naturpark Åmosen. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Alligevel har naturvejlederen valgt at sætte familien fra Sorø på en prøve.

- Jeg forestiller mig ikke, at I er typerne, der går på jagt, siger Anders Søgaard.

- Nej, svarer Julie-Elsebeth Johannesen Krog og Anders Krog i kor.

- Vi skal have bygget en bue og pil. Det kommer der til at gå lidt tid med at nørkle med. Og når den så er færdig, skal vi selvfølgelig på jagt, siger Anders Søgaard.

Imponeret over børnene

Mens børnene er i fuld gang, skal forældrene lige vænne sig til præmissen for opgaven.

- Jeg forstod overhovedet ikke, hvad man skulle gøre til at starte med. Jeg havde regnet med, at der kom et helt set up omkring, hvordan man gjorde det på den helt specifikke måde, så man fik en rigtig god bue og pil.

- Der kunne jeg så forstå, at det handlede åbenbart også rigtig meget om, at vi skulle hygge os – ikke bare om, at jeg skulle lave den bedst mulige bue, siger Julie-Elsebeth Johannesen Krog og griner.

Ifølge naturvejleder Anders Søgaard skal man ikke være bange for at lade børn arbejde med sav og kniv.
Ifølge naturvejleder Anders Søgaard skal man ikke være bange for at lade børn arbejde med sav og kniv. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Ifølge Anders Søgaard skal man heller ikke være så bange for at lade børn arbejde med sav og kniv.

- Børn er ret gode til det her med at håndtere både en økse og en kniv. Især hvis de lige får en lille smule vejledning og en voksen er til stede, så synes jeg ikke, man skal tage den oplevelse fra børn, siger han.

Læs også
Mor til fem: - Jeg har ikke råd til vinterferie
Læs også
Mor til fem: - Jeg har ikke råd til vinterferie

Det var da også noget, som blæste parret bagover ved oplevelsen i naturparken.

- Man bliver jo altid imponeret over ens børn, når de kommer ud af de rammer, som vi normalt ser dem i, siger Julie-Elsebeth Johannesen Krog.

- Jeg ved godt, de oplever alt muligt i skovbørnehaven, som vi ikke har forstand på, men man bliver altid imponeret over, at de kan jo det hele i virkeligheden. Og de er i hvert fald ikke bange for noget.

Oplevelsen i det fri selv i frysende temperatur har været god for både børn og voksne.

- Har vi hørt dem en eneste gang klage over kulden? Det har vi ikke, fordi de er aktiveret, de går og hygger sig, de har bål og sådan nogle ting. Det er virkelig bare skønt, siger Anders Krog.

Se, hvor turen går til i de næste afsnit på TV2 ØST Play, hvor alle afsnit i serien allerede ligger klar. 


Nyhedsoverblik