Nyhedsoverblik

Fem anholdt efter røveri og afpresning af 16-årig

Fire teenagere samt en 43-årig mand er blevet anholdt og sigtet for røveri, trusler og afpresning af en 16-årig dreng fra Holbæk.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

De mistænkte blev alle anholdt ved 22-tiden onsdag aften, da de var på vej til at opsøge den 16-årige i hans hjem. 

Forinden var den 16-årige dreng tirsdag middag blevet opsøgt af flere af de sigtede ved en skole i Svinninge, hvor han var blevet truet med en pistollignende genstand til at aflevere sit ur. 

Ifølge politiet er motivet formentlig en strid om nogle stjålne puffbars. I relation til denne strid er de fem anholdte også blevet sigtet for at have truet, afpresset og uddelt dummebøder til den 16-årige og tre af hans jævnaldrende kammerater i perioden fra tirsdag aften til onsdag aften.  

De anholdte er en 16-årig, 17-årig, 19-årig og en 43-årig fra Kalundborg Kommune samt en 19-årig fra Lejre Kommune. De blev i forbindelse med anholdelsen alle taget med til afhøring på politistationen.