Dommer fængsler skudramt mand for knivtrusler mod sin mor og politiet

44-årig mand er fortsat indlagt på hospitalet, efter politiet skød ham i benene under episode i Holbæk, hvor han truede betjente.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet så sig onsdag morgen nødsaget til at skyde en 44-årig mand i benene, efter han havde truet betjente med en kniv. Episoden skete på en adresse i Hørby ved Holbæk, som politiet i første omgang var rykket ud til efter anmeldelser om, at manden havde opført sig truende.

Torsdag formiddag er han i Retten i Holbæk blevet varetægtsfængslet frem til den 1. december. 

Det oplyser anklager Helle Olesen til TV2 ØST.

Manden blev efterfølgende kørt på hospitalet til behandling, hvor han torsdag fortsat ligger. Ifølge Helle Olesen ligger manden i respirator, men er udenfor livsfare. Derfor var manden ikke i stand til at møde op i retten, hvorfor han blev fængslet in absentia - uden at være til stede. 

Truede sin mor to gange

Den 44-årige mand er sigtet for at true sin mor på livet både med en kniv og verbalt. Truslerne skete ifølge politiet om aftenen den 3. november og om morgenen den 4. november. 

Derudover er manden også sigtet for at true betjente med kniv og verbalt og for vold mod politiet, da han sparkede ud efter betjentene under anholdelsen. 

- Han er fængslet i surrogat på psykiatrisk afdeling og vil blive placeret der, når der er plads, siger Helle Olesen. 

Hørby Tusenæs
Læs også
Politiet skyder mand i benene efter knivtrusler
Hørby Tusenæs
Læs også
Politiet skyder mand i benene efter knivtrusler

Manden skal fremstilles i et nyt grundlovsforhør, senest 24 timer efter læger har vurderet, at han er fysisk og psykisk i stand til at møde op i et retslokale.

Selve skudepisoden bliver nu undersøgt af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP). 

Det er blandt andet DUP's opgave at undersøge sager, hvor borgere er kommet til skade eller er afgået ved døden på grund af politiets handlinger eller i politiets varetægt.

Undersøgelsen munder ud i en redegørelse, der bliver videregivet til Statsadvokaten i København eller Viborg,  som træffer afgørelse om, hvorvidt der skal rejses en straffesag mod politipersonalet eller ej.


Nyhedsoverblik