Claus ”Moffe” Nielsen efter skærpet dom: - Jeg er lettet

Claus ”Moffe” Nielsen er onsdag eftermiddag dømt til to års delvist betinget fængsel i Østre Landsret. En dom han er fint tilfreds med.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Onsdag blev Claus ”Moffe” Nielsen idømt to års fængsel for salg af cannabisolie. Et halvt år gøres ubetinget.

Claus ”Moffe” Nielsen har tidligere forklaret, at han begyndte at producere cannabisolie, fordi hans datter fik kræft. Det udviklede sig, og snart solgte han den smertelindrende cannabisolie åbenlyst over en hjemmeside på internettet til mange tusinder af kronisk syge danskere.

Men så blev Claus ”Moffe” Nielsen idømt fængsel. Først ved byretten og nu i landsretten.

Et hav af mennesker var mødt op i dag

Dommen på to års fængsel blev afsagt onsdag eftermiddag i Østre Landsret. 

quote Jeg er lettet over, at det pres, som familien, min kone og de små, har været udsat for, er overstået

Claus ”Moffe” Nielsen

- Når man står derinde og venter på at dommen kommer, der synes jeg, at dommeren var voldsomt lang tid om det, siger Claus ”Moffe” Nielsen. 

Der var et hav af mennesker, der var mødt op ved Østre Landsret for at vise deres sympati med "Moffe". Han var en glad mand, da han kom ud og takkede dem for deres opbakning.

- Jeg er lettet over, at det pres, som familien, min kone og de små, har været udsat for, er overstået. Jeg er tilfreds med, jeg ikke skal i fængsel. Jeg fik jo seks måneders ubetinget fængsel. Men dem får jeg højst sandsynligt som fodlænke, siger Claus ”Moffe” Nielsen.

quote Man har fået landsrettens ord for, at når man køber 87 kilo Marijuana og forarbejder det til medicinsk cannabis og sælger det, så er det en overtrædelse af straffelovens paragraf 191

Kristian Kirk, anklager

Anklagemyndigheden er tilfreds med dommen

I november sidste år blev han kendt skyldig i at producerer og sælge cannabis. Det valgte byretten i Holbæk dengang at idømme ham 18 måneders fængsel for – seks af dem ubetinget.

Men den dom, mente anklager Kristian Kirk, var for mild og derfor blev sagen anket. Anklageren holdte fast i, at man bør straffe hårdere end byretten med minimum to et halvt til tre års fængsel.

Selvom Landsretten i dag idømte Claus ”Moffe” Nielsen to års fængsel, er Anklagemyndigheden tilfreds med resultatet.

- Man har fået landsrettens ord for, at når man køber 87 kilo Marijuana og forarbejder det til medicinsk cannabis og sælger det, så er det en overtrædelse af straffelovens paragraf 191. Så er det særlig grov narkokriminalitet, siger Kristian Kirk.