Vidne i skudsag - tiltalt truede med at smadre mine knæskaller

Retten i Nykøbing Falster behandler retssag om skud affyret mod restaurant Panino i byens gågade, mens personale og gæster befandt sig i lokalet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Manden, der skal vidne, bliver ikke hentet ind til retslokale A igennem den gang, som de øvrige vidner går ind ad i Retten i Nykøbing Falster. I stedet bliver han af retsbetjenten ført ind ad bagindgangen, men først efter, at de tiltalte er blevet flyttet til et lytterum, og venner til de tiltalte er blevet bedt om at forlade lokalet og vente udenfor.

Først nu tør han fortælle retsformanden, hvorfor han ikke kan afgive vidneforklaring, så længe de sidder i retslokalet sammen med ham.

- Jeg er pissebange for dem. Jeg frygter for mit liv, og jeg er bange for, at de vil påvirke min forklaring, hvis de sidder og stirrer på mig. Allerede nu banker mit hjerte på fuld smadder, siger han og fortæller videre, at hans søster forud for hans vidneforklaring er blevet opsøgt af ukendte mænd.

Læs også
Tiltalt blitzet efter skud mod restaurant
Læs også
Tiltalt blitzet efter skud mod restaurant

- Jeg har også hørt, at de har ledt efter min bror og min mor. De vil gøre alt for, at jeg ikke kommer med mit udsagn, siger han.

Bange for rockere

Den brede mand med briller og strithår i baghovedet skal vidne i sagen mod to mænd på 27- og 35 år, der er tiltalt for forsøg på manddrab. Ifølge anklagemyndigheden var det dem, der den 22. januar sidste år affyrede to skud mod Restaurant Panino i Nykøbing Falster, mens ansatte stod bag disken, og gæster i restauranten indtog deres mad. Selv nægter de sig skyldige.

Det er medlemmer af rockerklubben Navajo, vidnet er bange for. En klub, som begge tiltalte i hvert fald tidligere har været medlemmer af. Hvordan det nu ser ud med medlemsskabet hænger i det uvisse.

De tiltalte har beskrevet Navajo som en hyggelig motorcykelklub for entusiaster, der godt kan lide at gøre gode gerninger og hjælpe for eksempel hjemløse.

Vidne ringede til politiet

Men vidnet, der selv har været medlem af klubben og nu er i et exit-program, hvor han lever stille og ikke har noget med rockere at gøre, ser klubben på en noget anden måde.

- I starten fik jeg at vide, at det var en hyggelig klub for motorcyklister. Men ret hurtigt fandt jeg ud af, at det var en støtteklub for rockerklubben Satudarah (der siden har ændret navn til Comanches, red.). Vi skulle møde op til Satudarahs fester, vi skulle komme til deres begravelser, og der skulle jo også begås kriminelle handlinger, så jeg tænkte: Hvordan kommer jeg ud af det her igen, siger vidnet, der understreger, at begge tiltalte var medlemmer af hver deres afdeling af rockerklubben, da skuddene faldt i gågaden.

quote Han var den hårde type og et dumt svin

Vidne i Retten i Nykøbing Falster

Vidnet ringede til politiet, da de i marts 2023 efterlyste en sort Opel Insignia, som de mente var blevet brugt ved skyderiet. 

Skulle tage bøde for tiltalt

Ifølge vidnet var han af den 35-årige tiltalte blevet tvunget til at betale en fartbøde og sige til politiets bødekontor, at det var ham, og ikke den 35-årige, der havde kørt bilen, da den med 173 kilometer i timen efter skudepisoden var blevet blitzet af politiets fartkontrol over Farøbroen den 22. januar sidste år.

- Hvis ikke jeg gjorde det, ville han smadre begge mine knæskaller. Det var mig, der skulle tage skylden, fordi jeg alligevel ikke havde et kørekort, siger vidnet i Retten i Nykøbing Falster mandag, og fortæller, at den 35-årige var krigsminister i Herfølge-afdelingen, mens han selv var prøvemedlem i rockerklubben.

- Han var den hårde type og et dumt svin for nu at sige det ligeud, siger vidnet.

Skud affyret mod Restaurant Panino
Foto: Frederikke Dammark - TV2 ØST

Vidne: Det var ham igen

Forud for vidneudsagnet har nævninge og juridiske dommere lyttet til en lang række forklaringer fra forskellige vidner i sagen, som specialanklager Anne Marie Fink har indkaldt.

Den person, der ifølge anklagemyndigheden var målet for projektilerne, er det første vidne mandag. 

Han forklarer med tolk, at han ikke er ansat i Restaurant Panino, men bare er familie og derfor ofte er i restauranten dagen lang. 

Han har haft et forhold til en gift kvinde, der nu er ansat på en anden restaurant i byen, og dette, mener han, er grunden til, at skuddene faldt.

Ikke mindst, fordi han efter sit eget udsagn blev opsøgt af den 35-årige tiltalte fire dage før skudepisoden. Her bad den 35-årige offeret om at lade kvinden være, hvilket han angiveligt har haft lidt svært ved. De to mænd mundhuggedes, og muligvis blev offeret også skubbet i brystet, før den 35-årige - ifølge vidnet - sagde: "Vi mødes nok igen".

- Jeg opfattede det som en trussel. Og da jeg så løb efter dem, der skød ind i restauranten, kunne jeg se, at det var ham igen, siger den forurettede og nikker over mod den 35-årige.

Blev blitzet af politiet

Også ejeren af Panino vidner mandag, og han har en teori om, at det var hans tidligere hustru, der havde entreret med nogle rockertyper, fordi hun er vred på ham. Teorien om, at det kunne være en konkurrerende restaurantejer, der ønsker, at Panino lukker, bliver også luftet.

Uanset bevæggrunden, og selvom de tiltalte altså selv nægter sig skyldige, har politiet lagt sig fast på, at det var dem, der affyrede skuddene og derfor gør sig skyldige i forsøg på manddrab.

Læs også
Opel efterlyses i to måneder gammel sag
Læs også
Opel efterlyses i to måneder gammel sag

En stor mængde overvågningsmateriale viser, at de ifølge anklagemyndigheden først gik ned på den konkurrerende restaurant, hvor de spiste aftensmad. Derefter stillede de sig angiveligt overfor Panino og kiggede ind i restauranten. Efter en køretur slukkede de synkront deres mobiltelefoner, vendte tilbage til Jernbanegade, hvor den ene holdt vagt, mens den anden affyrede de to skud. Herefter flygtede de ifølge politiet i den ventende Opel, og blev i den forbindelse blitzet af politiets fartkontrol ved Farøbroen.

Sagen viderebehandles fredag og forventes afsluttet den 23. februar


Nyhedsoverblik