Venstre vakler i sag om nedrivning af kæmpesommerhuse – medlemmer bliver stillet frit

Det er et splittet Venstre i Guldborgsund Kommune, som indtil nu har stemt for nedrivning af de ti kæmpesommerhuse i Marielyst.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den verserende sag om ti kæmpesommerhuse i Marielyst Ferieby tager en ny drejning. Igen.

I marts stemte et flertal i Teknik-, Miljø- og Ejendomsudvalget i Guldborgsund Kommune for, at de over 200 kvadratmeter store sommerhuse skal rives ned, da de ifølge Planklagenævnet er ulovligt opført. En løsning, som indtil for nylig blev støttet af Venstre, men nu er gruppen splittet kort før den endelige beslutning.

Når byrådet den 15. april skal tage den endelige beslutning om kæmpesommerhusenes fremtid, vil det ikke være alle fem Venstre-medlemmer, der stemmer for nedrivning.

quote De venstrefolk, jeg bliver kontaktet af, mener det er helt ude i hampen at rive dem ned

Lis Magnussen (V)

Formanden for Venstres partiorganisation, Bo Von Würden, oplyser til Kommunen.dk, at medlemmerne bliver stillet frit.

Og det betyder blandt andet, at Lis Magnussen, som er et af partiets fem byrådsmedlemmer, ikke vil stemme for en nedrivning af sommerhusene, men i stedet at kommunen ændrer lokalplanen for området og altså lovliggør sommerhusene. Det bekræfter Lis Magnussen overfor TV2 ØST.

- Ja, jeg stemmer for en ny lokalplan og ikke fysisk lovliggørelse. Det vil ende med, at alle sommerhuse i feriebyen skulle rives ned, da de jo også er ulovlige. Efter at alt dette jura er kommet frem, kan man jo se, hvad konsekvenser alt dette vil få. De venstrefolk, jeg bliver kontaktet af, mener det er helt ude i hampen at rive dem ned. Der må kunne findes et kompromis. Man skal jo også tænke på dem, der har købt et af de nye. Jeg har haft søvnløse nætter på grund af denne sag, skriver hun i en mail til Kommunen.dk.

DF kommer ikke til at stemme blankt

Lis Magnussens partifælle Henrik Høgh-Andersen oplyser til TV2 ØST, at han først vil melde ud, hvad han stemmer for, efter Venstre har haft gruppemøde tirsdag i næste uge.

Og Claus Bakke (V) mener, at der skal en tredje løsning i spil – et kompromis, hvor man laver en kombination af en retlig og en fysisk lovliggørelse.

Ved det seneste Økonomiudvalgsmøde den 6. april kunne de ikke blive enige om den bedste løsning. Her var der tre stemmer for en lovliggørelse og tre stemmer for en nedrivning. Og Dansk Folkeparti stemte blankt.

Læs også
Beslutning om ulovlige sommerhuse sparket til hjørne
Læs også
Beslutning om ulovlige sommerhuse sparket til hjørne

Men René Christensen (DF) forsikrer overfor Kommunen.dk, at medlemmerne ikke kommer til at stemme blankt ved byrådsmødet.

- Vores stemmer går ikke til, at sommerhusene skal blive liggende der. Vi har hele tiden sagt, at vi er for den type sommerhuse, de skal bare ligge et andet sted, siger han til mediet.

VIDEO: I marts stemte Teknik-, Miljø- og Ejendomsudvalget for, at sommerhusene skal rives ned.

Guldborgsundlisten med borgmester John Brædder i spidsen har hele tiden stemt for, at sommerhusene skal blive liggende og stemmer derfor for at udarbejde en ny lokalplan – en retlig lovliggørelse.

Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten stemmer for nedrivning. Og indtil nu har Venstre stemt for en nedrivning – men mindst én har ombestemt sig, måske flere. 


Nyhedsoverblik