Nyhedsoverblik

Udviser to tricktyve i seks år

To udenlandske mænd er blevet idømt udvisning ved retten i Nykøbing Falster.

De var sigtet for flere tricktyverier begået mod primært supermarkeder flere steder i landet. 

Deres fremgangsmåde var ifølge politiet at forvirre ekspedienter, for eksempel ved at veksle penge, så de kunne tage kontanter enten direkte fra kasseapparaterne eller ved at snyde med vekslingen. 

De to mænd er 31 og 27 år og har været varetægtsfængslet siden den 17. februar, hvor de blev anholdt. 

De blev idømt udvisning af Danmark i seks år. 

Den ene blev idømt fire måneders fængsel, mens den anden fik seks måneders fængsel.