¨

Tre væltede lastbiler på samme sted - nu skal rundkørsel undersøges nærmere

Det meste af lørdag var en rundkørsel i Nykøbing Falster spærret af en væltet lastbil. Det er ikke første gang, at en lastbil er væltet netop der.

Den væltede lastbil gav problemer for trafikken ved Nykøbing Falster det meste af lørdagen. Foto: Jesper Hald - TV2 ØST

Tre gange siden 2018 er en lastbil væltet i samme sving i den samme rundkørsel ved Nykøbing Falster - med store trafikale gener til følge.

Det er sket tre gange, så derfor må man konstatere, at der er noget galt

Peter Bring-Larsen, formand, Teknikudvalget, Guldborgsund

Den seneste ulykke fandt sted natten til lørdag, hvor en lastbil fyldt med omkring 22 ton juleskinker væltede i rundkørslen, der forbinder Skovalléen og Omfartsvejen til Gedser. Lastbilen væltede i svinget ved udkørslen ind mod byen, og først omkring 16 timer senere var lastrummet tømt for skinke, lastbilen kunne fjernes, og trafikken kunne igen flyde normalt.

En stort set identisk ulykke skete i august 2018. Her måtte det lokale bjærgningsfirma, Toreby Bjærgning, også flytte 20 ton skinker fra en væltet lastbil.

SE VIDEO FRA ULYKKEN I AUGUST 2018 HER:

00:36 Luk video

Og for en måned siden var det en roetransport, der væltede i præcis samme sving.

SE VIDEO AF, AT DEN VÆLTEDE ROETRANSPORT BLIVER REJST OP IGEN HER:

00:40 Luk video

Derfor mener formanden for Teknik-, Miljø- og Ejendomsudvalget i Guldborgsund Kommune, Peter Bring-Larsen (Guldborgsundlisten), at rundkørslens udformning skal undersøges nærmere.

-  Nu har vi været heldige de tre gange, det er sket her, uden der har været nogen borgere eller andre trafikanter indblandet. Men det er ikke sikkert, vi bliver ved med at være så heldige. Så der skal gøres noget ved det, siger han.

Udvalgsformand: - Der er noget galt

Det er Vejdirektoratet, der ejer rundkørslen, og nu vil Peter Bring-Larsen henvende sig til dem.

- Det er sket tre gange, så derfor må man konstatere, at der er noget galt, siger han.

Men kan det ikke også være et spørgsmål om kørslen?

- Jeg tvivler på, at det alle tre gange har noget med hastighed at gøre. Men det kan sagtens være en kombination.

Formand for Teknik og Miljøudvalget Peter Bring-Larsen (Guldborgsundlisten), tror ikke, at hastighed alene er en forklaring på, at der nu er sket tre ulykker i samme rundkørsel siden 2018. Han glæder sig over, Vejdirektoratet, der ejer rundkørslen, nu vil undersøge vejen. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Vejdirektoratet er lydhør

Det er endnu ikke fastlagt, hvad der fik lastbilen med skinker til at vælte lørdag. Men Vejdirektoratet siger i dag til TV2 ØST, at de gerne vil kigge nærmere på rundkørslen.

- Vi vil gerne kigge på rundkørslen for at se, om der er noget i rundkørslens udformning, der skal justeres på. Og så må vi også vurdere, om der er andre ting, der spiller ind på, at de her ulykker sker, siger Maria Lønsmand Meiner, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet.

- Og der tænker jeg, at vi vil kontakte politiet for at høre, om de har nogle informationer, der kan hjælpe os med det.

Det vækker tilfredshed hos Peter Bring-Larsen i Guldborgsund Kommune.

- Jeg glæder mig til, at vi kan få en god dialog med Vejdirektoratet, så vi kan få det løst, slutter han.

Ingen personer er kommet til skade som følge af de tre ulykker.

Sådan her så det ud, da skinketransporten blev tømt lørdag:

00:46

Foto: Jesper Hald - TV2 ØST

Luk video
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App