Braget kunne høres to kilometer væk, og bygningsdele blev efterfølgende fundet mere end 100 meter væk.
Sådan var situationen den 22. maj i Nørre Alslev, hvor virksomheden Special Waste Systems (SWS) klokken 05.00 om morgenen blev ramt af en voldsom eksplosion.
Og selvom der nu er gået ti dage siden hændelsen, så er situationen stadig alvorlig på stedet. Flere mure og dele af taget blev helt eller delvist blæst ud ved eksplosionen, og en række bærende konstruktioner er angiveligt knust.
Derfor er store dele af bygningen stadig i fare for at styrte sammen.
En medarbejder fra virksomheden blev mandag morgen kørt på sygehuset til undersøgelse og behandling for mindre alvorlige fysiske skader, men ingen andre kom noget til.
- Vi er bare lykkelige for, at der ikke skete alvorlig personskade, siger direktøren på Special Waste System A/S, John Svendsen, til TV2 ØST.
Han oplyser dog, at personen fortsat er sygemeldt efter oplevelsen.
Betonmure sprængt
Eksplosionen skete i et ovnrum, hvor flydende affaldsprodukter bliver brændt af. Dette omfatter blandt andet olieprodukter, der ikke kan genanvendes.
Ovnrummet var bygget af beton, men væggene blev angiveligt væltet ud i hver sin retning.
- Vi kan endnu ikke sige præcis, hvor alvorlig skaderne på anlæg og bygninger er, fordi bygningen endnu ikke er sikker nok til at komme ind og se på skaderne. Skadeservice arbejder stadig på at sikre bygningen, siger John Svendsen.
Direktøren fik besked om ulykken kort efter eksplosionen ramte sidste mandag klokken 05.00 om morgenen.
Voldsom eksplosion
Det seks sekunder lange brag tidligt om morgenen blev hørt af mange i byen - og situationen er blevet filmet af et overvågningskamera i en nærliggende have.
Siden eksplosionen har der været en del rygtedannelse om, hvad der egentlig skete.
Det er dog alt for tidligt at sige, hvad der præcist skete i ovnrummet, siger John Svendsen.
- Vi er simpelthen så kede af alt det, der er sket - men vi kan endnu ikke sige, hvad der er årsag til eksplosionen, for vi kan ikke komme ind og undersøge det. Men så snart det er muligt, så er det noget som skal granskes af eksperter. Vi vil have sikkerhed fremfor alt, siger han.
Fjernvarmeværk fortsætter drift
Bygningen i Nørre Alslev, der blev ramt af eksplosionen, huser ikke kun Special Waste Systems. Også Nørre Alslev Fjernvarme holder til i bygningen, hvor de har et stort halm-varmeanlæg.
De to virksomheder har også haft et tæt samarbejde, hvor Special Waste Systems har leveret billig overskudsvarme til fordel for varmekunderne i Nørre Alslev.
Siden eksplosionen har der dog været slukket for halmanlægget i bygningen, og fjernvarmeværket har i stedet kørt på såkaldt nødlast. Det vil sige, at varmen i byen er kommet fra en reservekedel, der kører på træpiller.
- Det væsentlige er, at vi leverer varme til byen som om, der ikke var sket noget. Så må vi se, hvordan anlægget til halm har det, når vi kan komme ind i bygningen og bedømme skaderne, siger Hans Jacob Petersen, der er forretningsfører på varmeværket.
På selve dagen for eksplosionen forlød det, at en mur var væltet ned over kedlen til halmafbrænding. Helt så galt er det ikke gået - men der er stadig sammenstyrtningsfare i området, og derfor er det uklart, hvad status er på anlægget.
Lang proces forude
John Svendsen fra Special Waste Systems forudsiger, at der går lang tid, før virksomheden igen kan genoptage sit arbejde på fuld kraft med forbrændingsanlægget.
- Det er gætværk - men der vil komme til at gå en længere periode, før vi kan arbejde igen på fuld kraft hernede. Virksomheden fortsætter dog med at modtage affald. Vi sender det i stedet til forbrænding hos andre virksomheder, oplyser han.
Hos Nørre Alslev Fjernvarme kan arbejdet med at levere varme også fortsætte, selvom det bliver vinter.
- Vores nødanlæg, der ud over træpillekedlen består af to kedler til olie, er så stort, at jeg vil tro, at det kan forsyne hele byen, også selvom det når at blive vinter igen, før det primært anlæg kommer i drift, siger forretningsfører hos Nørre Alslev Fjernvarme Hans Jacob Petersen.