En person meldes lettere tilskadekommen efter en eksplosionsbrand ved fjernvarmeværket i Nørre Alslev på Falster mandag morgen.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Eksplosionen skete klokken 05.00 i et anlæg hos virksomheden Special Waste System A/S (SWS), der fysisk ligger i samme bygning som fjernvarmeværket, og som også leverer varme til byens fjernvarmenet. Ved eksplosionen blev flere mure ødelagt, og gavlen på bygningen blev skudt ud.
Samtidig blev de bærende konstruktioner i bygningen delvist ødelagt, og der opstod brand i både et ovnrum hos affaldsvirksomheden og i bygningens tagkonstruktion, siger indsatsleder Brian Midjord Petersen fra Lolland-Falsters Brandvæsen.
- Det er en meget vanskelig indsats, fordi vi ikke kan komme ind i bygningen og bekæmpe branden, og fordi vi samtidig vil sikre, at den ikke breder sig til det halmlager og den halmovn, der er i fjernvarmeværket, siger indsatslederen.
Han kaldte første gang på forstærkning allerede på vej til virksomheden. Nu er der tre slukningstog på stedet, ligesom Beredskabsstyrelsen er blevet tilkaldt med endnu et slukningstog og en specialdrone.
Vi må ikke gå ind i bygningen lige nu på grund af sammenstyrtningsfare
Han oplyser klokken 10.00, at det stadig brænder i bygningen.
- Branden er delvist under kontrol. Den brænder kontrolleret i ovnrummet - men vi arbejder stadig på at få helt styr på branden i tagkonstruktionen. Den gemmer sig for os, og vi kan ikke bare gå op på taget af hensyn til nedstyrtningsfaren, siger indsatslederen.
Varme er sikret
Eksplosionen skete i et anlæg i ovnrummet hos SWS, og den var så voldsom, så væggene i dette rum væltede ud, ligesom de øvrige betonvægge i bygningen blev væltet eller fik alvorlige skader.
Dette ramte også fjernvarmeværket, som ligger på den anden side af skillevæggen.
Ved eksplosionen styrtede en skillemur mellem de to virksomheder sammen ned over fjernvarmeværkets kedler, oplyser Nørre Alslev Fjernvarme til TV2 ØST.
- Vi må ikke gå ind i bygningen lige nu på grund af sammenstyrtningsfare. Men vi kan heldigvis forsyne byen med varme fra et nød- og reserveanlæg anlæg et andet sted i byen, oplyser Hans Jacob Petersen, der er forretningsfører på varmeværket.
Rystet direktør
Direktøren på Special Waste System A/S, John Svendsen, er mandag tydeligt rystet over hændelsen.
- Vi er meget berørte af det her og tager det meget alvorligt. Heldigvis er vores medarbejder ikke kommet alvorligt til skade. Han er til tjek på sygehuset lige nu, men det tyder på, at han er sluppet med et par trykkede ribben, siger John Svendsen.
Virksomheden har specialiseret sig i at afbrænde blandt andet olie- og kemikalieaffald, men det er endnu for tidligt at sige, hvordan eksplosionen i anlægget opstod.
- Det er noget, som vi nu skal undersøge. Lige nu kan vi slet ikke komme ind i bygningen, hvor brandvæsenet, politiet og Beredskabsstyrelsen arbejder, siger han.
Område afspærret
Klokken 10.00 arbejder Beredskabsstyrelsen på at få en stor drone med varmefølsomme kameraer i luften over bygningen.
Den skal hjælpe med at afsløre, hvor branden i tagkonstruktionen gemmer sig.
- Vi arbejder med en plan om, at vi måske kan få en kran til stedet, og via denne kran kan komme til at slukke branden i taget, siger indsatsleder Brian Midjord Petersen.
Senere skal man undersøge, hvordan bygningen kan sikres, så der ikke længere vil være tale om risiko for sammenstyrtninger.
Straks efter eksplosionen mandag morgen blev et større område afspærret, og beredskabet rykkede ud til bygningen med flere vogne fra to forskellige brandstationer, ligesom der også blev sendt ambulancer til stedet. Der var dog kun den ene tilskadekomne.
Siden blev flere brandfolk og Beredskabsstyrelsen sendt til virksomheden.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at afspærringerne omkring adressen er ophævet igen, og der er ikke længere fare på færde - hverken i form af eksplosionsfare eller i form af for eksempel giftig røg på stedet.
Store skader
Blandt de veje, der blev afspærret, var den nærliggende Stubbekøbingvej. Vejen er vigtig, fordi den leder trafikken til og fra Sydmotorvejens afkørsel 43 Nr. Alslev. Her blev trafikanterne i stedet opfordret til at bruge afkørslen ved Eskilstrup.
Klokken 07.00 var der ikke ambulancer at se på stedet, men der var stadig et massivt opbud af brandbiler.
Brandfolkene var da i gang med at inspicere bygningen fra en stige på en brandbil.