109 kilometer.
Så lang er afstanden mellem sygehusene i Nykøbing Falster og Roskilde - og nu står en række fødende til at skulle ud på den lange køretur.
På sygehuset i Nykøbing Falster kan man nemlig kun besætte 4 ud af 12 stillinger for speciallæge på afdelingen for fødsler og kvindesygdomme.
Vi forstår godt, at det kan være utrygt
Derfor flyttes komplicerede fødsler og operationer til Roskilde Sygehus de næste seks til ni måneder.
Det fortæller Ricco Normann Dyhr, sygehusdirektør på Sjællands Universitetshospital og Nykøbing Falster Sygehus
- Langt de fleste fødende kvinder vil blive på Nykøbing Falster Sygehus, det er vigtigt at slå fast. Når det er sagt, er det selvfølgelig en ekstra transport for de kvinder, der skal flyttes, siger Ricco Normann Dyhr.
Det er i udgangspunkt kvinder fra kommunerne Lolland, Guldborgsund og Vordingborg, der føder i Nykøbing Falster. For kvinder i Nakskov, der står foran en kompleks fødsel, betyder ændringen, at de skal ud på en 150 kilometer lang tur til Roskilde.
Disse fødsler kan blive rykket til Roskilde:
Hvis man venter tvillinger
Hvis man venter et barn, der er for lille
Hvis man venter et barn, der er meget stort
Hvis man udvikler sygdomme såsom svangerskabsforgiftning
Hvis man får graviditetssukkersyge
Der er cirka 900 fødsler om året på Nykøbing Falster Sygehus svarende til omkring 75 om måneden. Nu skal mellem mellem syv og ti fødsler om måneden flyttes til Roskilde Sygehus.
Det svarer til omkring 10 procent af alle fødsler.
- Det er for at sikre, at kvaliteten er i orden, og specialiseringssikkerheden er i orden for den mor, der skal føde, siger Ricco Normann Dyhr.
Skal ikke være utrygge
Det er kun fødsler, der bliver vurderet til at være særligt komplicerede, som bliver flyttet til Roskilde Sygehus.
I forvejen blev blandt andet tvillingefødsler flyttet til Roskilde, men nu udvider sygehuset gruppen. Imens forsøger sygehuset fortsat at skaffe mere personale, forklarer Mette Fabricius, der er cheflæge på gynækologisk og obstetrisk afdeling på Nykøbing Falster Sygehus og Sjællands Universitetshospital.
- Det er fødselslæger og gynækologer, vi mangler. Så lige nu bruger vi vikarhjælp. Der er aldrig ubemandede lægevagter, men vi har brug for at have nogle flere, som har lyst til at være her fast, siger hun.
Selvom der kan være langt fra Nakskov til Roskilde mener cheflægen stadig, at det kan være den rigtige beslutning.
- Vi forstår godt, at det kan være utrygt. Men vi gør det altid af en grund, og det er af sikkerhedsmæssige årsager. Jeg kan godt forstå, at det er svært at man skal langt. Men man må lidt tidligere afsted, og så gør vi alt, hvad vi kan for at rådgive godt i telefonen, og når vi modtager.
Ifølge cheflægen skal man ikke være bekymret, hvis der opstår komplikationer, mens man føder på Nykøbing Falster Sygehus.
- De almindelige komplikationer som kejsersnit, hvis man har brug for en sugekop, eller hvis man bløder for meget, kan vi sagtens håndtere, siger Mette Fabricius.
Lige nu er sygehusene fortsat ved at orientere personalet om den nye ordning. Derfor er der endnu ikke nogen gravide kvinder, som har fået besked på, at de skal flyttes.
- Det vil ske med en lægefaglig eller jordemoderfaglig begrundelse. Ofte vil man få det at vide i forbindelse med en undersøgelse eller kontroltjek, så man vil få det at vide fra sin jordemoder eller fødselslæge, fortæller Mette Fabricius.
Håber fusion hjælper
Det er kun halvandet år siden at Roskilde Sygehus selv stod i en situation, hvor de ikke kunne håndtere alle deres fødsler på grund af mangel på jordemødre.
Afdelingen har igen fuld bemanding, og derfor vil man ikke flytte lægerne fra Roskilde til Nykøbing Falster, forklarer sygehusdirektør Ricco Normann Dyhr.
- Roskilde er lige kommet ovenpå og er selvkørende i forhold til at tage alle deres fødsler. Så det vil vi ikke røre ved. Vi skal ikke gøre noget skrøbeligt igen. Det, vi allerhelst vil, er at rekruttere til Nykøbing Falster Sygehus, og derfor gør vi det på den her måde, siger Ricco Normann Dyhr.
Sjællands Universitetshospital og Nykøbing Falster Sygehus fusionerer per 1. januar, og det er forhåbningen, at det vil hjælpe på at rekruttere i fremtiden.
- Jeg tror på, at når vi tænker mere fælles og tænker uddannelse mere fælles, så vil det gøre, at vi får andre muligheder for at rekruttere, siger Ricco Normann Dyhr.
Sygehusdirektøren håber, at de har løst problemet om maksimalt ni måneder.
- Vi har valgt en ambitiøs målsætning for at se, om vi ikke kan komme i mål på ni måneder. Men vi må tage bestik af det, når vi kommer på den anden side af sommerferien, siger han og understreger, at han ikke håber, at det kommer til at tage ekstra tid.