Skypumpe spottet nær færge - derfor ses fænomenet nu

Forholdene for skypumper er gode lige nu. Lørdag opstod en stor en af slagsen nær færgen fra Gedser til Rostock.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lørdag fangede Ole Friis Larsen fra Gedser et billede af en skypumpe lidt udover det sædvanlige.

Det er ikke første gang, han ser en skypumpe ud for Gedser kyst, men denne gang var den noget større, end dem, han plejer at se. Og så var den tilmed i nærheden af Scandlines færge, der var på vej mod Rostock. 

Der er ifølge DMI generelt gode forhold for skypumper lige nu. De opstår nemlig oftest, når havvandet stadig er forholdsvist varmt og luften er kold og ustabil, som den er i de her dage.

- Vi ved, at der især sidst på sommeren og først på efteråret er størst risiko for skypumper, for så er havtemperaturen stadigvæk relativt høj, og nu har vi en situation med kold luft i højden, og det giver potentiale for kraftige byger og skypumper, forklarer DMIs vagthavende søndag, Martin Lindberg. 

Chance for skypumper søndag 

Den vertikale temperaturforskel giver ifølge DMI en meget ustabil atmosfære, hvor der ofte også kommer kraftige byger, der kan være både med hagl og torden. 

Hvis der samtidig er ret svage vinde over et større havområde, men stedvise lidt kraftigere vinde i forbindelse med bygeskyerne, kan det fremprovokere nogle roterende opadstigende vinde, der kan udvikle sig til skypumper.

Læs også
Skyfænomen kunne ses fra hele Sjælland - her er forklaringen
Læs også
Skyfænomen kunne ses fra hele Sjælland - her er forklaringen

Det er netop den slags vejr, der er varslet flere steder i landet denne søndag herunder også på Sjælland. Derfor er der ifølge DMI chance for at se skypumper flere steder, dog størst chance ved det østlige Vensyssel, Læsø, Anholt og Sjællands nordkyst.

Ud på eftermiddagen forventer DMI, at den øvre kuldehvirvel bevæger sig ud af landet mod syd. Derfor vil bygeaktiviteten aftage og dermed også muligheden for at observere det sjældne hvirvelfænomen. Men det betyder også, at man i Østersøområdet og omkring smålandsfarvandet kan få chancen.

Ingen påvirkning på færgetrafik 

Ifølge Martin Lindberg er der ikke umiddelbart grund til at være utryg ved skypumperne, da de næsten altid opstår ud over havet. 

- De plejer at være ud over havet, så hvis man sejler, er det selvfølgelig ikke så godt, hvis man kommer ind i dem, men de er ikke så store. Måske ti meter i diameter, så det er jo ikke det samme som for eksempel en tornado, siger han. 

Læs også
Varsel om torden og risiko for skybrud i store dele af landet
Læs også
Varsel om torden og risiko for skybrud i store dele af landet

Scandlines bekræfter, at der er set en skypumpe nær færgen Copenhagen, der havde afgang fra Gedser klokken 11.15 lørdag. 

Ifølge Scandlines kommunikationschef, Anette Ustrup Svendsen, har der dog ikke været meldinger fra personale eller passagerer om påvirkning af sejladsen som følge af skypumpen. 

- Så jeg tillader mig at gå ud fra, at alt er gået helt som det plejer, når jeg ikke har hørt andet. Der var i hvert fald ingen aflysninger eller større forsinkelser i driften i går på grund af det her spektakulære vejrfænomen, siger hun. 




Nyhedsoverblik