Politikere uenige om svar på kritisk rapport

Guldborgsund Kommune tilbageviser kritik i en rapport om fejl i sagsbehandlingen for udsatte børn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mangelfuld sagsbehandling, langsommelighed og lovbrud. 

Sådan lyder noget af den skarpe kritik af Guldborgsund Kommune i en rapport fra Ankestyrelsen og Socialstyrelsens Taskforce.

TV2 ØST fortalte om rapporten tilbage i januar – og talte i den forbindelse også med en række af de forældre, som har rejst kritik af sagsbehandlingen i Guldborgsund Kommune.

Her fortæller nogle af forældrene, som TV2 ØST har talt med, hvordan de oplever en mangelfuld sagsbehandling i Guldborgsund Kommune.

Efterfølgende blev Guldborgsund Kommune den 2. februar på baggrund af TV2 ØSTs indslag afkrævet et svar af Ankestyrelsen på baggrund af historierne.

Læs også
65 forældre klager over Guldborgsund Kommune: - Det handler om de horrible ting, vi oplever
Læs også
65 forældre klager over Guldborgsund Kommune: - Det handler om de horrible ting, vi oplever

Svaret til Ankestyrelsen blev i sidste uge godkendt i byrådet.

V stemte imod svar

Men ifølge Venstres Ditte Rust kommer kommunen for let om ved sagen ved at fortælle, hvordan de har forbedret deres sagsbehandling, i stedet for blot at erkende, at sagsbehandlingen i kommunen har været for dårlig.

- Vi endte at stemme imod. Og jeg må sige, at vi virkelig er kede af denne sag – og ikke mindst det svar, som kommunen nu sender til Ankestyrelsen, siger hun til TV2 ØST.

- De borgere har i mange år sagt, at noget fungerede galt - og Task Forcen gav dem ret. Nu kan vi jo bare se, at borgerne havde ret i deres kritik, og kommunens administration tog fejl, siger hun.

Ditte Rust (V) mener ikke, at Guldborgsund Kommune erkender sine fejl i svaret på Ankestyrelsens kritik af sagsbehandlingen på børneområdet. Arkivfoto.
Ditte Rust (V) mener ikke, at Guldborgsund Kommune erkender sine fejl i svaret på Ankestyrelsens kritik af sagsbehandlingen på børneområdet. Arkivfoto. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Ditte Rust understreger – som hun også lod forstå på byrådsmødet i sidste uge – at hun som byrådsmedlem og som medlem af Socialudvalget intet har set, som forvisser hende om, at de underliggende problemer er blevet løst, og at kommunen nu lever op til lovgivningens krav i de særdeles følsomme sager.

- Det er som om, at et flertal slet ikke ser alvoren af kritikken. Og grundlæggende, så forstår jeg ikke, hvorfor kommunen ikke er åbne med, at de har fået en så problematisk kritik, som de har fået i denne sag, siger hun.

Intet er gemt

Formanden for Socialudvalget i Guldborgsund, Britta Lange (S), er ked af de mange sager, men understreger, at kommunen arbejder hårdt på at rette op på situationen.

Hun er meget uenig med Ditte Rust i kritikken af svaret til Ankestyrelsen.

- Vi kan fra et politisk niveau ikke gå ind i de enkelte sager, men må forholde os til de rammer, der er for sagsbehandlingen. Her har vi ansat otte nye mennesker til sagsbehandling i området, en ny chef og vi har samtidig sendt rigtig mange på kursus i systematik. Det er faktisk at udvise handling, siger Britta Lange.

Læs også
Hård kritik af Guldborgsund Kommunes sagsbehandling: - Vi aner ikke vores levende råd
Læs også
Hård kritik af Guldborgsund Kommunes sagsbehandling: - Vi aner ikke vores levende råd

Hun understreger, at kun tre medlemmer af byrådet ikke kunne støtte, at man sendte svaret til Ankestyrelsen.

Hun mener, at politikerne er nødt til at overholde processen, som er i gang.

- Jeg har meget stor respekt for Ditte Rust, men lige her er hun for utålmodig. Vi får som politikere en grundig redegørelse om sagen om mindre end en måned. Den skulle vi egentlig have haft i efteråret, men der kom folketingsvalget i vejen. Når vi har fået den gennemgang, så er det meget lettere at se, om vi er slået ind på den rigtige kurs, siger hun.

Britta Lange understreger samtidig, at sagerne snart er tre år gamle, og at der siden er gjort et stort arbejde på at rette op.

- Vi har kun investeret i børn og unge. Vi har ikke sparet på det her område. Havde vi ville frikende os selv, så havde vi valgt 20 pæne sager, og sendt dem ind til gennemgangen. Det gjorde vi ikke. Vi valgte 20 vilkårlige sager - og har åbent erkendt, at der er problemer. Vi går faktisk meget konkret ind i det her arbejde for at det skal blive bedre, siger hun.

Læs også
Rapport afslører fejl i 18 ud af 20 sager om udsatte børn
Læs også
Rapport afslører fejl i 18 ud af 20 sager om udsatte børn

Udover Venstre, så stemte også lokallisten Dit Guldborgsund imod svaret til Ankestyrelsen.

Her mente Chris Veber, at en undskyldning til de familier, der er ramt af de mange fejl, er på sin plads.


Nyhedsoverblik