Planer om vindmøller fire kilometer ud for turistmekka: - Det er for tæt på

Mandag skal økonomiudvalget i Guldborgsund Kommune tage stilling til et nyt vindmølleprojekt fire kilometer ud for Marielyst Strand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere store vindmølleparker kan være på vej langs flere af regionens kyststrækninger. Blandt dem i farvandet ud for Marielyst Strand i Guldborgsund Kommune.

Det er energiselskaberne European Energy og Andel, der tilsammen har planer om at rejse op til 171 havvindmøller ud for kysterne i fire af regionens kommuner. I Guldborgsund er det European Energy, som har søgt Energistyrelsen om tilladelse til at indlede forundersøgelse af en vindmøllepark med op til 50, 270 meter høje vindmøller.

quote Fire kilometer tæt på kysten, det kommer uundgåeligt til at genere nogle af vores turister

Simon Hansen (S), borgmester, Guldborgsund Kommune

Vindmøllerne vil ifølge European Energy skulle rejses i et område, hvis nærmeste grænse mod land ligger fire kilometer fra kysten og Marielysts hvide sandstrande. Og det er alt for tæt på, mener borgmester i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen (S).

Han skal mandag drøfte projektet sammen med de øvrige medlemmer af kommunens økonomiudvalg.

- Fire kilometer tæt på kysten, det kommer uundgåeligt til at genere nogle af vores turister. Det er også derfor – synes jeg i hvert fald – at vi i økonomiudvalget skal have en dialog om, hvordan vil vi gribe det her an. Vil vi fuldstændigt afvise det, eller vil vi gerne i en dialog, hvor vi kan se, om vi kan rykke rundt med det projekt, så det kommer længere væk fra kysten, siger borgmesteren og tilføjer:

- Marielyst er vores helt store turismeområde i Guldborgsund Kommune. Det er også noget af det, vi satser på at udvikle, for det er noget af det, vi skal leve af i fremtiden. Det er hele vores turismesektor.

Borgmester Simon Hansen (S) skal sammen med det øvrige økonomiudvalg tage stilling til, om Guldborgsund Kommune i et høringssvar enten vil blankt afvise projektet eller engagere sig i forsøget på at ændre projektet.
Borgmester Simon Hansen (S) skal sammen med det øvrige økonomiudvalg tage stilling til, om Guldborgsund Kommune i et høringssvar enten vil blankt afvise projektet eller engagere sig i forsøget på at ændre projektet. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Borgmesteren sammenligner projektet med de havmøller, der siden 2003 har stået i farvandet ud for Nysted.

Disse møller står knap 10 kilometer fra kysten og har en totalhøjde på 110 meter. Det vil sige mere end dobbelt så langt fra kysten og under den halve højde af det foreslåede projekt ved Marielyst.

- Der har vi et fuldstændigt tydeligt visuelt billede på, hvordan de ser ud. Det er nogle møller, vi alle har accepteret og lever med i dag, siger borgmesteren og tilføjer:

- Men 270 meter høje møller fire kilometer fra kysten, det, synes vi, er for tæt på. Det er for stor ulempe for vores turisme.

Håber på borgerinddragelse

Lokalt havde man intet hørt om planerne, før ansøgningen om projektet blev sendt i myndighedshøring af Energistyrelsen i starten af juli måned.

quote Vi skal have vindmøller, men vi kan godt tage meget hensyn til dem, der færdes og bor i området

Flemming Juel Mikkelsen, formand, Marielyst Grundejerforening

Ansøgningerne er modtaget gennem den såkaldte Åben dør-procedure, hvor virksomheder på eget initiativ kan ansøge om at rejse havmølleparker på en selvvalgt placering. I første omgang anmoder virksomhederne her om lov til at foretage de nødvendige undersøgelser for projekterne.

Læs også
Op til 300 meter høje vindmøller kan være på vej - her skal de stå
Læs også
Op til 300 meter høje vindmøller kan være på vej - her skal de stå

Formand for Marielyst Grundejerforening, Flemming Juel Mikkelsen, repræsenterer en større gruppe af grundejere, der – hvis havmølleparken bliver en realitet – bliver nærmeste naboer med udsigt til møllerne.

Flemming Juel Mikkelsen, formand for Marielyst Grundejerforening, mener, at der skal bygges flere vindmøller. Men han er kritisk over for placeringen fire kilometer ud for Marielyst. - De skal længere ud, siger han.
Flemming Juel Mikkelsen, formand for Marielyst Grundejerforening, mener, at der skal bygges flere vindmøller. Men han er kritisk over for placeringen fire kilometer ud for Marielyst. - De skal længere ud, siger han. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Han er umiddelbart åben overfor, at der skal bygges flere vindmøller for at sikre mere grøn energi i det danske elnet, men finder dog placeringen af European Energys forslag til en havmøllepark problematisk.

- Vi skal have vindmøller, men vi kan godt tage meget hensyn til dem, der færdes og bor i området, når man bygger de vindmøller. Og der synes jeg, at fire kilometer lyder for tæt på stranden, siger han og tilføjer:

- I den proces er det vigtigt, at man inddrager alle interessenter i området. Så får man dels den bedste proces, og efter min mening det bedste resultat.

I februar blev et havmølleprojekt med 220 meter højde vindmøller, otte kilometer ud for Stevns Kyst visualiseret på denne måde. Til sammenligning har European Energy ansøgt om at rejse op til 50 havvindmøller på op til 270 meters højde fire kilometer fra kysten ved Marielyst. Foto: Hovedstadsområdets Forsyningsselskab
I februar blev et havmølleprojekt med 220 meter højde vindmøller, otte kilometer ud for Stevns Kyst visualiseret på denne måde. Til sammenligning har European Energy ansøgt om at rejse op til 50 havvindmøller på op til 270 meters højde fire kilometer fra kysten ved Marielyst. Foto: Hovedstadsområdets Forsyningsselskab Foto: Hovedstadsområdets Forsyningsselskab

For de øvrige havmølleprojekter, som Energistyrelsen har modtaget ansøgninger på her i regionen, er der foreslog om at rejse vindmøller indtil 2,5 kilometer fra kysten ved det sydlige Lolland, imens der ud for Stevns foreslås en vindmøllepark fire kilometer fra kysten.

Fakta: Planer om fire vindmølleparker

Stevns Kommune, Område 10

  • Ansøger: European Energy
  • Kapacitet: 160-350 MW fordelt på 11-40 havvindmøller
  • Totalhøjde: 182-270 meter
  • Afstand til kysten: mindst fire kilometer
  • Status: Sendt i myndighedshøring fra 27. juni til 22. august 2022


Guldborgsund Kommune, Område 13

  • Ansøger: European Energy
  • Kapacitet: 150-500 MW fordelt på 11-50 havvindmøller
  • Totalhøjde: 182-270 meter
  • Afstand til kysten: mindst fire kilometer
  • Status: Sendt i myndighedshøring fra 27. juni til 22. august 2022


Lolland Syd, Lolland Kommune, Område 14

  • Ansøger: European Energy
  • Kapacitet: 130-260 MW fordelt på 9-42 havvindmøller
  • Totalhøjde: 300 meter
  • Afstand til kysten: 2,5-8 kilometer
  • Status: Sendt i myndighedshøring fra 9. juni 2022 til 1. august 2022


Klintebjerg, Odsherred Kommune, Område 16

  • Ansøger: Andel
  • Kapacitet: 585 MW, 39 havvindmøller
  • Totalhøjde: 256 meter
  • Afstand til kysten: 8 kilometer
  • Status: Sendt i myndighedshøring fra 4. juli 2022 til 1. september 2022


Kilde: Energistyrelsen

I Odsherred vil det danske energiselskab Andel gerne rejse op til 256 meter høje vindmøller otte kilometer ud for kysten ved Klintebjerg.

TV2 ØST fortalte om ansøgningerne tilbage i juli måned, som man kan læse mere om her – eller se indslaget om her.


Nyhedsoverblik