Nu hæves farten på Sydmotorvejen på Lolland-Falster

Vejdirektoratet hæver hastigheden på Sydmotorvejen på strækningen fra Farøbroerne til Sakskøbing.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nu er det tilladt at træde lidt ekstra på speederen, når du kører på Sydmotorvejen på Lolland-Falster.

Vejdirektoratet har nemlig netop hævet hastigheden på strækningen fra Farøbroerne til Sakskøbing fra 110 til 130 kilometer i timen.

Den nye hastighedsgrænse træder officielt i kraft mandag, efter at Vejdirektoratet søndag aften pillede alle de gamle hastighedstavler med 110 kilometer i timen ned.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Det sker, fordi den forhenværende regering og Dansk Folkeparti i 2018 indgik en aftale, der betød, at hastighedsgrænsen skulle hæves til 130 kilometer i timen på 70 kilometer motorvej fordelt på seks strækninger.

Strækning sikres til ny hastighed

Siden aftalen har Vejdirektoratet arbejdet på at sikre de forskellige motorvejsstrækninger til den nye hastighed, og dét arbejde er nu færdigt på Sydmotorvejen.

- Det er vigtigt for os, at trafiksikkerheden er bedst mulig, når vi hæver hastighedsgrænsen på motorvejen, siger afdelingsleder Niels Agerholm fra Vejdirektoratet.

- Derfor har vi i de seneste måneder opgraderet strækningen rent trafiksikkerhedsmæssigt, så den er klar til de højere hastighedsgrænser.

Trafiksikkerheden på strækningen er blandt andet blevet forbedret ved, at man har etableret rumleriller mod midterrabatten. Derudover har man opsat påkørselsdæmpere på eksisterende autoværn og forlænget autoværn de steder, hvor det er skønnet nødvendigt i forhold til en udvidelse af vejens sikkerhedszone.

Enkelte steder er der også blevet fjernet vejtræer og andet, der stod inden for den nye, udvidede sikkerhedszone.  

I november 2020 hævede Vejdirektoratet hastigheden på den første af de seks motorvejsstrækninger, der er en del af den politiske aftale. Det skete den 4. november, hvor hastigheden blev hævet fra 110 til 130 kilometer i timen på det stykke af Holbækmotorvejen, der strækker sig fra rundkørslen ved Tuse til afkørsel 18 ved Vipperød.

Hastighed hæves på seks motorvejsstrækninger i Danmark