Nyhedsoverblik

NFH taber og får sølv

Det blev ikke en sprudlende finalekamp, men Team Esbjerg dukkede igen NFH og tog guld i Jesper Jensens afsked.

Den danske landstræner Jesper Jensen fik lørdag den perfekte afskedsgave i sin sidste opgave på dansk halgulv som cheftræner for Team Esbjergs håndboldkvinder.

Efter en knusende sikker sejr i første DM-finaleopgør mod Nykøbing Falster Håndbold tog Esbjerg også sejren i returopgøret. Med en sejr på 25-20 endte guldet ligesom sidste år på Esbjerg-hænder.

Det er klubbens femte DM-titel i historien. Denne sæson har dog været mere suveræn end nogensinde, på trods af at flere af de største stjerner har været skadet i størstedelen af sæsonens afgørende fase.

Samtlige 26 kampe i grundspillet blev vundet. Alle seks kampe i slutspillet blev vundet. Først i kamp to i semifinalen måtte Esbjerg nøjes med uafgjort mod Ikast, men det var stadig nok til en finaleplads.

Dermed blev det til 35 sejre og en enkelt uafgjort i den hjemlige liga. Læg dertil, at man kort før nytår også tog pokaltitlen.