Millioner til nedrivning: - Der skal nogle helt andre penge på bordet

200 millioner kroner til udvikling af landdistrikterne. Sådan lyder udspillet fra regeringen i det kommende finanslovsforslag for 2023.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hist, hvor vejen slår en bugt, ligger der et hus knapt så smukt. Både med skæve vægge og døre, der synker halvt i knæ. 

Den gamle H. C. Andersen sang kunne sagtens tage udgangspunkt i Guldborgsund kommune. Her gemmer der sig mange faldefærdige huse og bygninger: 

- Det er et stort problem. Dels så er forfaldne huse ikke kønne, men det er også farligt at bo i. De er sundhedsskadelige. Og desværre ser vi, at der er spekulanter, der køber de her huse og udlejer dem til folk, der har brug for et hurtigt sted at bo. Og kommunen har pligt til at sikre sunde boliger. Og det kan vi ikke rigtig, hvis vi ikke har midlerne til at rive de her huse ned, forklarer Annemette S. Johnsen (SF), der er formand for Teknik-, Klima- og Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune. 

quote Det er et stort problem. Dels så er forfaldne huse ikke kønne, men det er også farligt at bo i

Annemette S. Johnsen (SF), formand for Teknik-, Klima- og Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune

En tur rundt i Sakskøbing på Lolland viser dog flere tomme grunde, hvor der tidligere har stået faldefærdige og slidte huse. Men takket være Landsbypuljen, der er en økonomisk hjælp til kommuner, der vil forskønne deres landsbyer og rive de dårlige bygninger ned, er husene væk: 

- Landsbypuljen betyder rigtig meget. Vi skal selvfølgelig selv ligge en del i. Men det betyder, vi har økonomi til rent faktisk at gøre noget ved det. Ikke så meget som vi kunne tænke os, og som der er behov for. Men vi kommer et stykke af vejen, siger Annemette S. Johnsen og tilføjer:

- Det er godt, vi får det her tilskud, for vi er en kommune, som har brug for det.

I Guldborgsund Kommune glæder man sig over udspillet, men havde dog håbet at der var flere penge at komme efter.
I Guldborgsund Kommune glæder man sig over udspillet, men havde dog håbet at der var flere penge at komme efter. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

I dag har minister for landdistrikter Louise Schack Elholm (V) løftet sløret for, at der på finansloven for 2023 er 100 millioner på vej til Landsbypuljen. 

- Der er brug for det rigtig mange steder i Region Sjælland. Vi har nogle udfordringer både i Vestsjælland, Sydsjælland, på øerne og Lolland-Falster. Der er en positiv udvikling i gang, men vi har brug for lidt ekstra støtte. Så det, håber jeg på, kan hjælpe os her på Sjælland.

Laveste beløb i fem år

I samme omgang er der også sat 100 millioner af til Bredbåndspuljen, og det er samme niveau som tidligere år, men for Landsbypuljen den mindste siden 2018. 

- Det er lidt ærgerligt. Nu har vi jo fået en ny regering, der prioriterer på den måde. Der kommer skiftende regeringer og skiftende finanslove hele tiden så, vi kan ikke gøre så meget ved det, lyder det fra Annemette S. Johnsen.

Kan I få nok til den opgave I står overfor?

- Nej, der skal nogle helt andre penge på bordet. Men det kommer der jo ikke, og det ved vi godt. Så vi tager, det vi kan hvert år. 

Den statslige udgiftsramme til landsbyfornyelse

  • 2022: 205,8 millioner kroner. Heraf er 6,3 millioner kroner overført fra tidligere rammer.

  • 2021: 265,6 millioner kroner. Heraf er 4,4 millioner kroner overført fra tidligere rammer.

  • 2020: 150,2 millioner kroner. Heraf er 4,9 millioner kroner overført fra tidligere rammer.

  • 2019: 125,9 millioner kroner. Dertil kom restmidler fra 2014 - 2017 på omkring 4,5 millioner kroner.

  • 2018: 57,8 millioner kroner. Dertil kom restmidler fra 2014 og 2015 på omkring 3,4 millioner kroner.

Kilde: Bolig- og planstyrelsen

Hos Landdistrikternes Fællesråd glæder man sig over, at puljerne igen er med i udspillet til en finanslov, men de havde også håbet, at beløbet var højere: 

- I flere år har vi kæmpet for at få Landsbypuljen på et højere niveau, end det har været. Der ligger anbefalinger fra udvalget Levedygtige Landsbyer, som har beregnet, at der skal sættes over 330 millioner af årligt i en tiårig periode for at få fjernet de dårligste boliger og få områdefornyet vores landsbyer. Og der er vi jo langt fra. Men omvendt er vi glade for, at ordningen kan fortsætte i et år, hvor finansloven bliver meget stram, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard. 

Og netop den økonomiske situation er også forklaringen på, at puljen er den mindste i fem år, når man spørger ministeren: 

- Det er tider, hvor vi er nødt til at stramme op på finansloven. Vi har inflation, og hvis vi skal have styr på økonomien, så bliver vi nødt til at føre en stram økonomisk politik. Derfor er det flot, at vi rent faktisk kan afsætte 100 millioner kroner til dels til landsbypuljen og 100 millioner kroner til Bredbåndspuljen. Det er et signal om en klar prioritering af landdistrikterne,  forklarer Louise Schack Elholm.

Størrelsen af Bredbåndspuljen er på niveau med tidligere år, imens landsbypuljen er den mindste siden 2018, men det er der en god forklaring på, mener minister Louise Schack Elholm (V).
Størrelsen af Bredbåndspuljen er på niveau med tidligere år, imens landsbypuljen er den mindste siden 2018, men det er der en god forklaring på, mener minister Louise Schack Elholm (V). Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Kan man komme langt nok med 100 millioner kroner i landsbypuljen?

- Jeg tror ikke, at vi bliver færdige på ét år med at sikre landdistrikterne. Det er en fortløbende proces, og vi er nødt til hele tiden at være vågne på det. Derfor tror jeg, vi skal regne med, at det er noget, vi skal imødegå i mange år endnu. Så jeg forventer ikke, at det slutter fra den ene dag til den anden. Jeg tror på, at vi hele tiden skal have fokus på det.

Læs også
200 millioner på vej til udvikling af landdistrikterne
Læs også
200 millioner på vej til udvikling af landdistrikterne

Nyhedsoverblik