Hesteejere må holde nytår i staldene: - De pisker rundt i vild panik

Hesteejere minder om, at man ikke må bruge fyrværkeri nærmere end 100 meter fra en landbrugsejendom med dyrehold.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mange er efterhånden klar over, at bulder og brag fra fyrværkeri kan få de fleste hunde til at ryste af angst.

Men der er færre, der tænker over, at også heste og andre dyr bliver skræmt fra vid og sans, når nytåret står for døren.

For mange hesteejere har det den konsekvens, at nytårsaften bliver fejret i eller i nærheden af stalden hvert eneste år.

quote Jeg har oplevet, at de pisker rundt på marken i vild panik

Maria Textor, hesteejer, Sundby.

Sådan er det for Maria Textor, der ejer ni heste og bor på et nedlagt landbrug i Sundby på Lolland.

- Jeg er bundet til hjemmet. Jeg ville have det meget skidt med at tage nogen steder, hvor der ikke er opsyn med hestene. Jeg ville simpelthen ikke kunne slappe af og hygge mig, siger hun.

Når raketterne flyver til vejrs og lyser himlen op, reagerer flere af Maria Textors heste meget voldsomt.

- Jeg har oplevet, at de pisker rundt på marken i vild panik, og så bliver man jo bekymret for, om de vælter hegnet og løber væk, forklarer hun.

Væltede hegn i panik

For seks år siden var det tæt på at gå rigtig galt.

Maria Textor var kort forinden flyttet til en ejendom på Møn, og hun havde tidligere haft sine heste opstaldet andre steder. Hun var derfor ikke opmærksom på, at der blev affyret fyrværkeri i løbet af december, der kunne skræmme hestene.

- Men en decembermorgen stod jeg så op, fordi jeg skulle køre min søn i skole, og så kunne jeg se, at al mit hegn var lagt ned, hegnspælene var knækket, og mine heste var væk.

Maria Textor ejer ni heste, der normalt går i løsdrift, men de bliver taget ind i staldboksen om aftenen, når nytåret nærmer sig.
Maria Textor ejer ni heste, der normalt går i løsdrift, men de bliver taget ind i staldboksen om aftenen, når nytåret nærmer sig. Foto: Privatfoto / Maria Textor

I løbet af natten havde tre af hestene i panik formået at løbe flere hegn ned, og de var rendt 15 kilometer væk til en anden mark.

- Det er jo en oplevelse, der bliver siddende i en, siger hun og fortsætter:

- Jeg er sikker på, at det har været på grund af fyrværkeri, for det var i december måned, og folk var begyndt at fyre af. Jeg kan ikke forestille mig, hvad der ellers kan få tre heste til at gå så meget i panik, at de nedlægger tre hegn og løber væk, siger hun.

quote Jeg tror, der er rigtig mange mennesker, der er uvidende om, at heste og andre dyr også bliver skræmte af det her

Maria Textor, hesteejer, Sundby.

På grund af oplevelsen vælger Maria Textor nu altid at tage de heste, der reagerer voldsomt på fyrværkeri, ind i staldboksen om aftenen og natten, når nytåret nærmer sig.

- I år har jeg et hingsteføl som skal opleve sit første nytår, og det er især de unge, som kan reagere kraftigt på det. Jeg har dog også en gammel vallak på 22 år, som aldrig har vænnet sig nytåret. Han vandrer rundt i boksen og får meget tynd mave af stress, siger hun.

Selvom hestene går i løsdrift stort set hele året, er Maria Textor begyndt at lukke de udsatte heste ind allerede fra midten af december. Det ærgrer hende, at det er nødt til at være sådan.

- Men folk overholder jo ikke den der regel med, at man kun må fyre af fra den 27. december til den 1. januar. Det betyder, at det er en ekstra stressende måned.

Folk tænker ikke over det

Ifølge Maria Textor er det ikke de høje brag, der kommer ved kanonslag, der skræmmer hestene mest. Bragene har hestene nemlig efterhånden vænnet sig til, fordi folk går på jagt i området.

- Det er mere raketter og lys og blink og knitren, som de reagerer på, siger hun.

Hvor må du anvende fyrværkeri?

Generelt om sikkerhedsafstande:

  • Du skal altid overholde den sikkerhedsafstand, der fremgår af fyrværkeriet

  • Du må ikke anvende raketter nærmere end 10 meter fra bygningsåbninger

  • Sikkerhedsafstanden fordobles i blæsevejr

I nærheden af letantændeligt materiale:

Du må ikke anvende fyrværkeri nærmere end 100 meter fra en bygning med let antændeligt tag, for eksempel stråtag. Samme afstandskrav gælder i forhold til halmstakke, brændebunker og anden opbevaring af let antændeligt materiale. 100 meter-grænsen gælder også ved nåletræsbevoksninger, lyngheder og andre typer af brændbar bevoksning. Hvis du affyrer raketter, er afstandskravet 200 meter til bygninger med let antændeligt tag, brændbare oplag og brændbar vegetation.

I nærheden af dyr:

Du må ikke bruge fyrværkeri nærmere end 100 meter fra en landbrugsejendom med dyrehold, en hundekennel eller et område med udegående dyr.

Kilde: Sikkerhedsstyrelsen

Maria Textor fortæller, at hun for nogle år siden måtte tage fat i sine naboer, fordi de en decemberdag skød raketter direkte ind over den mark, som hendes heste stod på.

- Der måtte jeg hen og spørge, hvad de tænkte på, og der sagde de, at de var frygteligt kede af det, og at de slet ikke havde tænkt på det.

Dén reaktion får Maria Textor tit på trods af, at det er ulovligt at bruge fyrværkeri nærmere end 100 meter fra en landbrugsejendom med dyrehold.

- Jeg tror, der er rigtig mange mennesker, der er uvidende om, at heste og andre dyr også bliver skræmte af det her, siger hun.

Hesteejere bliver hjemme

Maria Textor er langt fra den eneste hesteejer, der vælger at tilbringe nytåret hjemme, så der kan holdes opsyn med hestene.

TV2 ØST har talt med adskillelige hesteejere, der bekræfter, at fyrværkeri er hård kost for de store dyr.

20181228-203737-L-6016x4016ma
Læs også
Politiet konfiskerer nytårsfyrværkeri ved grænsen - folk ved ikke, at de gør noget ulovligt
20181228-203737-L-6016x4016ma
Læs også
Politiet konfiskerer nytårsfyrværkeri ved grænsen - folk ved ikke, at de gør noget ulovligt

- Vi har i 16 år holdt nytår herhjemme, da vores pony på 27 år er sindssygt bange for fyrværkeri. Så vi må på skift være ved ham og berolige ham hele aftenen til trods for, at vi bor på landet med få naboer, fortæller Anja Aagaard fra Rødby.

- Min kæreste og jeg har holdt nytår hjemme, som regel alene, og ude i stalden de sidste otte år, netop grundet hestene, siger Janne Jensen fra Eskilstrup.

Skåler nytåret ind i stalden

Flere af dem, som TV2 ØST har talt med, fortæller, at de rykker helt ud i stalden ved midnatstid nytårsaften, så de kan berolige hestene i de timer, hvor flest fyrer fyrværkeri af.

Det gør Maria Textor også.

20221005-170404-L-6000x4000ma
Læs også
Pia Kjærsgaard vil stramme fyrværkeri-regler: - Det går voldsomt ud over dyrene
20221005-170404-L-6000x4000ma
Læs også
Pia Kjærsgaard vil stramme fyrværkeri-regler: - Det går voldsomt ud over dyrene

- Jeg plejer at gå derud klokken tolv med et glas champagne, for der går det jo helt grassat. Vi har også ved flere lejligheder stået og skålet ind ude i stalden, hvis det kar knaldet og braget en del derude før klokken tolv, siger hun.

I år fejrer Maria Textor nytåret derhjemme med sin kæreste. Hun håber, at flere fremover vil tænke over, om de befinder sig i nærheden af dyr, inden de hensynsløst fyrer krudt af. 


Nyhedsoverblik