Nyhedsoverblik

Første del af tunnel ligger under vand

De første 50 meter af Femern Bælt-tunnelen ved Rødbyhavn ligger nu under vand.

Det skriver Femern A/S i en pressemeddelelse. 

Indtil videre har et ydre, midlertidigt dige holdt vandet ude, mens virksomheden byggede tunnelens indgang - også kaldet tunnelportalen.

Som en del af det arbejde er der blevet etableret et nyt permanent dige på tværs over tunnelportalen. 

Derfor kunne virksomheden i påsken lukke vandet ind i lommen i den forreste del af portalområdet og lægge tunnelen under vand, hvor vanddybden er cirka 12 meter.

Næste skridt er at fjerne det ydre, midlertidige dige, så den fremtidige kystlinje med det nye dige træder frem.

Der ligger dog et par måneders gravearbejde forude, før tunnelen er helt fri af det gamle dige.