Få vil uddannes til fængselsbetjent - kun fire ansøgere til næste elevhold

Det kniber med at få ansøgere til den nye uddannelse til fængselsbetjent i Nykøbing Falster. Fire personer har ansøgt om at starte til januar, hvor der er plads til 25 elever.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ansøgerne hænger ikke på træerne, når det gælder om at blive fængselsbetjent – og situationen er ikke blevet meget bedre, siden kriminalforsorgen etablerede en ny uddannelse til fængselsbetjent i Nykøbing Falster.

Det står klart knapt et halvt år efter, den højt profilerede uddannelse startede i Nykøbing Falster i sensommeren.

På hvert hold i Nykøbing Falster er der plads til 25 elever, men det kniber gevaldigt med at fylde holdene op. I august startede fem i Nykøbing Falster, til oktober ni og til januar vil maksimum fire elever starte på uddannelsen.

- Det er vi langt fra tilfredse med. Der er store bemandingsmæssige udfordringer i Kriminalforsorgen, siger Mette Adamsen, uddannelseschef i Kriminalforsorgen.

Kriminalforsorgen prioriterer i høj grad rekrutteringen af nye elever, siger uddannelseschef i Kriminalforsorgen, Mette Adamsen.
Kriminalforsorgen prioriterer i høj grad rekrutteringen af nye elever, siger uddannelseschef i Kriminalforsorgen, Mette Adamsen. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Uddannelsen er både af praktisk uddannelse, tavleundervisning og fysisk træning, og der er noget nær jobgaranti til eleverne, da der mangler rigtig mange fængselsbetjente rundt om i Danmark.

Faktisk mangler op mod 500 betjente, og i Storstrøms Fængsel alene er der op mod 75 ledige stillinger, oplyser Kriminalforsorgen til TV2 ØST.

Målrettet indsats sendte uddannelse til Nykøbing

Det var en målrettet lobby-indsats, der for næsten præcis et år siden sikrede fængselsuddannelsen til Falster.

En alliance mellem kommuner og uddannelsesinstitutioner i området kunne levere en overbevisende pakke til politikerne, der som led i et forlig om Kriminalforsorgen besluttede at flytte uddannelsen til Falster.

Læs også
Sådan fik de lokale den nye fængselsuddannelse til Falster
Læs også
Sådan fik de lokale den nye fængselsuddannelse til Falster

Siden har det dog knebet gevaldigt med rekrutteringen.

- Vi køber reklamer og videospots, og kører med bannere. Vi har gjort næsten alt, vi kan for at rekruttere, så vi håber meget, at flere vil melde sig til uddannelsen, siger Mette Adamsen.

En af dem, der er startet på uddannelsen i byen, er Jonas, hvis efternavn er udeladt af hensyn til hans sikkerhed.

Han er glad for sit valg om at droppe sit job for at starte på noget nyt.

- Jeg var rigtig glad for mit arbejde. Men jeg kunne mærke, at det ikke var mig. Jeg manglede et eller andet. Soldat var ikke lige mig, men jeg kunne rigtig godt lide sammenholdet. Så da jeg så et reklameskilt for uddannelsen, slog jeg til, siger han.

På fængselsbetjentuddannelsen i Nykøbing Falster er kun fire ud af 25 pladser blevet udfyldt på det hold, som starter i januar.
På fængselsbetjentuddannelsen i Nykøbing Falster er kun fire ud af 25 pladser blevet udfyldt på det hold, som starter i januar. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Jonas frygter dog ikke, at der ikke kommer flere elever til hans uddannelse.

- Det bekymrer mig ikke. Jeg kan se, at de gør meget for at der kommer flere, siger han.