Efter sidste års aflysning - ny international kapsejlads afvikles i Guldborgsund

Den årlige kapsejlads i Guldborgsund Kommune måtte sidste år aflyses på grund af corona. Til august afvikles i stedet et nyt løb med et nyt navn.

Korrektion
Clock01. apr 2021, kl. 11:39
Den første udgave af artiklen gav det indtryk, at løbet "Guldborgsund Baltic Race" var et nyt navn for "Vegvisir Race". Dette er ikke korrekt. Samarbejdet mellem Vegvisir Race og Guldborgsund Kommune er ophørt, og derfor er Guldborgsund Baltic Race et nyt løb, der ikke har nogen relation til Vegvisir Race eller arrangøren Shorthand Events and Communication. TV2 ØST beklager fejlen.

Guldborgsund Kommune har de seneste år i samarbejde med en række sejlklubber afviklet kapsejladsen Vegvisir Race med et stigende antal deltagere og tilskuere.

I 2020 fik corona dog sat en stopper for det årlige arrangement, og siden opsagde kommunen sit samarbejde med arrangøren, som nu i stedet afholder kapsejladsen i Nyborg. Til gengæld gennemfører Guldborgsund Kommune og en række lokale sejlklubber nu et nyt løb under navnet ”Guldborgsund Baltic Race”.

Det fortæller Guldborg Kommune, der i samarbejde med seks sejlklubber afvikler kapsejladsen.

I år forløber det internationale maritime event i dagene fra den 26.-28. august, og sejladsen foregår som vanligt i farvandene omkring Lolland-Falster med start og mål i Nykøbing Falster.

- Jeg er virkelig glad for, at vi igen kan afholde en kapsejlads af denne kaliber, og jeg vil gerne sende en stor tak til de seks sejlklubber, der er gået sammen om den store opgave. Den er klart med til at brande Guldborgsund som et unikt område for sejlads og aktive oplevelser på vandet, siger udvalgsformand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget Martin Lohse i pressemeddelelsen.

Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune har bevilliget 225.000 kroner til arrangementet, der afholdes for singlehanded og doublehanded på tre forskellige banelængder fra 80 til 225 sømil.

- Det betyder naturligvis rigtig meget, at kommunen går ind og støtter sejladsen med dette store beløb, siger Carl Erik Juel Hansen, fra sejlforeningen Vikingen, der er med til at arrangere sejladsen, i meddelelsen. 

Stor international tilslutning

Før kapsejladsen blev aflyst sidste år, havde 128 deltagere ifølge Carl Erik Juel Hansen nået at tilmelde sig, hvoraf 88 af de tilmeldte kom fra Tyskland. Det er Carl Erik Juel Hansen ret sikker på kan lade sig gøre igen.

- Sejladsen tiltaler mange sejlere, som gerne vil deltage i sejladsen, hvor de både kan afprøve deres evner til at sejle og til at navigere, siger han.

I forbindelse med sejladsen vil det ifølge Guldborgsund Kommune være muligt for publikum at købe mad og drikke og følge sejladsen på storskærm.

- Jeg kan ikke understrege nok, hvor stor betydning det har, at vi afholder denne type events. Det giver både nogle gode oplevelser til vores borgere, der kan følge med i sejladsen fra kajkanten, men det tiltrækker også turister til området, som enten deltager i sejladsen eller vender tilbage som feriegæster for at se nærmere på området, siger udvalgsformand Martin Lohse.

Guldborgsund Baltic Race afholdes af Toreby Sejlklub, Nysted Sejlklub, Sejlforeningen Vikingen, Guldborgland Bådelaug, Bådeklubben Guldborgsund og Sejl & Motorbådsklubben Grønsund, som har indgået en partnerskabsaftale med Guldborgsund Kommune.