Først var han kritisk, så blev han tavs og nu er han igen kritisk – denne gang i spørgsmål 17 i en kandidattest.
Emnet er udrejsecenteret på øen Lindholm, der ligger i Stege Bugt.
Den 30. november sidste år, da regeringen sammen med Dansk Folkeparti præsenterede deres finanslovsaftale, fulgte der også en plan om et udrejsecenter på Lindholm med. En plan, som hurtigt delte vandene. Også internt i Venstre.
Blandt andre gik Marcus Knuth (V) ud den 4. december med en kritik af placeringen af udrejsecenteret overfor TV2 ØST.
Både gruppeformanden for Venstre Karen Ellemann og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) blev forholdt Knuths kritik. De havde dog begge en stærk forventning om, at V-politikeren ville stemme for forslaget.
(...) lige præcis på Lindholm er omkostningerne ved at rive det eksisterende ned så høje, at jeg ikke kan se det økonomiske rationale i det
- Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at han også støtter det her, det er et vigtigt tiltag i forhold til faktisk at håndtere den problemstilling, vi har med afviste, kriminelle asylansøgere, lød det fra Karen Ellemann den 4. december.
Der gik heller ikke lang tid, før Marcus Knuth blev tavs. Senere på dagen den 4. december skulle Marcus Knuth have været i tv på TV2 ØST, men det blev hurtigt til en aflysning, og siden blev han tavs om emnet.
Så hvor står folketingsmedlemmet fra Venstre?
Kritisk i kandidattest
Tager man Berlingskes kandidattest får man et svar.
I spørgsmål 17 i deres test spørger de:
Det er en god idé at placere udviste kriminelle udlændinge på en ø.
Hertil har Marcus Knuth svaret: Overvejende uenig.
TV2 ØST har kontaktet Marcus Knuth, hvortil han svarer, at han ikke ønsker et nyt interview. Han henviser i stedet til det, han blev citeret for at sige den 4. december. Og det var:
Man kunne godt finde et sted, der var endnu mere afsides
- Jeg synes grundlæggende, at det er en god idé at finde en ø eller et andet afsides sted og gøre til udrejsecenter. Men lige præcis på Lindholm er omkostningerne ved at rive det eksisterende ned så høje, at jeg ikke kan se det økonomiske rationale i det, lød det fra Marcus Knuth.
Forstår ikke valget af Lindholm
I planen for Lindholm lyder det, at der fra 2021 skal være et udrejsecenter for 100-125 kriminelle, udviste udlændinge på den syv hektar store ø.
Udrejsecenteret skal ikke fungere som et fængsel, men et opholdssted for udlændingene, som frit kan tage færgen til og fra Kalvehave. De har kun opholdspligt om natten på øen.
Det var blandt andet også noget, som Marcus Knuth kritiserede den 4. december.
- Det er et meget idyllisk lokalområde på Sydsjælland ved Kalvehave, Stege og Vordingborg. Og med færgen kan du være i København på omkring en time. Det forstår jeg ikke rationalet bag. Man kunne godt finde et sted, der var endnu mere afsides, sagde han.
- Det siger jeg også for at understrege, at jeg jo støtter op om at finde et afsides sted og gerne en ø, men lige præcis Lindholm forstår jeg ikke valget af.