Nu begynder Tyskland at bygge Femern-forbindelsen

Efter 25 års visioner og planlægning – og en dansk smug start – har tyskerne i dag taget første spadestik til byggeriet af Femern Bælt-tunnelen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I mere end et år har gravemaskinerne været i gang på den danske side af Femern Bælt-projektet – en 18 kilometer lang sænketunnel som skal gøre Lolland landfast med den tyske ø Femern.

Markeringen af starten på projektet blev efterfølgende taget – på dansk side af farvandet – med spadestik nytårsdag i år.

I dag blev starten så også endlich markeret på tysk side af Femern Bælt – nærmere bestemt på byggepladsen i Puttgarden. Med til begivenheden var blandt andre den danske transportminister Benny Engelbrecht (S).

- Det er en meget stor og vigtig dag i dag, når vi også fysisk kommer i gang med byggearbejdet på tysk side, siger han.

quote I dag er en virkelig stor dag. En særlig dag. En særlig dag for det dansk-tyske forhold, en særlig for Slesvig-Holsten

Bernd Buchholz (FDP), transportminister, Slesvig-Holsten

Også ministerens tyske kollega, Bernd Buchholz (FDP), transportminister i den tyske delstat Slesvig-Holsten, gav i sin tale udtryk for glæden over, endeligt at komme i gang:

- I dag er en virkelig stor dag. En særlig dag. En særlig dag for det dansk-tyske forhold, en særlig dag for Slesvig-Holsten og en særlig dag for europæiske trafikprojekter, men også for alle dem, der har med dette projekt at gøre.

Arbejdshavnen i Rødbyhavn tager form - her aktuelle billeder af byggepladsen i november.
Arbejdshavnen i Rødbyhavn tager form - her aktuelle billeder af byggepladsen i november. Foto: Femern A/S

Grunden til den tyske forsinkelse skyldes, at man på tysk side har afventet en endelig myndighedsgodkendelse, som blandt andet har været holdt hen af en bunke klagesager.

Borgere, miljøorganisationer og rederier er utilfredse med byggeriet. Navnlig førstnævnte frygter, at den fire-sporede motorvej skal vandalisere die umwelt (miljøet, red.) på den naturskønne ø, imens Scandlines anfægter det statslige engagement i det som utvivlsomt bliver en konkurrent til monopolet på overfarten mellem Rødbyhavn og Puttgarten.

quote De endelige godkendelser er faldet på plads hos vores tyske naboer

Benny Engelbrecht (S), transportminister

Men klagerne til trods – i begyndelsen af november sidste år blev alle klager fejet af bordet ved forvaltningsdomstolen i Leipzig.

Læs også
Tysk domstol afviser klager mod Femern-byggeriet
Læs også
Tysk domstol afviser klager mod Femern-byggeriet

- De endelige godkendelser er faldet på plads hos vores tyske naboer, og det betyder, at nu tager vi det sidste skridt i forhold til at få sat det konkrete byggearbejde i gang på tysk side, siger Engelbrecht.

25 år under vejs

Femern-forbindelsen ventes at stå klar i 2029 og bliver bygget som en 18 kilometer lang sænketunnel under vandet, hvor der både kan køre biler og tog. Det vil tage ti minutter at køre i bil gennem tunnelen og syv minutter i tog.

Byggeriet af element-fabrikken tager form i Rødbyhavn.
Byggeriet af element-fabrikken tager form i Rødbyhavn. Foto: Femern A/S

Bernd Buchholz, der er transportminister i den tyske delstat Slesvig-Holsten, ser store muligheder i den nye forbindelse.

- Den nye højhastighedsforbindelse vil ikke kun bringe København tættere på Hamborg, men også Lübeck tættere på Fehmarn. Det vil fremover kun tage 49 minutter at komme fra Burg (by på øen Fehmarn) til arbejdspladsen eller uddannelsesstedet i hansebyen, siger han og tilføjer:

- Med den betydelige tidsreduktion inden for både international og regional transport vil salgsmarkederne vokse betydeligt. Modelberegninger har vist, at der kan forventes en vækst i beskæftigelsen i regionen Ostholstein på 600 til 1.110 arbejdspladser som følge af den forbedrede trafikinfrastruktur.

Læs også
Virtuelt spadestik åbner byggeriet af Femern-forbindelsen
Læs også
Virtuelt spadestik åbner byggeriet af Femern-forbindelsen

Planlægningen af Femern-forbindelsen har været over 25 år undervejs, og byggeriet er kommet i gang langt senere, end det oprindeligt var planlagt. Da aftalen blev indgået, var forventningen, at forbindelsen kunne stå klar i 2018. Oprindeligt var der planlagt en bro, men det blev i 2011 ændret til en tunnel.

Fra dansk side er man allerede godt i gang med byggeriet af den anlægshavn og tunnelelementfabrik, hvorfra de op til 217 meter lange tunnelelementer til den kommende tunnel skal bygges.


Nyhedsoverblik