Flisefirma klapper i hænderne: Femern-forbindelse giver håb om bedre eksport til Tyskland

Blandt regionerne er Region Sjælland den, der sender næst færrest varer til det sydlige naboland. Det bliver nemmere med den kommende tunnel, lyder det.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bygningen af Femern-forbindelsen mellem Danmark og Tyskland vil få en stor betydning for sjællandske virksomheder og helt naturligt få flere af dem til at søge mod det tyske marked.

Sådan lyder det fra Erhvervshus Sjælland, der vejleder og rådgiver virksomheder og iværksættere i Region Sjælland.

- Vi bliver landfaste med Tyskland og vil kigge meget mere mod det marked. Samtidig vil den sydlige del af Sjælland udvikle sig meget interessant, siger direktør Mads Kragh.

Han hæfter sig også ved, at byggeriet til estimerede 58 milliarder kroner vil få mange sjællændere i arbejde og kommer på et godt tidspunkt midt i en ellers mørk periode med coronavirussen, der skaber stor arbejdsløshed.

Barrieren vil forsvinde

Ifølge Erhvervshus Sjælland er Region Sjælland en af de regioner, der har mindst eksport til Tyskland - kun Region Hovedstaden ligger under. Årsagen til det er umiddelbart svær at forklare geografien taget i betragtning, mener Mads Kragh.

- Det kan skyldes vaner eller erhvervssammensætning, og så tror jeg, det spiller ind, at man skal hen over et sund. Med Øresunds- og Storebæltsforbindelsen kan man se, at en bro og tunnel skaber en helt anden interaktion, siger han.

SÅDAN BLIVER FEMERN-FORBINDELSEN

  • Forbindelsen mellem Rødbyhavn på Lolland og Puttgarden på den tyske ø Femern bliver cirka 18 kilometer lang.
  • Det vil tage 10 minutter at køre igennem tunnelen i bil og 7 minutter i tog. I dag tager overfarten på samme strækning 45 minutter.
  • I tunnelen af beton skal der være en tosporet motorvej og en tosporet elektrificeret jernbane.
  • Prisen anslås til at være 57,9 milliarder kroner.
  • Det er planen, at byggeriet skal stå færdig i midten af 2029.
  • Forbindelsen skal betales af dem, der skal bruge den - på samme måde som Storebælt- og Øresundsforbindelsen finansieres.
  • Femern-tunnelen og de danske landanlæg finansieres, bygges og drives af Danmark, som også får alle indtægter fra trafikken gennem tunnelen.
  • EU har udnævnt Femern-forbindelsen til et prioriteret projekt, da det ifølge unionen kan fjerne en flaskehals mellem Skandinavien og resten af Europa. EU har derfor støttet projektet med "et betydeligt milliardbeløb".
  • I juli 2015 afgjorde EU-Kommissionen, at byggeriet - der dengang indeholdt en del mere statsstøtte - ikke var konkurrencestridigt.
  • I 2018 afgjorde EU-Domstolen, at EU-Kommissionen igen skulle undersøge, om der skulle bruges for mange statslige midler på byggeriet.
  • I marts 2020 godkendte EU-Kommissionen igen finansieringen.
     

Kilde: Femern A/S, Sund og Bælt.

Flisefirmaet Sandstone i Sorø er en af de sjællandske virksomheder, der med bygningen af den 18 kilometer lange tunnel kan se et vindue åbne sig for nye eksportmuligheder i fremtiden.

Virksomheden eksporterer i dag fliser til norden, men har ikke slået rod på det tyske marked, selvom den længe har forsøgt.

Det skyldes blandt andet, at det er udfordrende at transportere virksomhedens varer til Tyskland, siger indehaver Søren Wiberg.

- Den barriere, vi oplever i dag til det tyske marked, vil forsvinde med Femern-forbindelsen.

- Den vil gøre det muligt at få kunderne op og se på vores udstilling og sten, og vi vil få nemmere ved at flytte vores sten derned, siger han.

Ny arbejdshavn opføres

Spadestikket til Femern-forbindelsen bliver taget 1. januar 2021.

Før tunnelarbejdet kan gå i gang, skal etableringen af arbejdshavnen på Lolland være færdig. Det er via arbejdshavnen, at råmaterialer bliver sejlet til byggepladsen.

Femern Bælt Forbindelsen
Læs også
Ny aftale underskrevet - nu kan byggeriet af Femern-forbindelsen gå i gang
Femern Bælt Forbindelsen
Læs også
Ny aftale underskrevet - nu kan byggeriet af Femern-forbindelsen gå i gang

Femern A/S forventer, at havnen er færdig i slutningen af 2021. Den bliver 500.000 kvadratmeter og dermed dobbelt så stor som havnen i Rødbyhavn.

I forlængelse af havnen anlægges et stort betonblandeanlæg og en stor fabrik, der skal støbe de tunnelelementer, som Femern-tunnelen bygges med. Tunnelelementfabrikken bliver en af de største fabrikker i Danmark og den største arbejdsplads på Lolland.


Nyhedsoverblik