Ny aftale underskrevet - nu kan byggeriet af Femern-forbindelsen gå i gang

Transport- og Boligministeriet har netop præsenteret en ny aftale mellem forligspartier bag Femern Bælt-forbindelsen.  

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er netop landet en ny aftale mellem forligspartierne bag Femern Bælt-forbindelsen. 

Det oplyser Transport- og Boligministeriet.  

Det betyder, at byggeriet af den milliarddyre tunnelforbindelse fra Rødbyhavn på Lolland til Puttgarden på den tyske ø Fehmarn nu kan gå i gang.  

- Aftalen betyder, at vi den 1. januar 2021 kan tage første spadestik til Femern Bælt-forbindelsen, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) til et pressemøde fredag formiddag.

- Det er en milepæl i danmarkshistorien, som vi allerede nu glæder os til at være en del af.

Bliver verdens længste sænketunnel

- I dag er en stor dag for Danmark og EU. Sågar også for Lolland, siger Niels Flemming Hansen (K), transportordfører. 

Fra næste år begynder byggeriet altså af den 18 kilometer lange sænketunnel, som vi i Danmark har erfaringer med fra blandt andet Øresundstunnelen.  

 
  Foto: Femern A/S

Anlægsbudgettet er knap 58 milliarder kroner i 2020-priser, og vil, når den står færdig, være den længste sænketunnel i verden med både dobbeltsporet motorvej med nødspor i hver retning og dobbeltsporet elektrificeret jernbane.   

FAKTA: Sådan bliver Femern-forbindelsen

  • Forbindelsen mellem Rødbyhavn på Lolland og Puttgarden på den tyske ø Femern bliver cirka 18 kilometer lang.
  • Det vil tage 10 minutter at køre igennem tunnelen i bil og 7 minutter i tog. I dag tager overfarten på samme strækning 45 minutter.
  • I tunnelen af beton skal der være en tosporet motorvej og en tosporet elektrificeret jernbane.
  • Prisen anslås til at være 57,9 milliarder kroner.
  • Det er planen, at byggeriet skal stå færdig i midten af 2029.
  • Forbindelsen skal betales af dem, der skal bruge den - på samme måde som Storebælt- og Øresundsforbindelsen finansieres.
  • Femern-tunnelen og de danske landanlæg finansieres, bygges og drives af Danmark, som også får alle indtægter fra trafikken gennem tunnelen.
  • EU har udnævnt Femern-forbindelsen til et prioriteret projekt, da det ifølge unionen kan fjerne en flaskehals mellem Skandinavien og resten af Europa. EU har derfor støttet projektet med "et betydeligt milliardbeløb".
  • I juli 2015 afgjorde EU-Kommissionen, at byggeriet - der dengang indeholdt en del mere statsstøtte - ikke var konkurrencestridigt.
  • I 2018 afgjorde EU-Domstolen, at EU-Kommissionen igen skulle undersøge, om der skulle bruges for mange statslige midler på byggeriet.
  • I marts 2020 godkendte EU-Kommissionen igen finansieringen.
     

Kilde: Femern A/S, Sund og Bælt.

Ny arbejdshavn opføres

Før tunnelarbejdet kan gå i gang, skal etableringen af arbejdshavnen på Lolland være færdig. Det er via arbejdshavnen, at råmaterialer bliver sejlet til byggepladsen. Femern A/S forventer, at havnen er færdig i slutningen af 2021. Den bliver 500.000 kvadratmeter og dermed dobbelt så stor som havnen i Rødbyhavn. 

I forlængelse af havnen anlægges et stort betonblandeanlæg og en stor fabrik, der skal støbe de tunnelelementer, som Femern-tunnelen bygges med. Tunnelelementfabrikken bliver en af de største fabrikker i Danmark og den største arbejdsplads på Lolland.

 
  Foto: Femern A/S
 
  Foto: Femern A/S

Tidligere analyser viser, at flere tusind mennesker vil være direkte og indirekte beskæftiget med at bygge Femern Bælt-tunnelen.  

De direkte beskæftigede hos de store entreprenører på byggeriet af Femern Bælt-tunnelen vil i overvejende grad være placeret på dansk side i og omkring Rødbyhavn. 

- Aftalen her om igangsætning af omfattende arbejde på dansk side er en vigtig milepæl, der sikrer mange nye arbejdspladser på Lolland midt i en vanskelig tid, siger transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (V).

Byggeriet bliver forsinket

Aftalen indebærer, at Femern Bælt-forbindelsen nu forventes at åbne medio 2029.

Hidtil har det været planen, at forbindelsen skulle stå færdig i 2028. Transportministeren siger under pressemødet, at man fra dansk side har undersøgt muligheden for at begynde anlægsarbejdet før 1. januar, som nu er planen. 

- Men det har på grund af coronasituationen desværre ikke været muligt. Derfor er anlægsarbejdet blevet udskudt til at begynde 1. januar, og tilsvarende er den endelige slutdato også rykket, siger Benny Engelbrecht. 

VIDEO: Se, hvordan Femern-tunnelen bygges:

Tyskland er ikke informeret

Benny Engelbrecht fortæller, at hverken den tyske kansler Merkel eller den tyske transportminister var blevet oplyst om, at de danske politikere ville gå ud med denne aftale i dag. 

- Jeg har faktisk planlagt at have samtaler med vores tyske partnere lidt senere på dagen, siger han og forklarer, at forskellige ting skulle offentliggøres først.

- Men det vil ikke være nogen overraskelse for dem (tyskerne, red.), at vi lever op til de aftaler, som vi lavede i 2008. Det har Tyskland hele tiden vidst, at vi ville, siger Engelbrecht.


Nyhedsoverblik