Smitteudbrud på skole i Haslev - 54 elever sendt hjem

Derudover er flere medarbejdere blevet sendt hjem i isolation.

Et coronaudbrud på Vibeengskolen i Haslev har betydet hjemsendelse af både elever og personale.

To elever på første klassetrin og to elever på fjerde klassetrin er blevet smittet med coronavirus. Derudover er en medarbejder på skolen blevet testet positiv.

quote Institutionerne gør et stort stykke arbejde for at følge myndighedernes retningslinjer

Henrik Reumert, centerchef i Faxe Kommune

Det betyder, at to skoleklasser med i alt 54 elever er blevet sendt hjem i isolation. Det samme gør sig gældende for en række medarbejdere på institutionen.14 lærere, en psykolog og tre ledere er gået i isolation. 

Det oplyser Henrik Reumert, centerchef Center for Børn & Undervisning i Faxe Kommune, til TV2 ØST. 

Centerchefen oplyser desuden, at der ikke er andre skoler eller institutioner i kommunen, der er ramt pånær et dagplejehjem i Haslev, der også er ramt af et mindre smitteudbrud. 

Øger testkapacitet

Smitteudbruddet i Haslev har blandt andet betydet, at Region Sjælland øger testkapaciteten i Faxe Kommune fra på lørdag. Det betyder, at der tilbydes kviktest på Faxe Sundhedscenter om lørdagen. Derudover kan man blive kviktestet i Rønnede Hallen. 

Ifølge Statens Serum Institut er der i øjeblikket 28 personer i Faxe Kommune, der er smittet med coronavirus. Kommunens incidenstal er derfor 76,7. Til sammenligning er tallet 133,5 i Københavns Kommune og 288,7 i Ishøj Kommune, der har det højeste i landet på nuværende tidspunkt.

- De her tilfælde opstår. Vores incidens- og smittetal i kommunen er lave. Jeg synes, skolerne og institutionerne gør et stort stykke arbejde for at følge myndighedernes retningslinjer, siger Henrik Reumert.

Det er knap to måneder siden, at Haslev sidst var ramt af et smitte udbrud. 

I Februar opstod et udbrud med smitsom mutation i børnehave i Haslev. Her blev børnene på de tre børnehavestuer i den integrerede daginstitution Lillebo i Haslev er sendt hjem på en ufrivillig vinterferie.