Museum udsat for hærværk igen – omstridt banner med hagekors skåret i stykker

En særudstilling om 2. Verdenskrig har fået personer til at begå hærværk mod Museum Østsjælland. Og det er ikke første gang.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nu er det sket igen.  

Museum Østsjællands særudstilling Krigen og Klimaet i Faxe kan få sindene i kog hos nogle. Udstillingen handler om besættelsen af Danmark under 2. Verdenskrig, og den bliver markeret på museets bygning med et banner med et hagekors side om side med Dannebrog.  

quote Vi mener, det er en forkert beslutning at gemme sådan nogle symboler væk

Peter Gravlund Nielsen, direktør, Museum Østsjælland

Det fik fredag aften ved en halvsyvtiden fire personer til at kravle op på museets tag og skære banneret i stykker. 

Det samme skete tilbage i slutningen af august, hvor det 43 meter lange banner blev skåret i stykker. Samtidig blev en stålwire, der holder banneret hængende på bygningen, klippet over, så det faldt sammen. 

- Det er det samme banner, det er skåret i, og det er ødelagt, siger museumsdirektør Peter Gravlund Nielsen.  

Forkert at gemme symboler væk

Efter hærværket i august fik museet sat videoovervågning op, og det er derfor, direktøren ved, hvornår og hvor mange der har begået hærværket. Optagelserne er blevet overleveret til politiet, oplyser Peter Gravlund Nielsen. 

Fire personer kravlede fredag aften op på museets tag og skar banneret i stykker. Det viser museets videoovervågning.
Fire personer kravlede fredag aften op på museets tag og skar banneret i stykker. Det viser museets videoovervågning. Foto: Peter Gravlund Nielsen - Museum Østsjælland

At det nu er anden gang, der udøves hærværk, kan museet ikke bifalde.  

- Jeg har det sådan, at som museum har vi en saglig og god museal tilgang til vores historie. Det er jo det, vi er sat i verden for at fortælle om. Som sådan er vi glade hver gang, vi kan bidrage til en nutidig samfundsdebat. Vi er bare kede af, at udtryksformen hos dem, der har noget på hjerte, er hærværk, siger Peter Gravlund Nielsen.

Læs også
Museum udsat for hærværk - omdiskuteret banner med nazikors er blevet klippet i stykker
Læs også
Museum udsat for hærværk - omdiskuteret banner med nazikors er blevet klippet i stykker

Ligesom direktøren gav udtryk for ved første hærværk, så mener han stadig, at det er forkert at gemme symboler som et hagekors væk, selvom de repræsenterer noget negativt og noget, vi absolut ikke kan lide.

quote Det er rigtig problematisk, hvis man kan præge det offentlige rum ved hjælp af hærværk.

Peter Gravlund Nielsen, direktør, Museum Østsjælland

- På det punkt er vi jo enige med hærværksmændene i, at vi synes heller ikke godt om nazismen. Men vi mener, det er en forkert beslutning at gemme sådan nogle symboler væk. Man giver dem mere værdi blandt dem, der tillægger dem en positiv vinkel. Det er vigtigere at få dem frem i lyset og tale om dem og diskutere dem. Det mente vi sidste gang, og det mener vi stadig. 

Kommer ikke til at ændre udseende

Til spørgsmålet om, hvorvidt endnu et hærværk kan få direktøren til at ændre bannerets udseende, er svaret ganske klart: 

- Det er ikke det, der falder mig først for, lyder det fra Peter Gravlund Nielsen.  

- Jeg synes, det er rigtig problematisk, hvis man kan præge det offentlige rum ved hjælp af hærværk. Det er ikke en acceptabel form for dialog. Der er lidt meget monolog over det. 

VIDEO: Tilbage i august var Museum Østsjælland første gang udsat for hærværk. 

 

Efter hærværket i august fik museet henvendelser fra nogle borgere, som var kritiske overfor banneret og brugen af hagekorset. Her svarede direktøren dem alle og gik også i dialog med dem, der havde behov for det. 

- Jeg har også mødtes med en af kritikerne over en kop kaffe her på museet, hvor vi fik en snak om det. Vi var selvfølgelig ikke enige, men på den måde forstår man måske lidt bedre hinanden og de valg, der ligger bag beslutningerne. Og det er ikke lige det, man vælger, når man kravler op og skærer i tingene, siger Peter Gravlund Nielsen. 

Inviterer gerningsmændene på kaffe

Nu fortsætter arbejdet med at finde en løsning på at undgå flere hærværk. 

- Nu tænker vi os lige om engang, hvordan vi kan gøre det her, siger Peter Gravlund Nielsen. 

- Det er måske, hvordan den skal sidde på bygningen og forskellige andre tiltag. Jeg ved det ikke helt endnu, men det er vi ved at finde en løsning på.  

Artiklen fortsætter under billedet.

Det 43 meter lange banner er blevet udsat for hærværk fredag af fire personer, viser museets videoovervågning.
Det 43 meter lange banner er blevet udsat for hærværk fredag af fire personer, viser museets videoovervågning. Foto: Peter Gravlund Nielsen - Museum Østsjælland

Og så har museumsdirektøren bare en sidste opfordring. 

- Jeg kan kun opfordre til, at hvis man ønsker en dialog eller debat, står vi fuldstændig åbne. Vi lægger gerne hus og kaffe til, siger han. 

- Og så vil jeg gerne invitere de her fire personer ind til en snak om, hvad problemet er. I stedet for at skære i det, hvis man synes, det er så dårlig en idé, så stiller jeg gerne varm kaffe til rådighed. Hvis de har lyst til at snakke med mig, så er de velkomne til det, og det skal nok foregå fuldstændig anonymt.  

c.jpg
Læs også
Museum hænger hagekors på facaden: - Det er skræmmende
c.jpg
Læs også
Museum hænger hagekors på facaden: - Det er skræmmende

Særudstillingen Krigen & Klimakrisen fortæller om besættelsen under 2. Verdenskrig fra et lokalt perspektiv. Den kan opleves frem til 31. marts 2022.  

TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra politiets lokalefterforskning uden held. 


Nyhedsoverblik