Invasion af skovgæster sender dyr på flugt: - Sidste weekend vil jeg kalde undtagelsestilstand

Privatejede skove oplever stor interesse for tiden, men ikke alle gæster overholder reglerne for besøg, og det går hårdt ud over dyrelivet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Med efterhånden flere måneders nedlukning af samfundet er skovene og naturen blevet overrendte udflugtsmål. Ikke mindst forrige uges snefald gjorde naturen til trækplaster for udflugtshungrende borgere.

De mange besøgende er dog gået hen og blevet en udfordring for såvel ejerne af skovene som de dyr, for hvem skoven er et hjem.

quote Sidste weekend vil jeg kalde undtagelsestilstand. Der var tusindvis af skiturister i skoven, og de var overalt

Jens Risom, godsforvalter, Gisselfeld Kloster

Det oplever man blandt andet i skovene omkring Gisselfeld Kloster i Faxe Kommune, fortæller godsforvalter Jens Risom:

- Nu her den seneste tid, hvor vi har haft alt det her fine sne, har vi oplevet en invasion. Sidste weekend vil jeg kalde undtagelsestilstand. Der var tusindvis af skiturister i skoven, og de var overalt.

Han forklarer, at de mange besøgende, som ikke overholder de anvisninger, der gør sig gældende i de privatejede skove, udgør et stort problem.

- Ikke mindst går det ud over vores mulighed for selv at færdes i skoven og drive vores erhverv med skovbrug og udlejning, men det går også vældig meget ud over dyrene i skoven, siger Jens Risom.

Stressede dyr må aflives

Konsekvenserne for dyrelivet er på det seneste kommet så vidt, at det har været nødvendigt at aflive dyr, fordi de har været skræmt fra vid og sans, forklarer godsforvalteren.

Imens er andre dyr blevet kørt ned på vejene, når de har taget flugten ud af skovene.

- Vi har rigtig meget hjortevildt i skoven, og hjortevildtet for rundt på vejene midt på dagen, og de for ud på markerne og stod meget stressede og forvirrede over den situation, siger han og tilføjer:

- Vi har oplevet, at vildt er blevet kørt ned, og vi har måttet aflive dyr, der er så stressede, at de ikke kan klare den.

Læs også
Corona sætter naturperler under pres - nu lancerer kommune ture med afstand
Læs også
Corona sætter naturperler under pres - nu lancerer kommune ture med afstand

Men det er langt fra alle, der er klar over, at der gælder helt særlige regler, når man begiver sig ind på nogle af de godt 430.000 hektarer privatejet skov, som findes i Danmark.

Appel til skovgæster

TV2 ØST traf et par af skovgæsterne i dag, som ikke kendte til reglerne.

Skovene omkring Gisselfeld Kloster har været yndede udflugtsmål i de seneste dage, hvor sneen trak også skiløbere til. Der gælder imidlertid særlige regler for færdsel i private skove, som blandt andet har til formål at passe på dyrene.
Skovene omkring Gisselfeld Kloster har været yndede udflugtsmål i de seneste dage, hvor sneen trak også skiløbere til. Der gælder imidlertid særlige regler for færdsel i private skove, som blandt andet har til formål at passe på dyrene. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

- Jeg var godt klar over, at man ikke må tage ting som grene med hjem, som der står her (på listen med regler for færdsel i privat skov red.) – det var jeg godt klar over, siger Henrik Bruun fra Næstved og tilføjer:

- Men jeg var ikke klar over, at man ikke må færdes uden for stierne, så det har jeg gjort uden at være klar over det.

Han tror, at mange ligesom ham, uforvarende kommer til at overtræde reglerne, fordi de ikke kender dem.

Henrik Bruun finder dog reglerne fornuftige. Også Josefine Forsberg Hovlind fra Haslev synes, at reglerne giver god mening – hvis man ellers kender til dem:

- Nogle af reglerne giver god mening, som at man ikke må tænde bål. Men at man skal spørge ejer om lov til at gå her (udenfor stierne red.), det vidste jeg ikke, siger hun.

Josefine Forsberg Hovlind fra Haslev (tv) kendte ikke til reglerne for færdsel i privatejede skove - men hun synes, de giver god mening for at passe på dyrene.
Josefine Forsberg Hovlind fra Haslev (tv) kendte ikke til reglerne for færdsel i privatejede skove - men hun synes, de giver god mening for at passe på dyrene. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Fra Gisselfeld Kloster lyder der således en klar appel til gæsterne i skoven om at sætte sig ind i reglerne.

- Husk nu – man må kun færdes på vejene, og der er nogle spilleregler for, hvornår man må være her – man må kun være her til solnedgang, og man skal huske at holde sine hunde i snor, siger Jens Risom.

Det er kun en måned siden, at Knuthenborg Gods, som ejer Merritskov ved Bandholm, måtte gå ud med en offentlig advarsel til gæsterne om at holde sig til stierne.

Læs også
Gæster går på livsfarlig jagt efter gode billeder af vilde dyr - nu advarer Knuthenborg
Læs også
Gæster går på livsfarlig jagt efter gode billeder af vilde dyr - nu advarer Knuthenborg

Her var det især skovens eksotiske dyr, som fik skovgæster til at gå på en livsfarlig fotojagt efter vildsvin og bisonokser.

Det er omkring 70 procent af det samlede skovareal i Danmark, der ejes af private. Reglerne for at besøge disse skove kan du finde i faktaboksen nedenfor.

De væsentligste regler for adgangen til de private skove

  • Du må færdes til fods og cykle på egnede veje og stier i private skove fra kl. 6 til solnedgang.
  • Du må tage din hund med i skoven, og den skal altid være i snor
  • Du må gøre ophold på veje og stier, hvis der er mindst 150 meter til beboelses- og driftsbygninger.
  • Du må kun færdes til fods og opholde dig i skovbunden, hvis du har spurgt ejeren om lov.
  • Du må samle nødder, bær, kogler, svampe, blomster, urter, grene, kviste, mos og lav, hvis du kan nå dem fra stier og veje. Du må tage til eget brug – omkring en posefuld.
  • Du må ikke skære eller klippe noget af træerne.
  • Du må kun overnatte i private skove med ejerens tilladelse.
  • Du må kun tænde bål, bruge kogeapparater eller andre åbne ildsteder i private skove med ejerens tilladelse.
  • Du må ride på private fællesveje, der fører gennem skoven. Ellers kræver ridning altid ejerens tilladelse.

Kilde: Dansk Skovforening


Nyhedsoverblik