Gruppevoldtægt eller gruppesex? Ankesag begynder i Østre Landsret

En sag om påstået gruppevoldtægt af en 15-årig pige skal for retten i Østre Landsret. Fire mænd nægter sig skyldige. De siger, at det var sex med samtykke

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Var det voldtægt af en 15-årig pige eller sex med samtykke? Det er det spørgsmål, Østre Landsret skal tage stilling til, når de mandag påbegynder retssagen mod fire unge mænd. 

Mændene, hvoraf tre af dem i dag er 20 år og en er 18, er tiltalt for voldtægt. Tre af dem er af anden etnisk herkomst end dansk. De nægter sig skyldige i anklagen, og fastholder, at der var tale om frivillig sex med den dengang 15-årige pige.

I Retten i Næstved blev de fire mænd idømt 3,5 og fire års fængsel, ligesom den ene af de dømte blev udvist af Danmark. Retten lagde blandt andet vægt på, at der havde været en underliggende trussel i, at pigen har befundet sig alene i et skur midt om natten sammen med fire ældre drenge.

Sofiendalskolen
Læs også
Fire mænd dømt i sag om voldtægt af 15-årig pige
Sofiendalskolen
Læs også
Fire mænd dømt i sag om voldtægt af 15-årig pige

Skrev sammen på SMS

Sagen udspringer af et møde i et skur ved Sofiendalskolen i Haslev klokken halv tre om natten mellem den 1. og 2. maj 2020. Flere unge fra byen sad i deres biler ved parkeringspladsen ved skolen. Nogle af dem var påvirkede af hash eller alkohol, andre var ikke.


Blandt de unge var den 15-årige pige. Hun var beruset. Anklageren fremlagde i byretten en række sms-beskeder, der viser, at pigen om aftenen skrev sammen med en dengang 18-årig mand. Måske var hun på parkeringspladsen, fordi den 18-årige truede hendes ven B., og sagde, at han ville flække B.s hoved, hvis ikke han sørgede for, at pigen ventede på parkeringspladsen midt om natten indtil den 18-årige kom. Det var anklagerens påstand.

Måske var det, fordi hun var interesseret i ham, som de tiltalte selv forklarede i Retten i Næstved. Tidligere på dagen havde pigen nemlig fortalt sin ven B., at hun godt kunne tænke sig at have sex med den dengang 18-årige, der er en lidt muskuløs mand af anden etnisk herkomst end dansk. 

Voxpop voldtægtssag Haslev
Læs også
Haslevborgere om voldtægtssag: - Det er nogle hårde, men retfærdige domme
Voxpop voldtægtssag Haslev
Læs også
Haslevborgere om voldtægtssag: - Det er nogle hårde, men retfærdige domme

SMS'erne viser i hvert fald, at pigen og den unge mand skrev sammen om at mødes. Det fremgår også af korrespondancen, at pigen var træt af at vente, og at hun ventede utålmodigt på manden. Men fordi man siger ja til at mødes, betyder det ikke, at man siger  ja tak til sex med en eller flere personer, som anklager Charlotte Skovmand påpegede under byretssagen i Næstved.

Underhudsblødninger og hudafskrabninger

Omkring klokken 02.30 ankom manden sammen med tre venner til parkeringspladsen ved skolen i Haslev. Pigen og den 18-årige gik derefter ned mod skuret. Pigen sagde til sine venner, at hun bare skulle tale med manden, og selvom hendes veninde under byretssagen fortalte, at hun advarede hende og sagde ”måske vil de have sex med dig”, så lyttede den berusede pige ikke. I stedet sagde hun ifølge veninden ”ja ja, jeg ved det godt, men de gør mig ikke noget, jeg kender dem”.

Ifølge de fire mænd gik pigen og den 18-årige ned til et skur, hvor de havde frivillig sex. Derefter bad pigen den 18-årige mand om at ringe efter sine tre venner, så de også kunne deltage i de seksuelle aktiviteter. Da de tre mænd ankom til skuret, havde yderligere to af mændene sex med pigen, mens den fjerde mand så på. Det skete ifølge mændene med pigens fulde accept og deltagelse. Den forklaring forkastede Retten i Næstved som utroværdig.

Den fjerde mand filmede episoden med sin mobiltelefon. Han har erkendt, at han ikke spurgte pigen om lov til dette. Retten i Næstved dømte ham for medvirken til voldtægt. Han var med i skuret, han så på, og han filmede voldtægten i stedet for at stoppe den og hjælpe pigen. Derfor fik også han 3,5 års fængsel, selvom hans forsvarer havde argumenteret for en frifindelse eller allerhøjest en fængselsstraf på 7-8 måneder for medvirken.

Pigen har selv forklaret politiet, at da hun ankom til skuret med den 18-årige, voldtog han hende først selv, og derefter ringede han efter sine venner, der kom ned i skuret. To af vennerne voldtog derefter også pigen, selvom hun har forklaret, at hun flere gange sagde nej og at hun ville hjem. Mændene havde taget hendes mobiltelefon, og slog hende i ansigtet og på ballerne.

En personundersøgelse af pigen på Rigshospitalet få timer efter episoden viser, at pigen har hudafskrabninger og underhudsblødninger, der tyder på slag på ballerne og på hoften. Desuden blødte pigen og havde rifter i underlivet.

”Frøs” i gerningsøjeblikket

Under byretssagen forklarede de tiltalte, at de spurgte pigen, om hun gerne ville have sex, og om det var dejligt. Ifølge de fire mænd bekræftede pigen, at hun ønskede sex og at hun nød det. Dette har de fastholdt, siden de blev fremstillet første gang i grundlovsforhør.

Anklager Charlotte Skovmand påstod derimod under byretssagen, at pigen havde følt sig presset af den 18-årige mand. Hun påpegede, at man blandt andet via sms-beskeder kunne uddrage, at voldtægten var planlagt, ligesom det var planlagt, at ugerningen skulle filmes og videresendes til andre. Hun belyste, at pigen var beruset og formentlig ”frøs” i gerningsøjeblikket og derfor ikke gjorde fysisk modstand. Men, sagde hun, der er ingen af hendes venner og veninder, som så hende bagefter, der ikke var enige om, at hun var rigtigt ked af det. Hun græd og talte om voldtægt.

Derudover anførte anklageren under byretssagen, at pigen selv og flere af vidnerne i sagen havde været udsat for et stort pres i lokalområdet for ikke at sige noget ufordelagtigt om de fire mænd op til retssagen.

Retten i Næstved kendte blandt andet mændene skyldige, fordi man fandt pigens forklaring troværdig, ligesom man lagde vægt på pigens mors og venindes forklaringer.

De fire mænd blev udover fængselsstraffene dømt til at betale tort til pigen på 120.000 kroner. Alle fire mænd ankede på stedet dommen, der altså påbegyndes i Østre Landsret mandag og behandles over fire dage. Der forventes dom i sagen 20. august.


Nyhedsoverblik