Fødevarestyrelsen advarer: - Spis ikke fisk fra disse søer og åer

Biolog frygter, at PFAS-forurening er udbredt i vandmiljøet, og at vi kun har set toppen af isbjerget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Otte søer og åer landet over er så forurenet med sundhedsskadelige PFAS-stoffer, at Fødevarestyrelsen fraråder at spise fisk, der er fanget der. 

Korsør Nor og Faxe Å er blandt de udpegede steder med forurening.

Det skriver DR Nyheder.

Biolog i Danmarks Sportsfiskerforbund Kaare Manniche Ebert er rystet over, at de hormonforstyrrende stoffer findes i så stort et omfang.

Han frygter, at vi kun har set "toppen af isbjerget".

- Altså otte søer er for mange, men jeg forventer og frygter, at det kan blive markant flere, når man først får tjekket de danske søer, siger han til DR.

PFOS i blodet

PFAS er en gruppe stoffer, der er kendetegnet ved, at de stort set ikke nedbrydes i naturen.

De findes i en lang række produkter som eksempelvis makeup, cremer, maling og regntøj.

For halvandet år siden dukkede et af stofferne, PFOS, op i blodprøver hos 118 børn og voksne, der har spist kød fra kvæg i et kogræsserlaug i Slagelse.

Læs også
Der er PFAS i grundvandet i hver femte kommune
Læs også
Der er PFAS i grundvandet i hver femte kommune

Danske Regioner udpegede efterfølgende 14.607 områder landet over, som kan være forurenet med PFAS-stoffer.

Lektor i miljøkemi ved Københavns Universitet Bjarne Strobel deler lystfiskernes bekymring.

Han siger til DR, at problemet med PFAS i naturen er "meget større og mere omfattende, end vi egentlig havde forventet".

En enkelt skader ikke

Lektoren understreger dog, at en enkelt forurenet fisk i sig selv ikke udgør et sundhedsmæssigt problem.

Det er først, hvis man får forurenede fisk mange dage i træk og fra samme sted, at det kan blive et problem.

Det frarådes at spise fisk fra disse steder:

Korsør Nor ved Slagelse

Mølleå i Nordsjælland

Furesøen ved Furesø Kommune

Egåen i Aarhus Kommune

Lille Vejleå i Greve

Herningsholm Å i Herning

Faxe Å i Faxe

Svanesø i Skanderborg.

Det er ikke bare i søer og vandløb, de uønskede stoffer findes.

Forleden skrev TV2.dk, at PFAS-stoffer er konstateret over grænseværdien i en eller flere drikkevandsboringer i hver femte af landets kommuner.

Det betyder, at vandværkerne skal bruge ressourcer på at rense eller fortynde vandet, inden det sendes ud til forbrugerne.


Nyhedsoverblik