Der er PFAS i grundvandet i hver femte kommune

20 kommuner har fundet PFAS over grænseværdien for drikkevand i en eller flere af deres vandboringer. Det viser en rundspørge foretaget af TV 2.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Overalt i Danmark er drikkevandsboringer ramt af de potentielt sundhedsskadelige PFAS-kemikalier.

TV 2 har spurgt alle landets kommuner og hver femte melder tilbage, at de har én eller flere indvindingssboringer til drikkevand, der er ramt af PFAS over grænseværdien for drikkevand.

I alt drejer det sig om 79 boringer ud af de almene vandforsyningers omkring 7.000 indvindingsboringer på landsplan.

Helt konkret betyder det, at vandet i de forurenede boringer ikke må anvendes til drikkevand uden det enten fortyndes eller renses.

En af de kommuner, der er særligt hårdt ramt af de såkaldte evighedskemikalier er Frederikshavn Kommune, hvor Skagen ligger.

Selv om alle vandboringer i Skagen ligger i et beskyttet naturområde udenfor Skagen by, er 29 ud af 31 af boringerne forurenet med de potentielt sundhedsskadelige kemikalier.

Og koncentrationerne ligger over grænseværdien for drikkevand.

- Det er et EU-habitatområde. Det er næsten den ypperligste beskyttelse, du kan få af drikkevandet. Og trods det, så har vi fundet det i vores drikkevandsboringer, siger Lars B. Østergaard, der er forsyningschef for Vand i Frederikshavn Forsyning.

tempsnip


Det kom som en stor overraskelse for den kommunalt ejede vandforsyning, da prøveresultaterne tikkede ind.

- Vi havde slet ikke ventet at finde noget i Skagen, konstaterer Lars B. Østergaard.

Den foreløbige løsning på problemet er at blande det PFAS-forurenede vand fra Skagen sammen med rent vand, der leveres via en rørledning fra byen Tolne næsten 40 kilometer væk.

- Det gør, at vi kan fortynde os ud af det, så det ikke er måleligt på det vand, der kommer ud til forbrugerne, forklarer Lars B. Østergaard.

Han understreger samtidig, at de fire værst ramte boringer i Skagen tages helt ud drift. Blandt dem er Danmarks mest PFAS-forurenede indvindingsboring, nemlig boring 1.194, hvor der er blevet målt et indhold på 23,7 nanogram PFAS pr. liter vand.

Det er mere end ti gange så meget som grænseværdien for PFAS i drikkevand, der ligger på 2 nanogram pr. liter.

- Det er meget små mængder, vi taler om, men det er stadig nogle stoffer, der er kategoriserede som kræftfremkaldende og meget uønskede i drikkevand, siger forsyningschef Lars B. Østergaard fra Frederikshavn Forsyning.

En række andre kystnære kommuner såsom Svendborg, Thisted og Fanø har ligesom Frederikshavn fundet PFAS i deres boringer, men også kommunerne omkring København er ramt.

Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (HOFOR), der henter sit drikkevand til københavnerne i omegnskommunerne har for eksempel konstateret PFAS over grænseværdien for drikkevand i 11 af sine boringer - syv boringer i Ishøj Kommune, to i Egedal Kommune og to i Rødovre Kommune.

HOFOR understreger dog, at selv om vandet er forurenet i boringerne, overholder det grænseværdien, når det sendes ud fra vandværket til forbrugerne.

Skadeligt for børn

Det er problematisk, at så mange boringer er ramt, mener Amalie Timmermann, der er forsker på Statens Institut for Folkesundhed.

- Det er rigtigt alvorligt. Det her er et stof, som vi ved har en masse sundhedsskadelige effekter både på voksne og især også på børn, så det er absolut bekymrende, siger Amalie Timmermann.

PFAS-stofferne er ikke akut giftige - men de akkumuleres i kroppen over tid.

- De er utroligt svære at nedbryde, så når vi først får dem ind i kroppen, så er de rigtig svære at komme af med igen, og det betyder at hvis vi udsættes for dem hver dag, så ophobes de i vores krop over tid, forklarer Amalie Timmermann fra Statens Institut for Folkesundhed.

opgørelse vandboringer

Hun fortæller, at PFAS-kemikalierne påvirker menneskekroppen på en række negative måder.

Forsker Amalie Timmermann fra Statens Institut for Folkesundhed peger på, at PFAS er særligt problematisk for børn.
Forsker Amalie Timmermann fra Statens Institut for Folkesundhed peger på, at PFAS er særligt problematisk for børn. Foto: TV2


Hos voksne kan PFAS give forhøjet kolesterol og i høje koncentrationer medføre en øget risiko for kræft. PFAS kan desuden give fertilitetsproblemer.

- Det er et hormonforstyrrende stof, så det har også effekt på kvinders evne til at amme og hos børn ved vi, at det skader deres immunsystem, siger Amalie Timmermann.

En million per boring

De fleste steder kan vandforsyningerne fortynde sig ud af problemerne med PFAS ved at blande det forurenede vand op med rent vand, hvilket er det billigste. Men løsningerne tæller også forskellige former for rensning af vandet og etablering af nye boringer, hvilket kan være dyrt.

For eksempel koster det i omegnen af en million kroner at etablere en ny indvindingsboring til drikkevand.

- Det er jo ikke bare lige at lave en ny boring, hvis det er der man havner. Det er heller ikke bare lige at begynde at rense, fordi det koster penge, det tager tid og i sidste ende er det forbrugerne, der kommer til at betale den ekstra omkostning, siger Susan Münster, der er direktør for Danske Vandværker.

I sommer kom det frem, at Fanø Kommune ikke længere havde noget rent drikkevand til forbrugerne, fordi samtlige af øens indvindingsboringer havde et indhold af PFAS over grænseværdien, hvilket fik såvel beboere som sommergæster til at hamstre vand på flasker.

Danske Vandværker forventer, at flere danske vandboringer fremover vil blive ramt af PFAS-forureninger.
Danske Vandværker forventer, at flere danske vandboringer fremover vil blive ramt af PFAS-forureninger. Foto: TV2


For at overholde grænseværdien for drikkevand er Fanø Vand siden gået i gang med en kulfiltrering af grundvandet, der indeholder op til 7 nanogram PFAS pr. liter. Processen kan bringe indholdet af PFAS ned under 2 nanogram pr. liter.

Man forventer dog ikke, at løsningen er effektiv i det lange løb, så et andet anlæg med en anden teknologi kaldet ionbytning forventes at sættes i gang i februar 2023. Desuden overvejer man fortsat at anlægge en rørledning til fastlandet for at kunne hente rent vand derfra.

For mange vandforsyninger skaber PFAS forureningerne store udfordringer ligesom på Fanø.

- Det er alvorligt. Vi synes, det er bekymrende, fordi det bliver fundet så mange forskellige steder, siger direktør Susan Münster fra Danske Vandværker.

Flere vil blive ramt

Mange vandforsyninger rundt om i landet står uforstående overfor, hvordan PFAS-kemikalierne har fundet vej til deres boringer.

- Det giver stof til eftertanke. Hvordan er det overhovedet havnet der? spørger Susan Münster.

Danske Regioner har udpeget op mod 15.000 steder i Danmark, hvor der er mistanke om punktforureninger med PFAS-stoffer, men flere forurenede boringer ligger slet ikke i nærheden af disse steder.

Undersøgelser har påvist, at PFAS stofferne også har fundet vej til havvandet og TV 2 har tidligere fundet PFAS i regnvand flere steder i landet. Dermed er kemikalierne at finde overalt i vandkredsløbet.

- Det siger også noget om, at det ikke bare er et knips med fingrene, så har vi det løst, siger Susan Münster.

Danske vandværker forventer, at stadig flere vandboringer vil blive ramt af PFAS forureninger i de kommende år.

- Man kommer nok til at finde flere boringer med PFAS over grænseværdien i fremtiden. Stofferne er efter alt at dømme på vej ned mod grundvandet, siger direktør Susan Münster.


Nyhedsoverblik