Nyhedsoverblik

15-årige drenge sigtet for voldsomme overfald

To drenge på 15 år er blevet sigtet for to overfald på en jævnaldrende dreng i Faxe mandag og tirsdag i denne uge.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ved overfaldet mandag blev det 15-årige offer, der bor i Haslev, slået omkuld med flere knytnæveslag, og blev derefter sparket på kroppen. Der er ikke frigivet mange detaljer om overfaldet tirsdag.

De to unge drenge er ud over at have begået kvalificeret vold mod den 15-årige også blevet sigtet for vidnetrusler i sagen.

Politiet oplyser, at de to nu er løsladt - men at de sociale myndigheder er underrettet om sagen.