Torsdag blev 11 personer fra en congolesisk flygtningefamilie i Haslev indlagt i al hast. Flere af familiens børn viste tegn på en mulig svampeforgiftning.
Men familien havde ikke været ude i naturen for at samle svampe, fortæller faren i familien, Benjamin Lurhabaya, til TV ØST.
Han afviser dermed, at familien skulle have spist grøn fluesvamp, som nogle af gættene har kredset om.
- Vi har ikke samlet svampe eller andet i naturen. Hvorfor skulle vi samle svampe, når de koster 13 kroner i Netto? spørger faren.
Ifølge ham skulle familien rigtig nok have spist en ret med oksekød og svampe om søndagen, før de blev indlagt, men alle ingredienser var købt i supermarkeder.
- Der er stadig rester af ingredienserne i køleskabet, siger Benjamin Lurhabaya.
Mangler endnu svar
Familien har en nyttehave, hvor de dyrker for eksempel kartofler og bønner, men dem har de heller ikke spist, siger faren. Dermed er der altså endnu ikke noget svar på, hvad der gjorde familien så syge, at to af børnene døde og to yderligere har fået levertransplantationer.
Vi har ikke samlet svampe eller andet i naturen. Hvorfor skulle vi samle svampe, når de koster 13 kroner i Netto?
Den ældste datter i familie, Naomi på 15 år, og flere af de andre begyndte at få det skidt allerede om mandagen, og det fik familien til at henvende sig til deres praktiserende læge.
Dagen efter bliver datteren tilset på Næstved Sygehus, men her vurderede lægerne, at hun led af en maveinfektion. Det fik hun behandling for, hvorefter hun og familien blev sendt hjem.
Familien er udskrevet
Men behandlingen hjalp ikke. Om onsdagen tilkaldte familien en vagtlæge, og lægen satte gang i en behandling for blærebetændelse. Torsdag morgen var Naomi og flere af hendes søskende dog i så dårlig tilstand, at faren ringede til Alarmcentralen. Derefter blev hele familien bortset fra familiens 18-årige søn indlagt.
Sønnen var netop flyttet hjemmefra og udviste ikke tegn på forgiftning.
15-årige Naomi og hendes bror Theofile, der gik i 0. klasse, stod ikke til at redde. De afgik ved døden i torsdags.
Størstedelen af familien er udskrevet igen, bortset fra de to, der har fået foretaget transplantationer – Nathali og Esperance. Indtil de er klar til at komme hjem til Haslev igen, bor familien på et værelse tæt ved Rigshospitalet.