Nu er kontrakten til den nye Storstrømsbro underskrevet

Vejdirektoratet oplyser, at de netop har underskrevet kontrakten med det italienske konsortium på den nye Storstrømsbro.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nu er der skrevet under med det italienske konsortium på opgaven med at bygge den nye Storstrømsbro.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Kontrakten er underskrevet af de tre firmaer Itinera, Grandi Livori Fincosit og Condotte. Condotte har kun fået 0,01 procent ejerandel.

- Med dagens underskrifter af totalentreprisen på Storstrømsbroen er aftalen nu formelt på plads mellem Vejdirektoratet og SBJV (Storstrøm Bridge Joint Venture, red.). Condotte er uden bestemmende indflydelse i konsortiet, og det er aftalt med parterne, at selskabets ejerandel kun kan ændres efter aftale med bygherre, hvilket vil sige os, siger Erik Stoklund Larsen, der er projektdirektør i Vejdirektoratet, i pressemeddelelsen.

Med kontrakten underskrevet understreger projektdirektør Ennio Buson fra Itinera, som repræsenterer SBJV, at man er godt rustet til opgaven.

- For os handler det først og fremmest om at levere et anlæg, der lever op til alle krav under udførelsen og naturligvis bagefter, når det bliver taget i brug. For at nå det mål har et stærkt partnerskab med lokale og regionale myndigheder og samarbejdsorganisationer absolut en høj prioritet hos os, siger Ennio Buson

Tyveri og videresalg af byggematerialer

Underskriften har været længe undervejs. For de italienske entreprenører har været i noget af et stormvejr. 

Senest kunne Fagbladet 3F berette om firmaet Grandi Lavori Fincosit (GLF), som er hovedentreprenør på et stort tunnelbyggeri i alpeområdet Colle di Tenda mellem Italien og Frankrig.

Det italienske politi har angiveligt beviser for, at ledende medarbejdere fra GLF har stået i spidsen for systematisk tyveri og videresalg af vigtige byggematerialer til tunnelen.

Byggeriet er blevet beordret stoppet af frygt for sikkerheden, og politiet har sat to chefer fra GLF i husarrest.

Og så var der Condotte

Condotte har fået en ejerandel på 0,01 procent ved byggeriet af Storstrømsbroen.

Egentlig havde de fået sparket ud af projektet efter adskillige sager om korruption, bestikkelse, gæld og mulig konkurs.

De facto betyder ejerandelen på 0,01 procent, at virksomheden ingen indflydelse har, men stadig er en del af konsortiet. Condottes resterende ejerandele og tilsvarende ansvar overgår i stedet til de to andre entreprenører Itinera og Grandi Lavori Fincosit.

Første spadestik forventes foretaget i efteråret 2018 og åbning i 2022 for vejdelen og 2023 for banedelen.

Haft en god dialog hele vejen

Men trods mange historier om de italienske entreprenører er Erik Stoklund Larsen fra Vejdirektoratet positiv omkring det kommende byggeri.

- Der har været skrevet og sagt meget om SBJV i den seneste tid. Vi har imidlertid haft en god dialog med deres hold hele vejen igennem udbudsprocessen, og med den aftalte selskabskonstruktion er vi klar til at fortsætte samarbejdet om at få bygget selve broen. Den nye Storstrømsbro vil komme hele regionen til gavn, både mens arbejdet er i gang, og efter broen åbner for trafik, siger Erik Stoklund Larsen.

Den samlede pris for projektet inklusive nedrivning af den eksisterende Storstrømsbro løber op i omkring 4,1 milliarder kroner.


Nyhedsoverblik