Vejens navn siger alt: - Det er dødkedeligt at være lukket inde på Indelukket

Danmark har været delvist lukket ned i tre uger nu. Det kan mærkes i de fleste hjem - ikke mindst i dem på Indelukket ved Ringsted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når man kører fra Ringsted til Haslev - eller omvendt - kommer man igennem den lille by Mulstrup. Her ligger vejen Indelukket.

En smal vej, hvor husene først ligger lidt tæt, og et par hundrede meter længere henne åbner landskabet sig op med marker og gårde.

quote Vi prøver at holde fanen højt herhjemme ved at være så meget i haven, som vejret nu tillader

Rita Lund, Indelukket 6, Mulstrup

I starten af vejen, i nummer 7, bor Eva og Michael Henningsen med deres to børn, Arthur og Marcus på to og tre år.

Siden statsminister Mette Frederiksen (S) den 11. marts annoncerede, at store dele af det offentlige Danmark ville blive lukket ned, har Eva og Michael Henningsen skulle jonglere arbejde, studie og børn.

- Michael er alene med dem alle hverdage i dagtimerne, og når lørdag kommer, så tager jeg over, og han tager på arbejde, fortæller Eva Henningsen.

Daginstitutionerne er mere eller mindre lukket ned. I weekenden er Eva Henningsen alene med Arthur og Marcus, mens deres far, Michael passer sit arbejde. Mandag til fredag er det omvendt.
Daginstitutionerne er mere eller mindre lukket ned. I weekenden er Eva Henningsen alene med Arthur og Marcus, mens deres far, Michael passer sit arbejde. Mandag til fredag er det omvendt. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Hjemmestudier hos naboen

Michael Henningsen arbejder som dyrepasser på Panuminstituttet i København, hvor han passer forsøgsdyr, og Eva Henningsen læser til farmakonom. Da alle uddannelsesinstitutioner er lukket ned for tiden, er Evas undervisning skiftet ud med fjernstudier på internettet.

Med to små børn hjemme er det svært at få ro til at studere, så mandag til fredag går hun ned til sin nabo, Carsten Birkenø i nummer 15.

- Der har vi vores lille miniskole, Mulstrup Lille Skole, som vores anden nabo har opkaldt den. Der kommer jeg ned hver morgen klokken otte, og så sidder jeg dernede til tre-fire stykker, fortæller Eva Henningsen.

quote Det er jo dødkedeligt bare at være lukket inde på Indelukket

Eva Henningsen, Indelukket 7, Mulstrup

Tre uger med den form for skiftearbejde mellem hende og Michael giver udfordringer. 

Eva Henningsen sukker.

- Det er lidt hårdt, ik'? Det er hårdt i hverdagene, når Michael er alene hjemme med børnene fra 8 til 16. Vi er stort set aldrig sammen om dem for tiden, så det er jo svært med sådan nogle små bisser, siger hun.

Mulstrup Lille Skole

I nummer 15 skal Carsten Birkenø ikke jonglere børn og studie, da han bor alene. Derfor er det også her han og naboen, Eva får ro til at passe studierne.

Carsten er lige begyndt på pædagogstudiet. Han synes, det er frustrerende at  skulle studere hjemmefra her under coronaepidemien.

- Men det bliver vi jo nødt til, hvis vi skal igennem det her, siger Carsten Birkenø.

Carsten Birkenø bor på Indelukket 15. Han læser til pædagog, men må gøre det hjemmefra, da pædagoguddannelsen i Vordingborg er lukket ned.
Carsten Birkenø bor på Indelukket 15. Han læser til pædagog, men må gøre det hjemmefra, da pædagoguddannelsen i Vordingborg er lukket ned. Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST

En anderledes påske

På Indelukket nummer 10 kommer Mogens og Gerda Hansen ud, da vi banker på. De er begge over 80 år og har ikke været ude at køre i deres bil i snart fire uger.

- Vi bliver hjemme, indtil vi får lov at udfolde os igen, siger Mogens Hansen.

Mogens og Gerda Hansen bor på Indelukket 10. Deres bil har holdt stille i carporten i snart fire uger.
Mogens og Gerda Hansen bor på Indelukket 10. Deres bil har holdt stille i carporten i snart fire uger. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Derfor går ægteparret også en noget anderledes påske i møde i år.

- Jeg tror, det er første gang, jeg ikke har været på kirkegården ved mine forældre og sætte noget, siger Gerda Hansen.

- Det plejer vi jo gerne at være til påske, ik?, supplerer hendes mand.

Lukker ingen ind

Deres nabo i nummer 6, Rita Lund, arbejder som ergoterapeut på et plejecenter: Hun lukker ikke andre end sin mand ind i huset af frygt for at kunne smitte de ældre med coronavirus.

- Det har været helt naturligt ikke at have for mange indenfor, siger hun.

Selvom hun hver dag tager på arbejde, så kan hun også sagtens mærke, at Danmark har været lukket ned i tre uger.

Birthe og børnebørn
Læs også
Birthe spørger om coronavirus:
Må man godt være sammen med børnebørnene?
Birthe og børnebørn
Læs også
Birthe spørger om coronavirus:
Må man godt være sammen med børnebørnene?

Når hun tager toget på arbejde, savner hun lidt mere nærvær fra de medrejsende.

- Vi er så stonefaced. Vi behøver måske ikke sige godmorgen for at undgå at spytte, men man kunne måske godt bare sende et smil til hinanden, mener Rita Lund.

Selv holder hun sig fuldstændigt fra at se venner og familie i disse tider.

- Vi prøver at holde fanen højt herhjemme ved at være så meget i haven, som vejret nu tillader.

I Indelukket 6 er Rita Lund i gang med at gøre krukkerne forårsklar. Hun arbejder på et plejecenter og i frygt for at risikere at tage coronavirus med ind til de ældre, lukker hun ingen ind i sit hjem.
I Indelukket 6 er Rita Lund i gang med at gøre krukkerne forårsklar. Hun arbejder på et plejecenter og i frygt for at risikere at tage coronavirus med ind til de ældre, lukker hun ingen ind i sit hjem. Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST

Hos familien Henningsen på Indelukket 7 føles de foreløbige tre ugers nedlukning af Danmark efterhånden lidt lange. Familien glæder sig til at kunne tage børnene med på biblioteket igen og besøge venner og familie.

- Det er jo dødkedeligt bare at være lukket inde på Indelukket, siger Eva Henningsen.


Nyhedsoverblik