Statsministeren varsler ændringer i vaccineprogram

Den gradvise genåbning af samfundet er indledt mandag, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) har besøgt butikker i Helsingør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Statsminister Mette Frederiksen (S) varsler ændringer i vaccineprogrammet.

Det siger hun mandag i Helsingør, hvor hun besøger byen på førstedagen for den gradvise genåbning af samfundet med lempelser for blandt andet butikker.

- Vaccinationsplanen hedder på et tidspunkt 65 år. Der kan jeg i dag godt sige, at 65 er sat for højt, når vi kigger på, hvem der er i risiko for indlæggelse og mere alvorlig sygdom. Der skal vi ned under 65. Givet til 50.

- Men det skal myndighederne nok melde mere konkret ud om, siger hun.

Sundhedsstyrelsen har inddelt befolkningen i 12 målgrupper, og overordnet bliver befolkningen tilbudt vaccination i en bestemt rækkefølge, hvor personer i plejeboliger var de første til at få et stik i armen.

Mette Frederiksen uddyber ikke, hvilken målgruppe hun henviser til. Men i øjeblikket er der en målgruppe, som hedder 65-74 år, og som er nummer ni i vaccinationsrækkefølgen.

Det må antages at være den målgruppe, statsministeren henviser til. Den sidste målgruppe i rækkefølgen betegnes som "øvrige befolkning, fx segmenteret efter alder", og er altså personer i fra 16-64 år.

Indleder drøftelser om langsigtet åbning mandag

Mandag indleder statsministeren i øvrigt de første bilaterale drøftelser for en langsigtet genåbningsplan af Danmark. I den forbindelse mødes hun med Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, som den første.

Han har udtalt, at hvis der er styr på smitten, så skal det danske samfund gradvist åbnes mere op hver 14. dag, og når kalenderen siger maj, skal hele samfundet som udgangspunkt åbnes helt op, hvis alle over 50 år og de særligt sårbare er vaccineret.

Læs også
Kommuner og region går sammen om at hjælpe sårbare ældre til vaccination
Læs også
Kommuner og region går sammen om at hjælpe sårbare ældre til vaccination

Til det siger Mette Frederiksen:

- Når vi når til det tidspunkt, hvor alle over 50 år er blevet vaccineret i Danmark, og alle dem, der måtte være i risikogruppen på grund af anden sygdom, så er vi forhåbentlig i en helt anden situation, end den vi er nu.

- Det afhænger af, hvordan mutationerne udvikler sig. Men vi vil have et helt andet udgangspunkt, og det er det, vi arbejder ud fra.

I sin nytårstale havde Mette Frederiksen rettet blikket mod påsken som et afgørende vendepunkt. Men nu ser det fra flere sider altså ud til at blive maj, når vaccinerne er rullet mere ud til flere dele af samfundet.

FAKTA: Befolkningen er inddelt i 12 grupper i vaccinationsplan

Alle, der ønsker en vaccine mod corona, forventes at være vaccineret i uge 25 i juni ifølge vaccineplan.


Sundhedsstyrelsen har en prioriteret rækkefølge for, hvornår danskere vil blive tilbudt en coronavaccine.


Samtidig fremgår det af en vaccinationskalender, hvornår de forskellige grupper i vaccinationskøen forventes at have modtaget deres andet stik.


Kalenderen har dog visse forbehold, da det er en prognose baseret på estimater for, hvor mange vaccinedoser Danmark vil modtage fremover.


Her er et overblik over grupperne, og hvornår de forventes færdigvaccineret.


1. Personer som bor i plejebolig med videre.


Ifølge planen skulle alle i gruppen have fået deres andet stik i uge 6 i februar. Ifølge Statens Serum Instituts seneste vaccinerapport fra weekenden har 93 procent af gruppen fået sit første stik, mens 85 procent har fået andet stik.


2. Personer med alder på 65 år og over, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp i eget hjem.


Vaccinekalenderen tilskriver, at alle har fået andet stik i uge 11 i marts. Ifølge vaccinerapporten har 75 procent af gruppen fået første stik, mens 51 procent har fået andet stik.


3. Personer med alder på 85 år og over.


Alle i denne gruppe, der ønsker at blive vaccineret, skal ifølge planen have fået sidste stik i uge 11 i marts.


SSI-rapporten viser, at 78 procent i denne gruppe har fået første stik, mens en procent er færdigvaccineret.


4. Personer i sundheds- og ældresektoren og udvalgte dele af socialsektoren med særlig risiko for smitte, eller som varetager en kritisk funktion.


Denne gruppe forventes at være færdigvaccineret i uge 14 i april. 22 procent af denne gruppe har ifølge vaccinerapporten fået sit andet stik.


5. Udvalgte personer med tilstande og sygdomme, der medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb med covid-19 samt udvalgte pårørende.


Denne gruppe er mindre end gruppen af frontpersonalet i gruppe fire. Derfor er det planen, at den gruppe er færdig i uge 13 i marts.


6. Udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb eller pårørende, som er en uundværlig omsorgs- eller plejeperson.


Denne gruppe er efter planen færdig med at blive vaccineret i uge 13 i marts.


7. Personer med alderen 80-84 år.


I uge 16 i april er det planen, at denne gruppe har fået begge stik.


8. Personer med alderen 75-79 år.


Denne gruppe forventes at have fået sit sidste vaccinestik i uge 17 i april.


9. Personer med alderen 65-74 år.


Det er planen, at denne gruppe er færdigvaccineret i uge 19 i maj.


10. Personer med alder under 65 år, som har tilstande og sygdomme, der medfører øget risiko for alvorligt forløb ved covid-19.


Også denne gruppe forventes at være færdigvaccineret i uge 19 i maj.


11. Personale, der varetager øvrige samfundskritiske funktioner.


I uge 20 i maj er det planen, at denne gruppe er færdigvaccineret.


12. Øvrige befolkning i alderen 16 til 64 år.


Denne gruppe, der anslås til at være på tre millioner indbyggere i Danmark, forventes som den sidste gruppe at være færdigvaccineret i uge 25 i juni.


Kilder: Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut.


Nyhedsoverblik