Pårørende på coronaramt plejehjem: - Det er skræmmende og virkelig voldsomt

Et stort udbrud af covid-19 har ramt Plejecenter Kildebo i Sakskøbing. 32 borgere og 30 medarbejdere er blevet smittet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Udbruddet af coronavirus ramte plejehjemmet Kildebo i Sakskøbing kort før jul, og her fik plejecenteret af myndighederne besked på blandt andet at indføre besøgsrestriktioner.

Nu er der dog endnu en omgang opstramning i gang på plejecenteret, der nu deles op i tre zoner, og hvor personale ikke må krydse grænserne.

For 32 ud af 60 beboere er ramt af virusset, hvilket vil sige, at halvdelen af beboerne er smittede.

Læs også
62 smittet med corona på plejehjem - nu skal nye restriktioner bremse smitten
Læs også
62 smittet med corona på plejehjem - nu skal nye restriktioner bremse smitten

Bente Hansen er en af de pårørende, som har sin far på plejecentret, og som har været smittet med coronavirus.

- Det sidste, vi har hørt, er, at han har været ude af sin isolation. Han har ikke haft nogen symptomer. Jeg har kunnet være i kontakt med ham, for han kan snakke i sin egen telefon, men hører ikke så godt. De har været søde på plejehjemmet til at fortælle, hvordan han har det, siger Bente Hansen til TV2 ØST.

Plejepersonale er hårdt ramt

Også plejepersonalet er ramt af smitteudbruddet. Her er 30 ud af 70 medarbejdere konstateret smittet.

Det betyder, at de medarbejdere, der er tilbage, skal løbe endnu stærkere.

quote Det er jo heller ikke rart for de ældre, at der kommer fremmede ind udefra, de bliver utrygge

Bente Hansen, pårørende

Der er også lavet en ny vagtplan, som skal sikre, at den enkelte medarbejder tager sig af en endnu mindre gruppe borgere. Det skal sikre, at et eventuelt smitteudbrud indskrænkes.

Men plejehjemmet har været nødt til at flytte medarbejdere fra andre funktioner til at hjælpe på Kildebo.

- Det er skræmmende og virkelig voldsomt. Den dame, der lige gik ind, var faktisk en hjælp et andet sted fra, der er blevet sat ind. Det er jo heller ikke rart for de ældre, at der kommer fremmede ind udefra. De bliver utrygge. Men de kan jo ikke trylle, siger pårørende Bente Hansen.

Far var ked af at være isoleret

Hendes far har dog ikke lidt nogen nød, så vidt hun ved:

- Min far har ikke klaget over noget. Han siger, de har været søde til at komme med tingene til ham, men han kan også hjælpe sig selv en del.

Er du tryg ved, han er derinde?

- Nej, det er jeg ikke. Fordi situationen er så kaotisk, som den er. Jeg kan forestille mig, at dem, der skal passe dem, har det ligeså dårligt med at skulle ind til beboerne.

Har du kunne mærke det på din far?

- Det synes jeg ikke, andet end at han er lidt ked af, at han er isoleret og ikke kan komme ud af sit værelse.

I princippet vil Bente Hansen godt kunne besøge sin far, men det gør hun ikke.

- Der står jo, at de fraråder besøgende, og så længe de gør det, vil jeg ikke gå derind. Jeg vil gerne besøge ham omme ved hans vindue og tage en stol hen og sidde og snakke lidt med ham, så det er det, jeg vælger.


Nyhedsoverblik