TEMA: Coronavirus

Overblik: Disse lokale markeder og festivaler aflyses

Årets Vig Festival er blandt de aktører, der bliver ramt af regeringens beslutning om at forlænge forsamlingsforbuddet hen over sommeren. Video: Katja Højbjerg - TV ØST

Markeder, festivaller og arrangementer, der normalt tiltrækker tusinder af mennesker, er blevet sat på pause, udsat eller aflyst i år. Få et overblik i artiklen her.

Mørke skyer er trukket ind over den ellers så forårsblå himmel for landets byfester, kræmmermarkeder og andre festligheder, som hører sig foråret og ikke mindst sommeren til.

Mandag bekendtgjorde statsminister Mette Frederiksen (S), at det allerede gældende forbud mod større forsamlinger bliver forlænget til og med august.

Rykker statsministeren det bare en uge frem, rammer det også Døllefjelde Musse Marked

— Leif Chortzen, Døllefjelde Musse marked

Hos Døllefjelde Musse Marked på Lolland havde man ellers forsøgt at tage sine forholdsregler, da de for bare to uger siden valgte at flytte markedet fra maj til første weekend i september – men nu ser det hele igen ud til at vakle.

- Der, hvor vi troede, vi var på sikker grund, er vi nu kastet ud i voldsom søgang igen. Da vi valgte at flytte markedet til starten af september, følte vi os sikre på, at da havde folk mindst haft en måned til at vænne sig til tanken om, at nu må vi samles igen med et godt Døllefjelde marked i start september, siger formand Leif Chortzen.

Og statsministerens udmelding har sat mange tanker i gang, fortæller formanden.

- Der skal ikke ske ret meget uventet, som Mette Frederiksen også sagde: Det her gælder, hvis det kører efter planen. Rykker hun det bare en uge frem, rammer det også Døllefjelde Musse Marked.

Mange lokale arrangementer er aflyst. Se billeder fra nogle af dem her:

 

Telte og tivoli vakler

Men selv hvis Danmark er åbent igen i begyndelsen af september, så er det ingen garanti for Døllefjelde Musse Marked, spår Leif Chortzen:

- Det er et spørgsmål, om vi kan få et tivoli til vores marked. Vil de køre en sæson for kun september i to-tre weekender, eller vælger det at aflyse det hele, sende medarbejderne hjem og søge kompensation?

Det samme gør sig gældende for teltudlejningen, som Leif Chortzen er dybt afhængig af.

Foreløbigt havde kun et par håndfulde af såvel kræmmere, campister og deltagere ved den sagnomspundne damefrokost meldt afbud, da markedet for 14 dage siden blev flyttet. Opbakningen har således vist sig stor, og dermed også indtægterne for Døllefjelde Musse Idrætsforening, som får del i det overskud, markedet er med til at generere.

  | Foto: Phillippa Maigaard - TV2 ØST

Sørbymarked aflyst

Knap var statsministeren trådt ud af tv-kameraernes rampelys, før også et andet stort marked måtte drage konsekvensen af et sommerlangt forbud mod store forsamlinger.

- Det var klar tale, der var ikke så mange andre valg end at aflyse, siger Torben Hansen, formand for Sørby Marked, til TV2 ØST.

Han har i den seneste måned fulgt udviklingen af Covid-19 tæt og havde håbet på, at situationen havde udviklet sig i en mere positiv retning. Nu må han erkende, at det ikke er tilfældet, og den rigtige, men triste, beslutning er derfor at aflyse.

På den konto står de lokale foreninger til at miste 300.000-500.000 kroner, som de 650 frivillige arbejder for til gavn for foreningslivet, forklarer formanden. Han er dog fortrøstningsfuld for året, der kommer.

- Vi må op på hesten igen – det skal ikke slå os ud af kurs.

Næste år har Sørbymarked 40-års jubilæum og vil finde sted i dagene 4.-6. juni 2021.

Foruden markederne er også landets store koncertarrangementer bragt ud på gyngende grund.

Få et overblik over situationen her:

Grafik: Nick Abildgaard

Festivaller aflyses

Festivalerne i Ringsted og Vig, der skulle have været afholdt i henholdsvis første weekend i august og anden weekend i juli, har aflyst med budskabet om, at man gennemfører igen til næste år.

Tiden stod lige stille i 20-30 sekunder. Et års arbejde stoppede på en sætning

— Ole Larsen, Vig Festival

- Det er klart, vi er nødt til at flytte festivallen. Det har den konsekvens, at de frivillige 33 foreninger, som tjener penge på at være hjælpere, ikke tjener nogen penge i år. Det er små foreninger som fodbold, håndbold, spejdere og gymnastik, som får andel i overskuddet, siger Ole Larsen, formand for Vig Festival.

Sidste år skabte Vig Festival et overskud på seks millioner kroner, som blev delt ud til foreninger og velgørende formål.

- Tiden stod lige stille i 20-30 sekunder. Et års arbejde stoppede på en sætning. Det kom ikke helt ud af det blå, men man har altid et håb, indtil det modsatte er sagt, fortæller Ole Larsen.

- Vi har aflyst og arbejder på at få overblik over, hvad det betyder. Det vigtigste er selvfølgelig vores sundhed. Sådan er det. Så holder vi bare en festival i 2021.

 Artiklen fortsætter under videoen.

Vig Festival er normalt et stort tilløbsstykke. Men i år bliver der stille på festivalpladsen.

Festivalledelsen lover dermed, at der bliver holdt en Vig Festival næste år - men der er endnu ikke overblik over, hvad aflysningen betyder for festivalens økonomi.

De landsturnerende koncerter som Grøn Koncert og Vi elsker 90’erne, der begge lægger vejen forbi Næsted, har meldt ud, at man arbejder på at finde en løsning.

Også Folkemødet på Møn er i år aflyst med budskabet om, at arrangementet gennemføres igen i 2021 den 20.- 21. august.

Traktor-mesterskab aflyst

I landbrugets verden fik statsministerens udmelding vidtrækkende konsekvenser. Foreningen LandboUngdom, der består af 47 lokalafdelinger over hele Danmark, er hvert forår og sommer med til at arrangere traktortræk.

Arrangementerne tiltrækker flere tusinde mennesker i løbet af sommerhalvåret - de bedst besøgte tiltrækker alene 3.000-4.000 mennesker, fortæller formand for traktortrækudvalget Lars Klausholt.

Men i år bliver der intet mesterskab, og bortset fra to stævner efter 30. august bliver op mod 30-40 arrangementer aflyst i landet, fire af dem er her i regionen.- Det er træls, for det er noget, folk går og glæder sig til - men sådan er der så mange ting, der er trælse i år. Det er der ikke så meget at gøre ved - vi må køre igen til næste år, siger formanden.

Han understreger dog, at mulighederne holdes åbne for at køre enkeltstående løb, hvis vi igen må forsamle os til efteråret.

Det er de lokale foreninger, som står for at afholde traktortrækkene. Løbene er med til at skabe indtægter til foreningslivet, men det bliver der altså ikke noget af i år.

- For nogle klubber er det en stor del af årets indtjening, siger Lars Klausholt.

Aflyser dyreskue

Det samme gælder for det store dyrskue ved Bregentved nær Haslev, som afholdes i samarbejde mellem LandboUngdom og foreningen 4H.

Uden dyrskuet bliver der ikke startet nogen hold i de lokale foreninger

— Karen Freiesleben, Børn og Dyr på Bregentved

- Der bliver ikke noget dyreskue i år. Den beslutning blev truffet i går (mandag red.), siger sekretær for Børn og Dyr på Bregentved Karen Freiesleben med henvisning til statsministerens pressemøde.

På gode år plejer 15.000 mennesker at lægge vejen forbi børnedyreskuet over en weekend. Men sådan bliver det ikke i år, og det er ærgerligt, siger Karen Freiesleben.

- Mange klubbers økonomi er afhængig af arrangementer som Børn og dyr på Bregentved. Dels fra udlodninger, men også fordi mange dyrehold bliver startet op med henblik på at skulle udstille på dyreskuet. Men uden dyrskuet bliver der ikke startet nogen hold i de lokale foreninger.

På gode år bliver der udloddet 15.000-20.000 kroner til de lokale klubber af 4H og LandboUngdom, som deltager på markedet.

Nyhedsoverblik

Bevilling skal skabe mere trivsel i sportshal

play-circle LYT

Ejegodhallen i Nykøbing Falster får 212.807 kroner fra Nordea-fonden til at indrette et nyt fælles samlingslokale.

Et lokale, der i dag ligger mellem hallen og omklædningsrummene, skal ombygges til et åbent mødested med tekøkken, mødefaciliteter, skærm og bedre lydforhold. Samtidig opsættes ny skiltning ved hallen.

Målet er at skabe trivsel ved at give brugerne et sted at mødes før og efter træning i stedet for at gå direkte hjem.

Kraghave Badmintonklub har taget initiativ til projektet, der skal samle hallens mange brugere lige fra idrætsforeninger og 10. klasser til ældre og borgere i genoptræning.

- Foreningslivet er en af de stærkeste modvægte mod ensomhed, men det kræver gode rammer. Med støtten kan vi skabe et sted, hvor mennesker på tværs af alder og baggrund kan mødes og blive en del af et fællesskab, siger formand for Kraghave Badmintonklub, Engelien Kuiper, i en pressemeddelelse.

Nordea-fonden har samlet uddelt 33,3 millioner kroner til 53 projekter gennem Vores Egn-puljen. Projektet i Ejegodhallen sættes i gang, når bevillingen er udbetalt.

I bidende kulde slog dykkere hul i isen og katten af tønden

play-circle LYT
De udklædte medlemmer af sportsdykkerklubben var klar til at hoppe i havnen for at slå katten af tønden. Foto: Kasper Marquardtsen - TV2 ØST

Det var en usædvanlig kold omgang, der ventede de medlemmer af Næstved Sportsdykkerklub, der søndag eftermiddag var mødt op for at fejre fastelavn og slå katten af tønden ved havnen på Enø.

Næstved Sportsdykkerklub havde traditionen tro rykket tøndeslagningen ned i vandet, men som noget ret så usædvanligt blev arrangørerne nødt til først at slå et stort hul i den tykke is.

- Vi slår katten af tønden direkte i vandet. Det skal være lidt vådt og lidt vildt, ellers er det jo ikke os, siger dykkerinstruktør og klubmedlem Morten Kristensen med et grin.

Vandet var isnende koldt, men det holdt ikke de udklædte medlemmer tilbage. Slagene blev delt ud, mens familie og venner stod pakket ind på kajkanten og heppede.

Før tøndeslagningen kunne gå i gang skulle der først laves et hul i isen. | Foto: Kasper Marquardtsen - TV2 ØST

- Vi er dykkere, vi stopper ikke på grund af lidt frost, siger Morten Kristensen.

Tønden gav efter med et plask, og kort efter kunne både kattekonge og -dronning kåres. Kinderne var røde, og nogle kostumer lettere fugtige, men stemningen fejlede intet.

Efter kampen mod tønden trak alle mod varm kakao og fastelavnsboller.

Katten blev slået af tønden fra det iskolde vand. | Foto: Kasper Marquardtsen - TV2 ØST

To ud af tre forældre giver økonomisk støtte til deres voksne børn

play-circle LYT

To ud af tre forældre giver økonomisk støtte til deres voksne børn i alderen 18 til 29 år.

Det viser en spørgeundersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har foretaget for Nordea.

Støtten fortsætter, selv når børnene er flyttet hjemmefra.

Hjemmeboende børn får i gennemsnit 1903 kroner hver måned, mens udeboende børn i gennemsnit får 1059 kroner om måneden.

Støtten går hovedsageligt til betaling af abonnement på mobiltelefon, fødevarer og forsikringer.


Her er saunagus ikke kun for voksne

play-circle LYT
Hector og lillesøster Agnes kunne gætte alle duftene brugt i saunaen. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Saunagus er normalt for voksne, men i Lalandia i Rødbyhavn får børnene også lov at komme med ind i varmen. En gang om ugen inviterer feriecentret familier til børnegus – med lavere temperatur, mildere dufte og roligere tempo.

- Normalt ligger vi omkring 80 grader, men til børnegus skruer vi ned til cirka 60 grader. Vi bruger mindre vand på ovnen og svinger håndklædet blødere, så varmen bliver mere behagelig og ikke rammer som en hård varmebølge, forklarer Carsten Nielsen, som er souschef i Lalandia Rødby og gusmester.

Duftene er også tilpasset de yngste.

- Vi vælger velkendte dufte som kanel, lime og appelsin. Det er noget, børnene kan genkende og gætte med på. Til voksengus bruger vi ofte stærkere og mere krydrede dufte.

Omkring 40 børn og forældre deltog ved seneste seance. Undervejs skulle de gætte dagens dufte.

- Den ene var kanel, den anden var lime og den sidste var appelsin, fortæller de to søskende Hector og Agnes efter den sveddryppende oplevelse.

Carsten Nielsen laver saunagus for de yngste hvor alle sanserne kommer i brug. | Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Lalandia begyndte med børnegus for tre år siden, og interessen er vokset.

- Der kommer flere og flere familier. Nogle børn bliver inde hele seancen, andre går ud undervejs, hvis det bliver for varmt. Det vigtigste er, at de får en god oplevelse sammen som familie, siger Carsten Nielsen.

Saunaen imponerer, men vandrutsjebanerne trækker stadig mest.

- Det er ikke helt lige så sjovt som rutsjebanerne. Det var bare varmt. På en måde var det sjovt, siger børnene, inden turen går videre mod vandrutsjebanen.

To kunder får medhold i sag mod Odsherred Varme

play-circle LYT
Odsherred Forsyning, der ejer Odsherred Varme, har 30 dage til at beslutte sig for, om de vil tage sagerne i retten. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Ankenævnet på Energiområdet har afgjort fire nye klager over Odsherred Varmes krav om betaling for at træde ud af fjernvarmeaftaler. To kunder i Vallekilde har fået medhold.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

Nævnet vurderer, at aftalerne byggede på forudsætninger, som ikke holdt. Kunderne fik ikke den fjernvarme, de var blevet stillet i udsigt. Samtidig var vilkåret om udtrædelsesgodtgørelse ikke gjort tydeligt nok, da kontrakterne blev indgået. Et så væsentligt krav skulle have stået klart i aftalen.

Sagerne hænger sammen med det strandede fjernvarmeprojekt i det sydlige Odsherred. Flere steder gravede entreprenører gaderne op, men leveringen af varme blev aldrig gennemført. Efterfølgende har flere borgere fået regninger på store beløb for at komme ud af aftaler, selv om de ikke har modtaget fjernvarme.

Odsherred Varme har 30 dage til at beslutte, om selskabet vil acceptere afgørelserne eller tage dem i retten. Ledelsen oplyser til Sjællandske Nyheder, at den vil gennemgå hver sag og samtidig tage hensyn til de kunder, der fortsat er tilsluttet.

I de to øvrige sager har nævnet ifølge Odsherred Varme givet selskabet medhold.

Hvor koldt er det hos dig?

play-circle LYT
Minus 15 grader målte termometeret i journalistens bil klokken 8.10 søndag morgen ved rastepladsen Tappernøje Vest. Foto: Martin Skov Poulsen - TV2 ØST

Det er bidende koldt. Måske endda den koldeste dag i år. I Holbæk er der målt minus 16,6 grader søndag morgen.

Men hvor koldt er det hos dig? Det vil vi gerne høre nærmere om. Send et bidende friskt billede af dit termometer i haven, garagen, ved køkkenvinduet, i bilen eller hvor du ellers har et termometer.

Fortæl gerne hvor og hvornår du har taget billedet. Send dit billede til redaktion@tv2east.dk

Nu kan flere afsone med fodlænke

play-circle LYT

Dømte med domme op til et år kan fra søndag få mulighed for at afsone derhjemme med fodlænke.

Tidligere har grænsen været en dom på maksimalt seks måneder.

De nye regler er en del af regeringens strafreform, som blev indgået med et bredt flertal i juni sidste år.

Udvidelsen gælder ikke personer dømt for personfarlig kriminalitet.

I stedet vil det typisk være folk dømt for færdselsforseelser eller narkokriminalitet, der kan få mulighed for fodlænke under de nye regler.

Det fortæller direktør for Danmarks Fængsler Ina Eliasen.

- Vi regner med, at den nye udvidelse frigør 100 pladser de næste fire år, så vi hele tiden har 100 personer, som nu afsoner med fodlænke, som ellers ville have afsonet i fængsel.

De danske fængsler er propfulde. Ifølge Ina Eliasen er der over 100 procent belægning i både åbne og lukkede fængsler samt arrester.