Bliv journalistpraktikant på TV2 ØST

Som journalistpraktikant på TV2 ØST får du ansvar, spændende opgaver og masser at se til. Vi stiller krav til dig, men du får samtidig plads og tid til at lære en hel masse om verdens fedeste fag.

Kom med indenfor og se, hvordan det er at være journalistpraktikant hos os:

Dit forløb

Som praktikant følger du en uddannelsesplan, som er tilrettelagt, så du får mest muligt ud af dit praktikforløb. Vi lægger stor vægt på, at du lærer at arbejde flermedielt, og at du i løbet af vores praktik når at stifte bekendtskab med mange forskellige måder at lave journalistik på.

Målet for vores praktik er at uddanne journalister, som kan arbejde selvstændigt og tage ansvar, men som også er holdspillere, der har blik for deres kolleger.

Hurtige nyheder og skarpe vinkler

Vi har tilrettelagt dit forløb, så du starter på den digitale redaktionen. Her lærer du at skarpvinkle en nyhed, interviewe kilder og arbejde sammen med et væld af kolleger i et flermedielt mediehus. Vores tidligere praktikanter siger, at starten er god, fordi de lærer folk og huset at kende på den måde.

Tophistorier og bløde reportager

Når du er klar, begynder du at producere TV. Før du bliver sluppet løs alene ude i virkeligheden, har vi et introforløb, hvor du i to uger laver indslag med uddannet journalist på sidelinjen. Derefter er du klar til at producere indslag til vores nyheder. 

Du kommer både til at lave tophistorier og bløde reportager. Du skal kunne se dig selv gå kritisk til politikere, der har jokket i spinaten – men også være glad for at tale med mennesker, der brænder for deres lokalområde eller finurlige interesser.

VJ-uddannelse

Når du har lært at lave TV-indslag, som sidder lige i skabet, får du mulighed for at komme på VJ-kursus. Her lærer du at skabe dine helt egne fortællinger - lige fra idé til optagelse og redigering. Kurset varer 14 dage.

Herefter har du fem uger til at øve dig – uden produktionskrav. Når du er klar, begynder du at producere reportager til TV og SoMe.

Vi elsker gode ideer

Vi er glade for praktikanter, der dukker op med nye idéer til alle platforme. Hvis dine idéer er gode, giver vi dig lov til at føre dem ud i livet. Vi tror på, at erfarne journalister sagtens kan lære noget af helt nye og uprøvede journalistspirer fyldt med energi og kreativitet.

Du skal lære noget!

Vi brænder for vores fag og gør vores bedste for at producere et fedt produkt til vores seere og følgere hver dag. Vi forventer det samme af dig. Igennem dit forløb vil vi gøre, hvad vi kan, for at give dig feedback, når der er brug for det. Det er vigtigt for os, at du har det godt på stationen – på den måde lærer du bedst.

Vi har en praktikantvejleder, som sørger for, at det hele kører, som det skal. Vejlederen tilrettelægger også den månedlige praktikantdag, som bliver brugt på feedback, øvelser, kurser eller ekskursioner. Samtidig har vi som noget nyt givet alle vores praktikanter hver deres menter, som følger dem gennem hele praktikken.

Opgaver og ansvar fra starten

Vi synes, at du skal vælge TV2 ØST som praktiksted, hvis du er klar på at få en masse journalistiske kilometer i benene og blive tildelt opgaver og ansvar fra starten. Tidligere praktikanter indgår i stor stil i vores egen stab, og vi kan se, at de, der får job andre steder i branchen efter deres uddannelse, er værdsat af deres arbejdsgivere. Det tager vi som et udtryk for, at man får en god uddannelse som praktikant på TV2 ØST.

Kontakt

Digital redaktionschef:

Mathias Svane Kraft

Tlf.: 28 94 10 34

Mail: makr@tv2east.dk

Praktikantvejleder:

Mette-Marie Andersen

Tlf.: 29 70 74 52

Mail: mean@tv2east.dk