November er sædvanligvis højtidsmåned for juletræsproducenterne, men lukkede grænser og corona-restriktioner har vendt op og ned på efterspørgslen af graner.
Ebbe Bach Nielsen fra Maglesø ved Holbæk er en af dem, der er kommet i klemme som følge af strenge corona-restriktioner både herhjemme og i udlandet, da en stor del går til eksport.
Når bestillingerne ikke er kommet nu – så er det løb kørt for i år
- Vi har specialiseret os i træer større end stuehøjde – de går særligt til hoteller og virksomheder, byer og julemarkeder. Der er vi lidt ekstra udfordrede i år, for der er ikke så meget gang i hotelbranchen i Europa lige i øjeblikket, siger han og tilføjer:
- Det betyder, vi sælger væsentligt færre træer, end vi plejer, og vi får mange afbestillinger, fordi julemarkederne bliver aflyst, og hotellerne har enten lukket eller vælger at spare på den slags.
For Ebbe Bach Nielsen er salget af de store juletræer gået tilbage med 50-60 procent.
- Det er jo et salg, som bevæger sig hen mod 1. søndag i advent, så når bestillingerne ikke er kommet nu – så er det løb kørt for i år.
Må smide træer ud
Cirka halvdelen af Ebbe Bach Nielsens omsætning kommer fra de store juletræer, imens den anden halvdel er klassiske juletræer.
- På normale juletræer op til 2-2,5 meters højde forventer vi et stabilt salg – måske endda bedre end ellers, fordi folk ikke rejser sydpå og holder jul, siger juletræsavleren og lader forstå, at han her håber at vinde en smule af det tabte.
For bliver de store træer ikke solgt i år, bliver han nødt til at tynde ud i rækkerne og smide ud og dermed tabe fortjenesten.
- Man planlægger sin produktion efter, hvor mange træer vi sælger, så vi er nødt til at skære nogle af dem væk, hvis ikke vi får solgt dem og kassere dem. Der skal være plads, for at de bliver pæne, siger juletræsavleren og tilføjer:
- Det er lidt frustrerende, når man har brugt mange år på at dyrke træerne, at der så ikke er efterspørgsel, når de er slagsklare, grundet covid-19.
Store markeder lukket ned
Hos foreningen Danske Juletræer fortæller direktør Claus Jerram Christensen, at situationen for juletræsproducenterne i høj grad afhænger af, hvilke markeder, den enkelte producent har aftaler med.
- Man skal dele eksportmarkederne op. Det engelske marked er vigtigt for os. Her er der lukket ned for alle butikker, der ikke har salg af essentielle varer.
Englænderne må dog gerne sælge juletræer fra byggemarkeder og havecentre.
- Det meste af det, vi normalt sender til England, bliver solgt i byggemarkeder og havecentre. Så på den måde er det godt for os, forklarer Claus Jerram Christensen.
Markedet vendte pludseligt
Tyskland er det største eksportmarked for juletræer.
Der kan pludselig blive en flaskehals, hvis de store indkøbere fra udlandet pludselig vender tilbage
- Her er der ikke de store begrænsninger, hvorimod der i Frankrig har været fuldt stop for juletræer.
Den franske juletræsdyrkerforening har dog netop fået vedtaget, at juletræer er en essentiel vare. Så der er lige åbnet op, så juletræer kan nu sælges på lige fod med fødevarer.
- Det gør en stor forskel, understreger Claus Jerram Christensen.
Selvom det er ved at være op over, hvis dette års juletræssalg skal reddes, så kan markedet pludselig vende – og så får avlerne travlt.
- Der kan pludselig blive en flaskehals, hvis de store indkøbere fra udlandet pludselig vender tilbage og siger: Nu vil vi købe. Så er det ikke sikkert, vi er klar. Hvis de pludselig bestiller 100.000 træer, er det ikke noget, der kan blive klargjort fra dag til dag.
Fuld skrue på skovning
Et af de steder, hvor situationen netop har vendt sig med et fingerknips, er på Gisselfeld Gods ved Næstved.
- Vi har fået åbnet op for det hele. De kunder, som vi har, har sagt – kør på, vi tager træerne, fortæller skovfoged Jan Olssen og tilføjer:
- Vi har fuld skrue på skovning.
Tilladelsen til at sælge til de vigtige markeder i Tyskland, England og Frankrig er ifølge Jan Olsen blevet givet inden for de seneste tre dage. Samlet er der afgivet ordrer på 75 procent af årets produktion.
For få dage siden var det kun en 10-15 procent, Jan Olssen var sikker på at afsætte.