¨

Ville ikke udfordre skæbnen - forening arrangerede hemmelig juletræstænding

Sakskøbing Handelsstandsforening gennemførte årlig juletræstænding – dog på noget utraditionel vis.

Sådan så det ud, da juletræet var blevet tændt. Foto: Emilie Grav - TV2 ØST

Normalt plejer omkring 1200 lollikker at være samlet til juletræstænding i Sakskøbing.

I år er den lokale handelsstandsforening dog udfordret af coronasituationen.

Vi ville ikke udfordre skæbnen

Jan H. Petersen, Sakskøbing Handelsstandsforening

Men den årlige begivenhed bliver alligevel til noget i år takket være lokale ildsjæle.

Dog på en lidt anden facon.

Man vil nemlig gerne undgå, at byens borgere stimler sammen på torvet, når træet tændes.

Hemmelig lystænding

For at sikre årets juletræstænding har den lokale forening pyntet træet med 14.000 små julelys og fundet et begrænset antal personer til at tælle ned til juletræstændingen.

Stedet for juletræstændingen er ikke spor hemmelig, da det store juletræ står på sin vanlige plads på torvet.

Det er tidspunktet for tændingen derimod.

- Det er blevet holdt hemmeligt, fordi vi ville ikke udfordre skæbnen og risikere at skulle sige til folk, at de skulle gå hjem, fordi vi ikke må være for mange, så derfor har vi forsøgt at holde det så hemmeligt, som vi kunne, siger Jan H. Petersen fra Sakskøbing Handelsstandsforening.

Video lægges ud på Facebook

I år må Sakskøbings borgere undvære den traditionelle fællesnedtælling på torvet.

Men for at sikre at årets juletræstænding ikke kun blev en oplevelse for de få personer, der var til stede, giver handelsstandsforeningen borgerne mulighed for at nyde de 14.000 lys blive tændt på træet, med en videooptagelse, der bliver lagt op på foreningens Facebook-side.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App