Hård kamp om danske turister - iværksætter milliondyr reklamekampagne

Hvert år lægger turisterne over to milliarder kroner i det sydvestlige Danmark. Frygten for coronavirus risikerer at lamme området - men en omfattende reklamekampagne skal vende skuden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Du svæver som en fugl over Møns Klint, langs vinrankerne hos den prisvindende vinavler ved Karrebæksminde og gennem en nåleskov sammen med køkkenchefen fra Michelin-restauranten Hotel Frederiksminde i Præstø.

Optagelserne i den historisk dyre reklamekampagne fra turistorganisationen Destination Sydkystdanmark taler sit tydelige sprog: Området, der strækker sig over Næstved, Vordingborg, Stevns og Faxe kommuner, har masser at byde på.

quote Det er uden sammenligning den dyreste kampagne, vi har lavet i Danmark

Martin Bender, direktør i Destination Sydkystdanmark

Stemmen i reklamefilmen byder seerne velkommen og beskriver det som en anderledes del af Danmark for dem, der har set det meste. Let genkendelig – umulig at glemme.

Nu håber organisationen, at kampagnen, der begynder mandag, kan tiltrække flere danske turister end normalt, mens frygten for coronavirus forhindrer udenlandske gæster i at besøge området.

- På grund af coronakrisen, og fordi man har lukket for turister udefra, så satser vi alle vores ressourcer på at få danske turister til at besøge området, siger Martin Bender, direktør i Destination Sydkystdanmark.

Artiklen fortsætter under billedet.

Vesterhavegaarden Vingård ved Karrebæksminde og parret bag The Norrmans Boutique Bed & Breakfast i Klippinge medvirker i reklamefilmen fra Destination Sydkystdanmark.
Vesterhavegaarden Vingård ved Karrebæksminde og parret bag The Norrmans Boutique Bed & Breakfast i Klippinge medvirker i reklamefilmen fra Destination Sydkystdanmark. Foto: Destination Sydkystdanmark.

Det sker via intensive kampagner på sociale medier, en længere fjernsynsreklame og store annoncetillæg i morgenaviserne.

- Der er i øjeblikket en intens kamp internt i Danmark mellem de forskellige feriedestinationer om danske turister, og derfor bliver man nødt til at gøre det så professionelt og så taktisk som muligt, siger Martin Bender og fortsætter:

- Det er uden sammenligning den dyreste kampagne, vi har lavet i Danmark. Vores bestyrelse har bedt os om at fokusere vores ressourcer på det her i år, og kampagnen kommer til at koste over tre millioner kroner. Men det er ingen lige vej ud ad landevejen, fordi kampen er hård.   

Går en uvis fremtid i møde

Ifølge Martin Bender lægger turisterne hvert år cirka 2,5 milliarder kroner rundt omkring i Næstved, Vordingborg, Stevns og Faxe kommuner. 80 procent af den omsætning ruller ind i sommermånederne juni, juli og august.

Derfor kan en sommer med færre turister end normalt få alvorlige konsekvenser for området. I værste fald kan det ende i konkurser og et ringere udvalg til turisterne og lokalbefolkningen.

dodekalitten_alle_sten_med_gaester_bibi_nissen.jpg
Læs også
Nu begynder kampen om de danske turister - Sydhavsøerne lokker med stort fremstød
dodekalitten_alle_sten_med_gaester_bibi_nissen.jpg
Læs også
Nu begynder kampen om de danske turister - Sydhavsøerne lokker med stort fremstød

- Vi ved, at der kommer turister, fordi nogle af dem har booket overnatninger. Men vi ved ikke, hvor mange der kommer, og hvor mange penge de kommer til at bruge. Så vi har en masse restauranter, butikker og attraktioner, der går en uvis fremtid i møde, siger Martin Bender og fortætter:

- Hvis denne sæson svigter, så tror jeg ikke, at vi vil have det samme spændende udvalg i restauranter, butikker og måske også i udvalget af de spændende attraktioner, som vi er vant til at have i vores baghave.

Turbåd vender tilbage langs Stevns Klint

Midt i kampen om turisterne får turistchefen for Destination Sydkystdanmark hjælp fra to driftige herrer fra Stevns.

For efter flere års fravær kan man igen sejle med en turbåd op langs Stevns Klint forbi Koldkrigsmuseum Stevnsfort og den kendte Højerup Kirke på kanten af klinten.

quote Vi håber, der kommer et pænt antal turister

Hans Jørgen Rasmussen, medejer af Klinten Boattours

Idémændene bag har allerede sat kursen for projektet, der blev søsat uden nogen former for kommunalt tilskud den 15. maj i år. De håber sammen med lokale turistattraktioner og erhvervsdrivende at tiltrække flere danske turister til området, mens den verserende coronapandemi begrænser antallet af udenlandske besøgende.

Det er Ken Larsen Cardozo, der er kendt som manden bag Klintens Sandwichproviant, som sammen med revisor Hans Jørgen Rasmussen fra Lokalrevision i Klippinge står bag den nye turbåd med navnet Klintens Boattours.

- Man kommer ud og sejle langs klinten, som er på listen over UNESCO verdensarv, og forbi kirken og koldkrigsmuseet, hvor man skal kunne lægge til og få en rundvisning, siger Hans Jørgen Rasmussen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Efter flere års fravær kan man igen sejle med en turbåd op langs Stevns Klint forbi Koldkrigsmuseum Stevnsfort og den kendte Højerup Kirke på kanten af klinten.
Efter flere års fravær kan man igen sejle med en turbåd op langs Stevns Klint forbi Koldkrigsmuseum Stevnsfort og den kendte Højerup Kirke på kanten af klinten. Foto: SydkystDanmark

Undervejs fortæller styrmanden om området til bådens 11 passagerer, og når restriktionerne tillader det, vil det desuden være muligt at købe forfriskningerne undervejs.

- Vi håber, der kommer et pænt antal turister. Men jeg tror også, at familier og firmaer gerne vil booke båden, siger Hans Jørgen Rasmussen og forklarer, at han sammen med Ken Larsen Cardozo efterhånden vil tilføje flere slags ture til deres portefølje.

- For der er ingen, der siger, at vi kun skal sejle til den ene side – vi kan også sejle til den anden side, siger Hans Jørgen Rasmussen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Køkkenchef Jonas Mikkelsen fra Michelin-restauranten Hotel Frederiksminde i Præstø medvirker også i reklamekampagnen fra Destination Sydkystdanmark.
Køkkenchef Jonas Mikkelsen fra Michelin-restauranten Hotel Frederiksminde i Præstø medvirker også i reklamekampagnen fra Destination Sydkystdanmark. Foto: SydkystDanmark

Initiativet får stor ros af Martin Bender, fordi det ifølge ham kan være med til at tiltrække en bredere gruppe af turister.

- De er et kongeeksempel på, hvordan vores destination kan gøre en forskel i konkurrencen med andre destinationer. Det er ildsjælene, som er med til at løfte Sydkystdanmark op over normalen og op i superligaen, siger Martin Bender.

- Det er så afsindig vigtigt, at vi kommer hurtigt ud af starthullerne og sammen med alle de lokale aktører og ildsjæle får en bare nogenlunde sommer, tilføjer han.

Tilbyder tryg ferie til jyder og fynboer

Flere andre steder i regionen opruster turistorganisationerne også til kamp om de danske turister. Hos Visit Lolland-Falster har man iværksat en kampagne, der skal få turister til at tænke på Sydhavsøerne, når drømmene kredser om eksotiske feriemål.

For gik man og drømte om Påskeøerne, Santa Monica eller måske Mauritius’ hvide sandstrande i den kommende sommerferie, så er Dodekalitten ved Kragenæs, Nakskov Fjord og Marielyst måske ikke helt det samme – men det er tæt på.

Og det er netop budskabet med kampagnen, i helt bogstavelig forstand.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kampagnen fra Visit Lolland-Falster koster cirka tre millioner kroner og ambitionen er at skubbe til sidste års 1,84 millioner rekordovernatninger.
Kampagnen fra Visit Lolland-Falster koster cirka tre millioner kroner og ambitionen er at skubbe til sidste års 1,84 millioner rekordovernatninger. Foto: Visit Lolland-Falster

Længere mod nord har Destination Sjælland, som dækker Holbæk, Kalundborg, Odsherred, Slagelse og Sorø kommuner, også gjort klar til kamp. Hvert år lægger turisterne cirka fire milliarder kroner i området, og derfor har turistforeningen iværksat en reklamekampagne til halvanden millioner kroner for at lokke danske besøgende til området.

- Allerede i weekenden går vi i luften med en reklamekampagne, som kommer til at køre de næste seks uger, hvor vi primært på Fyn og i Jylland forsøger at få danskerne fra det vestlige Danmark over til noget af det østlige Danmark, siger Jens Müller, direktør Destination Sjælland.

Ligesom sin kollega i den sydvestlige ende af regionen får han også hjælp fra lokale ildsjæle. Ude på Røsnæs forsøger lokale kræfter nemlig at lokke resten af landet til halvøen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Røsnæs fyr på spidsen af Røsnæs. Herude er der ifølge Jens Müller fra Destination Sjælland god plads til turisterne.
Røsnæs fyr på spidsen af Røsnæs. Herude er der ifølge Jens Müller fra Destination Sjælland god plads til turisterne. Foto: TV2 ØST

- Herude er der masse af luft mellem folk, og de lokale besluttede sig for at lave et tv-spot, som skulle køre på TV2 ØST og TV 2 Lorry. Derfor spurgte de mig, om vi ville støtte dem økonomisk – og selvfølgelig ville vi understøtte det, siger Jens Müller og tilføjer:

- De lokale slår rigtig meget på, at det er sikkert og trygt at besøge Røsnæs, fordi de kan tilbyde masser af plads.

I forbindelse med coronakrisen og frygten for smittespredning vil Visit Denmark undersøge, hvordan coronavirus påvirker turisternes adfærd og rejselyst.

Resultaterne skal ifølge den landsdækkende turistorganisation hjælpe dansk turisme med at komme hurtigere ud af krisen, når turisterne igen kan rejse frit rundt. Undersøgelserne gennemføres i Danmark, Tyskland, Sverige og Norge.

På Røsnæs er lokale kræfter gået sammen om reklamefilmen herunder:

 

Nyhedsoverblik