Ekspert: Vi bør undersøge om coronavirus kan smitte via grise

Udbruddet af coronavirus på slagteriet i Ringsted bør få myndighederne til at undersøge, om virussen kan smitte svin, der kan smitte videre, siger professor.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Corona-udbruddet blandt de ansatte på Danish Crown-slagteriet i Ringsted er tankevækkende, og bør få myndighederne til at undersøge, om der skal laves ekstra sikkerheder mod coronasmitte på slagterierne.

Det siger Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet, dagen efter udbruddet blev kendt. Indtil videre er 16 ansatte fra slagteriet konstateret smittet.

- Det er ikke spor enestående, at ansatte på et slagteri smittes. Det har vi også set mange andre steder i verden. Først og fremmest i Tyskland, men også i for eksempel England, Irland og i USA. I USA har en stor del af kødproduktionen faktisk været lukket ned på grund af smitte blandt medarbejderne. Derfor bør vi undersøge, om der er en forbindelse mellem slagterierne og coronasmitten, siger han.

quote Det er ikke spor enestående, at ansatte på et slagteri smittes. Det har vi også set mange andre steder i verden.

Hans Jørgen Kolmos, professor på Syddansk Universitet

Kalder på undersøgelse

Hidtil har det været antagelsen, at smitten blandt slagterimedarbejderne især handlede om, at indeklimaet på slagterierne gavnede smitten – og om sociale kår og mange gæstearbejdere i midlertidig indkvartering blandt medarbejderne. Hans Jørn Kolmos mener dog, at det er påfaldende, at man så ikke ser en tilsvarende smittespredning i brancher, hvor der ligesom i slagterierne er mange gæstearbejdere og personer i tilsvarende situationer.

- Vi ser det ikke ved for eksempel de store byggeprojekter. Der ser ud til at være en særlig hyppighed for smitte blandt slagteriarbejdere. Det kalder på yderligere undersøgelser, siger han.

200729_sync_danish_crown_medarbejder.jpg
Læs også
Stor stigning i antallet af smittede på Danish Crown - man har altid en lille frygt i maven
200729_sync_danish_crown_medarbejder.jpg
Læs også
Stor stigning i antallet af smittede på Danish Crown - man har altid en lille frygt i maven

Han peger på, at myndighederne burde lave stikprøveundersøgelser blandt slagtedyr for at se, om smitten bringes ind på slagterierne med svin.

- Forsøgene indtil nu har været ret små model-forsøg, og der er derfor et ret spinkelt evidensgrundlag for at sige, at svin ikke kan smittes med de aktuelle coronavirus. Men rent fysiologisk, så har svinene også de ACE-2 receptorer på cellerne i luftvejene, som smitten binder sig til hos os mennesker. De er ikke helt identiske, men modelforsøg viser, at virus også kan binde sig til svinenes variant af ACE-2 receptoren, siger han.

Artiklen fortsætter under videoen.

 

Bør ikke være bekymrede for at spise svinekød

Selvom svin måske kan smitte mennesker med coronavirus, så mener han dog ikke, at forbrugerne skal være bange for at spise kød fra slagterierne.

- Hvis virussen kunne smitte igennem kød, så ville vi nok have set et andet smittemønster, og man steger eller koger jo normalt kød. Så jeg tror som myndighederne ikke, at kød bidrager til at sprede smitten, siger Hans Jørn Kolmos.

Han peger dog på, at det nu er afgørende at få inddæmmet smitten i Ringsted for at få situationen under kontrol.

- Det afgørende nu og her er at opspore smittekæderne i Ringsted, og få de smittede isoleret, siger han.


Nyhedsoverblik